Page 80 - Sjæklen2009

80

aktiv lokaliseringspolitik. Sidstnævnte skulle fremmes via

lempeligere låne-, rente- og afdragsvilkår for virksomheder,

der etablerede sig i arbejdsløshedsøerne, ligesom staten ved

lokalisering af egne anlæg skulle tage arbejdsløshedsøerne i

betragtning.

Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger nåede

imidlertid knap nok at bundfælde sig, før arbejdsministe-

ren i 1957 nedsatte et nyt udvalg, der særligt fik til opgave

at beskæftige sig med lokaliseringspolitik. I nedsættelses-

skrivelsen hed det, at det må

”anses for ønskeligt at søge

tilvejebragt klarhed over, hvilke foranstaltninger til fremme

af erhvervslivet i områderne uden for hovedstadsområdet,

der måtte kunne træffes for med varig virkning at ind-

drage en væsentlig del af den lokale arbejdskraftreserve i

produktiv virksomhed.”

3

Den endelige betænkning forelå i

efteråret 1958, og fokus var helt i tråd med kommissoriet

på erhvervslokalisering, men på dette tidspunkt havde ud-

viklingen i realiteten endnu engang overhalet indenom. Fol-

ketinget havde allerede før sommerferien vedtaget ”Lov om

egnsudvikling”, der betød, at de anbefalinger, som udvalget

kunne have fremkommet med, mere eller mindre direkte var

blevet effektueret ved lov.

4

Administrationen af egnsudviklingsloven blev vareta-

get af Egnsudviklingsrådet knyttet til det nyoprettede Di-

rektorat for Egnsudvikling, som var placeret i Silkeborg.

5

I

henhold til egnsudviklingsloven skulle Egnsudviklingsrådet

årligt afgive en beretning om sin virksomhed. Af rådets før-

ste beretning fremgår det ret tydeligt, at administrationen

af det nye lovkompleks ikke skete uden problemer. For det

første skulle rådet i henhold til retningslinjerne først rea-

gere, når det blev bedt om det. På den baggrund mente rådet

ikke, at der var beføjelser til en mere aktiv indsats i form af

for eksempel opbygning og udvikling af projekter. For det

andet måtte rådet erkende, at erhvervsudvikling forudsatte

støtte ikke blot til enkelte virksomheder, men også støtte til

at skabe visse almindelig forudsætninger for hele erhvervs-

livet, hvilket først og fremmest betød infrastruktur. Egnsud-

viklingsrådet befandt sig derfor hurtigt i en situation, hvor

der blev brugt betydelige mængder tid med at kontakte cen-

traladministrationen og diverse styrelser. I korte træk skete

der et skifte fra egnsudvikling til landsplanlægning, hvilket

bevirkede, at en ny kreds af aktører blev inddraget, herun-

der et væld af teknokratisk orienterede byplanlæggere. I ud-

gangspunktet havde fokus været på arbejdsmarkedspolitik

og lokaliseringspolitik, men i stedet blev det fængende og

letfattelige streger på Danmarkskortet, der tog opmærksom-

heden.

I takt med 1960’ernes voksende højkonjunktur blev

egnsudviklingens oprindelige problematikker skubbet yder-

ligere i baggrunden. Den almindelige velstandsstigning

opfattedes som et fordelagtigt gode af de fleste og førte til

en vækstoptimisme, der antog, at centrenes vækst og pro-

duktivitetsevne også ville komme udkantsområder til gode.

I stik modsætning til denne antagelse uddybede væksten

det skæve Danmark – alle fik ganske vist del i væksten,

men skævheden blev større. I forbindelse med 1970’ernes

økonomiske afmatning kom der atter et skifte, idet diskus-

sionerne om landdistrikter og decentralisering blussede op,

hvilket fulgtes af øget opmærksomhed på egnsudviklings-

problematikken. De nationale problemer med arbejdsløshed

stillede sig imidlertid nu i vejen for en forstærket egnsud-

viklingsindsats. Op igennem 1980’erne reduceredes egns-

udviklingens indsatsområder væsentligt, og i 1991 afløstes

egnsudviklingsloven af erhvervsfremmeloven, der med for-

behold for enkelte ændringer forblev i kraft frem til 2006.

6

Det er den egentlige egnsudviklingsperiode frem til be-

gyndelsen af 1990’erne – med særlig fokus på de brudfla-

der, som opstod i 1960’erne og 1970’erne – der udgør det

centrale omdrejningspunkt i denne artikel. Med dette afsæt

belyses tre lokalområder; Skagen, Hjørring og Esbjerg med

henblik på variationer i egnsudviklingen. De tre eksempler

er ikke tilfældige nedslag i udkantområdernes Danmark,

men kan – som artiklen vil vise – tværtimod ses som re-

præsentative for nogle mere overordnede retningslinjer i

egnsudviklingen. Fokus er på egnsudviklingsperioden, men

i artiklen vil der ligeledes blive kigget på, hvorvidt det er

muligt at spore nogle moderne konsekvenser af de valgte

lokale udviklingsstrategier. Indledningsvis vil blikket imid-

lertid være rettet mod et overordnet perspektiv på det lokale

initiativ og den betydning, som dette fik for såvel den lokale