Page 84 - Sjæklen2009

84
skaffe et mere bredspektret arbejdsmarked til byen, havde
flere af de lokale virksomheder grebet til ekstraordinære
foranstaltninger, der skulle forhindre fyringer, når der var
krise i fiskeriet. Disse nødløsninger kom i form af en mo-
del, hvor de ansatte arbejdede en uge af gangen. En løsning
der eksempelvis blev benyttet på Nippers værft, hvor de i
alt tyve skibstømrer og malere arbejdede i hold på ti perso-
ner en uge af gangen. På en af byens større arbejdspladser,
Karstensens Skibsværft, valgte ledelsen at søge andre løs-
ninger, idet bygningen af en kutter blev iværksat for egen
regning, således at den faste stok af dygtige og kompetente
medarbejdere kunne fastholdes.19 Der blev fra andre sider
på samme måde arbejdet med initiativer, der kunne sikre be-
skæftigelsen i perioder med lav beskæftigelse. I slutningen
af 1969 lykkedes det den nordjyske folketingsmand, Jens
Risgaard Knudsen, at skaffe en statslig bevilling til beskæf-
tigelsesarbejde i Hjørring Amt på i alt en million kroner,
hvoraf en del gik til Skagen Kommune, der med disse mid-
ler kunne sætte ledige i beskæftigelse ved klitplantagerne.20
Sådanne større beskæftigelsesprojekter, enten finansieret
med statslige eller kommunale midler, blev i de følgende år
en væsentlig komponent i kampen mod ledigheden i Skagen
og i udkantsområderne generelt.
Trods ønsker og initiativer der for en dels vedkommende
søgte at bryde med fiskeindustriens dominans, var det stadig
fiskeindustriens repræsentanter, der svingende taktstokken i
den lokale udvikling. Selvom der i begyndelse af 1970’erne
kom en opblødning mellem DASF og Skagen Erhvervsråd,
hvor de to organisationer kunne blive enige om at arbejde
for en bredere industrialisering i Skagen, så skete der i rea-
liteten ikke så meget.21 Dette havde ifølge Peter Kjær, for-
manden for DASF, sine helt bestemte årsager. I en omtale af
erhvervsudviklingen i Nordjylland sagde han: ”Det er min
opfattelse, at der ikke i realiteten gøres noget virkeligt for
at skaffe nye industrier til vort nordjyske omraade”, og han
fortsatte udtalelsen med, at ”... konkurrencen mellem de for-
skellige liebhavere blandt nordjyske byer er meget intens og
koncentreret paa den maade, at Aalborg som administrati-
onscenter har sat sig paa den nordjyske udvikling.” Afslut-
ningen lød herefter: ”Jeg skal ikke paa nogen maade klan-
dre vort eget lokale erhvervsudvalg. Det udfører sit arbejde
paa frivillig og ulønnet basis og har i næsten alle forhold
gjort et arbejde, der er anerkendelsesværdigt. Men det har
alt for smaa midler at arbejde med, hvilket igen medfører, at
dets rækkevidde bliver afstemt med foreliggende midler. Det
er først og fremmest industri, vi skal have til Skagen. Det er
dette, der giver beskæftigelse og trivsel.”22
Manglen på udviklingsmidler var den ene årsag til, at
rammerne for udviklingen forblev de samme. Erhvervsrådet
havde begrænset økonomisk råderum, og skulle der skabes
konkrete resultater var det langt enklere at gøre det i relation
til den eksisterende industri. Det er interessant at konsta-
tere, at denne kurs i øvrigt i et vist omfang bestyrkedes fra
mere centralt hold. I maj 1970 var Skagen Erhvervsråd vært
ved et arrangement, hvor forskellige eksperter orienterede
om mulighederne med egnsudvikling. Blandt disse eksper-
ter var blandt andet en konsulent Hjortlund fra Egnsudvik-
lingsdirektoratet, der som den mest centralt placerede re-
præsentant redegjorde for egnsudviklingsloven og samtidig
udtrykte tilfredshed med det, han benævnte som ”kvalifice-
En af de mere traditionelle virksomheder, som fik egnsudviklings-
støtte i Skagen, var Lund Sild. Virksomheden havde et rigt varieret
sortiment, og kunne blandt andet på den baggrund pryde sig af et
stort eksport marked. Foto: Lokalhistorisk Samling, Skagen.