Page 79 - Sjæklen2009

79

Egnsudviklingens regionale variationer

Træk af udviklingen i udkantsområdernes Danmark, c. 1960-2005

Af Morten Karnøe Søndergaard

I juni måned 1958 vedtog Folketinget ”Lov om Egnsud-

vikling”. Forud var gået flere års debat om den ulige be-

skæftigelsessituation, der betød, at der i visse dele af landet

blev talt om eksistensen af ”arbejdsløshedsøer”. Egns-

udviklingsloven havde på den baggrund blandt andet til

hensigt at kanalisere direkte bistand fra staten ud til op-

hjælpning af industriel udvikling i de egne, der var ramt af

høj arbejdsløshed. Det lå desuden i egnsudviklingslovens

bogstaver at få flyttet arbejdskraft væk fra ikke-ekspansive

og arbejdskraftintensive industrier over mod brancher, der

havde en mere avanceret produktion. Resultaterne af den

udviklingsindsats, der skete under Egnsudviklingsloven, var

ofte ret forskelligartet fra egn til egn. I denne artikel belyses

disse regionale variationer med henblik på baggrund, årsag

og konsekvens.

Indledning

Umiddelbart er det let at konstatere, at erhvervsmuligheder-

ne i Danmark har været skævt fordelt igennem århundreder.

Østjylland og øerne gav med deres frugtbare jorde et godt

næringsgrundlag for en tætboende bondebefolkning, me-

dens de samme forudsætninger ikke var til stede på Nord-,

Midt- og Vestjyllands udvaskede morænejorder og hede-

områder.

1

Industrialisering øgede yderligere den skævhed,

der lå indplaceret i landbrugslandets bosætning, men den

store vandring af arbejdskraft fra landområderne mod by-

erne, blev ikke i første omgang opfattet som et egentligt pro-

blem for de tyndere befolkede dele af landet. Først med de

strukturrationaliseringer der kom fra 1945 og et årti frem,

og som dækkede erhvervslivet som helhed og landbruget

i særdeleshed, blev udkantsområderne opfattet som et pro-

blem. Det forhold, at der eksisterede områder med faldende

befolkning, der samtidigt også led af kronisk arbejdsløshed,

blev et ”egnsproblem”.

Siden 1920 havde der med de overordnede beskæftigel-

sespolitiske initiativer været set på arbejdsløshedsproblemet

som et landsproblem, men dette ændredes i begyndelsen af

1950’erne, hvor regeringen anmodede den såkaldteArbejds-

markedskommission om særligt at overveje spørgsmålet om

de muligheder, der på kort og lang sigt måtte foreligge for

at bekæmpe arbejdsløsheden inden for ”arbejdsløshedsøer-

ne”. Arbejdsmarkedskommissionen definerede arbejdsløs-

hedsøer som ”geografiske områder, som mere varigt – set

over nogle år – er præget af en særlig høj ledighed”.

2

Bag-

grunden for den nye opfattelse, hvor arbejdsløshedsproble-

met blev et regionalt problem, var, at beskæftigelsesgraden

var god i dele af landet og ringe i andre, særligt hårdt ramt

var de nordjyske landkommuner. Kommissionens opgave

var på den baggrund at udarbejde forslag til udligning af

stedlige forskelle i beskæftigelsesgraden. Kommissionens

betænkning, der udkom i 1955, gav en udmærket oversigt

over de forskellige politikker, der kunne bringes i anven-

delse for at opnå de definerede mål. I forhold til arbejds-

løshedsproblemet blev det fremhævet, at der forelå to mu-

ligheder; påvirkning af dels arbejdskraftens mobilitet, dels

beskæftigelsesmulighedernes stedlige fordeling. Videre hed

det, at

”Disse to mulige veje bør ikke opstilles alternativt;

man kan meget vel forsøge begge på én gang”.

Til trods

for at betænkningen betoner nødvendigheden af en større

bevægelighed på arbejdsmarkedet, anbefaler den tillige en