Page 72 - Sjæklen2009

72
Hans egen erfaring var, at de fiskepladser, hvor han fiskede
efter ovennævnte arter, ikke længere var egnet til snurre-
vodsfiskeri, når flertrawlerne havde været i gang hen over
den samme bund. Effekten af tovene var væk i disse områ-
der, og i stedet for at vente på, at havbunden ”faldt til ro”
og de gamle fiskepladser igen kunne bruges, fortæller Pe-
der Rønn hvordan han og hans besætning fortrak med Else
Damgaard til Doggerbanke. Her er bunden hårdere, og fler-
trawlenes fiskeri syntes ikke at have samme effekt på mulig-
heden for at fiske med snurrevod i samme områder. Så efter
i årtier at have været på kant med udenlandske bomtrawlere
endte snurrevodsfiskerne paradoksalt nok op med i måske
højere grad at føle sig skubbet væk fra mange fiskepladser
af deres hjemlige danske fiskerkolleger fra jyske havne som
Hvide Sande og Thyborøn. 39
Der var dog også andre faktorer efter årtusindskiftet,
som var med til at forringe rentabiliteten af det tilbagevæ-
rende snurrevodsfiskeri. I 2003 indførtes i Danmark en be-
grænsning i antallet af dage, som en fiskekutter måtte være
til havs om måneden, og fra 2007 indførtes en ny fiskerire-
gulering med omsættelige fartøjskvoteandele, den såkaldte
FKA-ordning. Begge tiltag var og er problematiske for
snurrevodskutterne, og de ramte som nævnt snurrevodsfi-
skerne i en situation, hvor de i forvejen havde vanskeligt
ved at konkurrere med andre redskabstyper. Snurrevodsfi-
skere har traditionelt brugt relativt mange dage til havs hver
måned i sommerhalvåret for at fange deres årsmængder af
fisk, og oven i begrænsningen i antallet af havdage kunne
fiskerne konstatere, at tildelingen af fartøjskvoteandele ikke
var tilstrækkelige til at få økonomi i årsfiskeriet. Derfor
kunne man blive nødt til at leje ekstra kvoteandele for at
få tilstrækkelig med fiskerettigheder til at nå den ønskede
årsindtægt – men der var naturligvis ingen sikkerhed for,
at vejret i årets sidste måneder overhovedet tillod, at man
kunne komme til havs og fange fisken.Med andre ord skulle
man med FKA-ordningen ud at betale for at få lov at fange
fisk, som man muligvis aldrig kom til at få i sit vod.40
Ved kajen i Lemvig Havn var der i 2004 efter indførelsen
af havdageordningen efterhånden kun ni snurrevodsfartøjer
tilbage, hvoraf de fire samme år søgte om ophugningsstøtte.
Formanden for Lemvig Fiskeriforening, Jens Søndergaard,
fortalte til avisen om situationen for de tilbageværende fi-
skere, som med små torskekvoter måtte smide store torsk
over bord og drive fiskeri med underskud til stor bekym-
ring for dem selv og for bankerne: ”Den enkelte fiskeskip-
per vælger at søge om ophugningsstøtte, men reelt er det
bankerne, der presser på, så det handler mere om tvang end
om frivillighed.[…] For fiskerne er det en hård psykisk be-
lastning. De ved ikke om de er købt eller solgt. Får de ikke
ophugningsstøtte i denne omgang, kan det så betale sig at
investere i en kutter, hvis den snart skal ophugges? Og kan
de holde fast på deres folk?”41
Formanden kunne tydeligvis begynde at skimte enden
for Lemvig som landingshavn med de vilkår, som nu eksi-
sterede i fiskeriet. Det var ikke svært at forestille sig, at det
oven i alle vanskelighederne med selve fiskeriet også blev
svært at holde fast i besætningerne i en tid, hvor samfunds-
økonomien i øvrigt efterlyste arbejdskraft mange steder. Om
den primære årsag i sidste ende var flertrawlfiskeri, faldende
torskekvoter, mandskabsmangel eller FKA-ordningen er
næppe muligt at fastslå, men faktum var, at Lemvigkutterne
fortsatte med at falde fra, og at Lemvig Fiskeauktion luk-
kede endeligt i december 2008. Peder Rønn afhændede med
Lemvig havn i 1990’erne. Der er stadig lyseblå nordsøkuttere i
havnen, men snart kommer fritidsfiskernes små fartøjer i overtal.
Foto: Lemvig Museum.