Page 73 - Sjæklen2009

73
salget af Else Damgaard ved årsskiftet 2008/2009 den sid-
ste L-snurrevodskutter hjemmehørende i Lemvig, og der-
med var det stort set slut for Lemvigs næsten 100-årige pe-
riode som hjemsted for en af Danmarks stabile, havgående
snurrevodsflåder. Tilbage i havnebassinet i 2009 var kun to
havgående fartøjer, L 237 Dorte Rixen, som fiskede med
garn fra Thyborøn, og RI 475 Jean Paul, som i mange år
havde drevet snurrevodsfiskeri med besætning fra Lemvig,
selv om den var hjemmehørende i RI-distriktet. De kommu-
nale ejere af Lemvig Havn var allerede flere år tidligere be-
gyndt at indstille sig på at indrette havneområdet til turisme,
fritidssejlere og almindelige rekreative funktioner, og selv
om der fortsat fandt beddingsaktiviteter og forarbejdning af
importeret fisk sted på havnen i 2009, så var det efterhånden
flere år siden, at erhvervsvirksomheder havde baseret sin
økonomi på de landinger, som blev foretaget i Lemvig. Med
lukningen af det, som en gang var en af snurrevodsfiskeriets
absolutte højborge, kunne byen nu slutte sig til den lange
række af tidligere fiskerihavne i Danmark.
Hvorfor forsvandt snurrevodsfiskeriet?
Det kan være nyttigt at se på, hvad det egentlig var, som
fik snurrevodsfiskeriet fra Lemvig til at forsvinde. Sam-
menligner man med udviklingen i Esbjerg, som sammen
med Lemvig måske var Danmarks største snurrevodshavne
i 1970’erne og 80’erne, så var det ifølge Peder Rønn i hvert
fald ikke fiskernes manglende loyalitet overfor hjemhavnen,
som lukkede Lemvig Fiskeauktion: ”Vi sejlede lige forbi
en topmoderne havn i Thyborøn med vores fisk og lagde to
timers sejlads hver vej oven i rejsen for at komme ind til
Lemvig og lande. Vi havde bestemt ikke noget udestående
med Thyborøn, så der er vel ingen anden forklaring på det
end ”lokalpatriotisme”. Andre fiskere sagde somme tider,
at der var ingen havn i Danmark, som det ikke ville gå godt
for, hvis deres fiskere var lige så gode som Lemvigerne til at
lande deres fisk hjemme. […] Det der fik snurreskibene til
at forsvinde var ikke bare én ting, det var et helt sammensu-
rium af mange ting.”
Det ”sammensurium” af faktorer, som fiskere hentyder
til for at forklare fiskeriets nedgang, bunder i sidste ende i,
at snurrevodsfiskeriet på mange måder ikke længere var ren-
tabelt. Men udviklingen ramte forskelligt, og fiskerne var
hverken lige gode eller lige heldige til at klare sig gennem
de kriser, som opstod. Indledningsvist gav det i 1980’erne
anledning til stor irritation, at der indførtes begrænsninger i
torskekvoten, og at fiskeriet begyndte at blive underlagt rati-
onsordninger. Man følte som fisker, at man fik for små eller
forkert placerede 14-dages eller månedsrationer, og at man
blev udsat for urimeligt fiskestop, når den samlede kvartals-
mængde for hele fiskerflåden var opfisket. Mange fiskere
gav de effektive, men meget lidt skånsomme udenlandske
bomtrawlere skylden for denne udvikling, idet enhver kun-
ne se, at bomtrawlerne var utrolig effektive i deres fiskeri,
men at de til gengæld nok også påvirkede fiskebestandene
og havbunden på en negativ måde. Ligeledes ærgrede man
Udklip fra Lemvig Folkeblad 8. februar 1958. Kutter L 290 blev
senere omdøbt til ”Else Damgaard”, og blev som den sidste
snurrevodskutter med L-nummer solgt fra Lemvig ved årsskiftet
2008/2009.