Page 70 - Sjæklen2009

70
efterhånden som fiskerne ikke længere så nogen mulighed
for at arbejde sig ud af de økonomiske trængsler uden at
blive kriminaliseret i forhold til fiskerireguleringen.
Der viste sig ikke nogen mirakelløsning på problemerne
for fiskeriet. Regeringens svar på fiskernes strejke i april
1993 var at tilbyde en ny refinansieringsordning, hvor kut-
terejere kunne omlægge dyrt forrentede lån til billigere lån,
samt en midlertidig oplægningsordning. Selv om dette gav
lidt luft til nogle fiskere, var der ikke mange, som troede på,
at erhvervets kvaler hermed var overstået, og da der også
afsattes en stor pulje til kapacitetsreduktion, dvs. ophug-
ning af kuttere, bredte der sig over det meste af landet en
stemning blandt fiskere – og deres pengeinstitutter – om,
at det måske var tiden at sige stop og gå i land. Antallet af
aktive danske snurrevodsfartøjer på Nordsøen faldt således
med næsten to tredjedele på blot seks år, fra 160 fartøjer i
1991 til 58 i 1997,36 og Lemvig var ingen undtagelse i denne
udvikling, tværtimod. Her var der 41 snurrevodskuttere i
1993, men kun 13 tilbage ved udgangen af 1996. Rigtig
mange Lemvigfiskere opgav at blive ved med at forsøge at
sno sig gennem systemet på kanten af loven med landinger
af såkaldte ”grå fisk”, dvs. fisk landet i strid med de forskel-
lige kvote- og rationsordninger. Nikolaj Kristensen beskri-
ver det helt enkelt: ”De første mange år, man var fisker, var
man glad, når man lå på Nordsøen og havde noget godt
fiskeri. Men siden der kom kvoter og sager, så gav det bare
spekulationer, hvis man kom ud i noget rigtig godt fiskeri!
Fornøjelsen og det frie ved fiskeriet gik fløjten.”
Det var ikke nemt at være skipper og bevare sin besæt-
nings loyalitet, fortæller en anden fisker, for man skulle jo
have noget med hjem, og folkene skulle have deres hyre.
Så hvis folkene havde været med til at fange gode torsk, så
skulle skipperen være noget firkantet for at beordre dem til
at smide torsken ud igen og blot hælde et par kurve rødspæt-
ter i lasten! Det var ganske enkelt ude af trit med hele ideen
omkring fiskeriet set fra skipperen og partsfiskernes syns-
punkt, men fiskeriet på kanten af reglerne var en stigende
psykisk belastning for de fiskere, som ikke syntes de havde
noget valg, hvis de ville forblive i deres erhverv. Oven i
købet var salgspriserne for de ”grå fisk” ofte beskedne, og
når man oven i risikoen for bøder var nødt til at finde sig
i underbetaling for sin fisk, så skulle der for flere og flere
kutterejere ikke megen overtalelse til, før der blev søgt om
ophugning. ”Det var lige før man følte, at man fiskede med
den ene fod i spjældet, sådan som det gik med tricks og lod-
der alle steder – det var simpelthen ikke til at holde ud!”,
fortæller en fisker, og resultatet kunne for alvor ses på hav-
nen i Lemvig i 1997. Hovedparten af flåden var forsvundet,
hugget op og solgt som reservedele fra firmaer som Fornæs
Isvinter, Lemvig havn. L 83 "Pia-Anita" er på vej i den rende, som
isbryderen "Goliath Carl" har lavet. Foto: Lemvig Museum.
Lemvig havn 1995. Den forreste kutter har fået slettet havneken-
dingsnummeret, sådan som det skete for de fleste Lemvigkuttere i
perioden 1993-1996. Foto: Lemvig Museum.