Page 61 - Sjæklen2009

61
ligge ude i Thyborøn, når vi nu også kunne komme af med
vores fisk herhjemme.”
Den øgede aktivitet på havnen skabte hurtigt et attrak-
tivt miljø. I 1950 var den hjemmehørende snurrevodsflåde
vokset til over 20 fartøjer, og nok så betydningsfuldt var det,
at ikke alene de hjemmehørende kuttere, men også kuttere
fra andre danske havne begyndte at vælge Lemvig som ba-
sishavn for deres sommerfiskeri på Nordsøen. I 1958 skrev
Lemvig Folkeblad om dette: ”Mange fremmede kuttere har
i de senere år – og særligt i den tid, der krævedes licens for
at lande i England – drevet Nordsø-fiskeri med Lemvig som
basis i sommermånederne. [...] Der er godt 30 kuttere hjem-
mehørende i Lemvig, men dertil kommer alle de fremmede
kuttere fra Frederikshavn, Hundested og andre pladser, som
hver sommer fisker fra Lemvig. De fremmede fiskere, der
kommer hertil, er glade og kommer igen år efter år. Der
er fremmede fiskere, som har deres lejligheder stående her
fra år til år, så de kan flytte hertil hvert forår og blive her i
sæsonen.”17
Selv om Thyborøn efterhånden var blevet en veletable-
ret fiskerihavn, kunne det for de udenbys kuttere være mere
attraktivt at bruge Lemvig som udgangspunkt for deres fi-
skeri. Der var allerede trængsel i Thyborøn, og de udenbys
fiskere fandt fjorden og bakkerne omkring den gamle køb-
stad mere tiltalende som hjemsted for pauserne i fiskeriet
end det noget mere udsatte og barske Thyborøn. Lemvig
by og havn var leveringsdygtig i alle fornødenheder, såvel
til fiskeriet som til dagligdagen i øvrigt, og for mange af de
udefrakommende fiskere satte det prikken over i’et, at der i
Lemvig var værtshuse og restaurationer for enhver smag og
dermed et byliv, som Thyborøn ikke kunne hamle op med.
Ude på tangen var der sømandshjem, men ingen værtshuse
– tværtimod tog også Thyborøn-fiskerne til Lemvig, hvis de
ville ”på kroen”, som man sagde. Lemvigerne undrede sig
ikke over, at de udenbys kuttere hellere ville ind til Lemvig
frem for at ligge ude i Thyborøn, hvor der ”kun var ma-
rehalm og sand”, og med et glimt i øjet glædede man sig
over, at værtshusene kunne tiltrække udenbys landinger til
gavn for både havnen og byens handelsliv.18 For de udenbys
fiskere var der yderligere den fordel ved at vende tilbage til
Lemvig hver sommer, at de fik et fortroligt forhold til lokale
folk i Lemvig. Tom P. Nielsen fortæller således, hvordan
der opstod en form for ”kutterservice”, før begrebet blev
opfundet. Hans svigerfar var én blandt flere, som sørgede
for at passe på de fremmede kuttere, når fiskerne fra Frede-
rikshavn og Hundested var hjemme. ”Når de så rejste hjem,
så var der altid nogen af de gamle [Lemvigere] til at gå og
passe på deres kuttere og lave småreparationer, smøre dæk
osv. Der var altid nogen til at passe skibene, og de var i
gode hænder.”19
Lemvig fiskerihavn fik et ry som et stabilt og service-
orienteret sted at lande fiskene, og på trods af havnens trods
alt begrænsede kapacitet fordobledes landingerne mellem
1947 og 1957 fra 1.100 til 2.200 tons fisk, og omsætningen
steg fra 1,3 til 4,4 mio. kr.20 Eksporten af fisk gik for langt
størstedelens vedkommende til England.
Fiskerimønstre i en konsumhavn
De gæstende kuttere i Lemvig Havn drev alle fiskeri i Nord-
søen. Hundestedkutterne brugte ligesom Lemvigfiskerne
snurrevod og landede i 1950’erne ofte i engelske havne, først
og fremmest Grimsby og Hull. Derfor kunne de sagtens være
væk fra Danmark og dermed fra Lemvig i adskillige uger ad
gangen. Anderledes var det for de mange nordjyske fartøjer,
Postkort fra Lemvig i 1950’erne. Bemærk de mange udenbys kut-
tere i havnen. Venligst udlånt af Jens Klitgaard.