Page 59 - Sjæklen2009

59

Besættelsestid, "Thyborøn fri" og tilbage til Lemvig havn

Med nedlæggelsen af Lemvig som landingshavn for Nord-

søfiskeriet flyttede en del af byens fiskere fra byen, navnlig

til Thyborøn og Esbjerg. Tilbage i Lemvig var ”den faste

stok” af cirka 15 hjemmehørende snurrevodsfartøjer, som

landede fangsterne i Thyborøn, men som havde Lemvig-

besætning, og som når det var muligt sejlede med tomt

lastrum til hjemhavnen under pauser mellem fisketogterne

i Nordsøen.

8

Der var fremdeles nære bånd mellem Lemvig og Thy-

borøn, når det gjaldt fiskeriet. De Lemvigfiskere, som ikke

selv flyttede ud på tangen, havde deres faste gang i Thybo-

røn og tog del i arbejdet for at sikre fremtidsmulighederne

for den nye fiskerihavn på vestkysten. I en lang periode fra

1937 og til længe efter besættelsesårene kom dette til udtryk

i form af den såkaldte ”Thyborøn fri” kampagne. En kom-

mission under Ministeriet for offentlige arbejder blev i 1937

nedsat med det formål at se på sikring af Limfjordstangerne,

og i slutningen af året kom det frem, at en fremherskende

holdning blandt teknikere i kommissionen var, at Thyborøn

kanal burde lukkes, havnen nedlægges, og at man i stedet

burde udbygge Hanstholm Havn, der med en kanal kunne

forbindes med Limfjorden.

9

Fiskerne var klart modstandere

af et sådant tiltag, og kanalspørgsmålet kom til at præge ud-

viklingen i fiskeriet fra Thyborøn i de næste to-tre årtier.

På trods af en stor protestsejlads med deltagelse af ca. 170

Nordsøkuttere – heraf knap 20 fra Lemvig – i januar 1946,

vedtog Rigsdagen senere samme år en lov om omfattende

foranstaltninger til sikring af tangerne, herunder etablering

af et slusesystem for skibstrafikken.

10

Efterkrigstiden var

dog en knaphedstid, og lukningen af kanalen blev aldrig

gennemført. Alligevel blev loven først ophævet i 1970, og

i hele perioden satte diskussionen om kanalens fremtid sit

præg på fiskerierhvervets forventninger til fremtiden, først

og fremmest naturligvis i Thyborøn, men også i Lemvig.

Besættelsesårene blev på trods af de kriselignende til-

stande indledningen til en ny blomstringstid for Lemvig

som fiskerihavn. Sammen med Thyborøns hjemmehørende

fartøjer drev Lemvig-kutterne snurrevodsfiskeri i Nordsøen

i krigsårene, og på trods af at man fra tysk side kun tillod fi-

skeri i et begrænset område ud for den jyske vestkyst, lykke-

des det alligevel mange fiskere at få gode fangster længere

væk fra hjemhavnen. Tyske patruljefartøjer skulle sikre, at

de danske kuttere ikke bevægede sig uden for de tilladte

fiskeriområder, men risikoen for at blive opdaget og få kon-

fiskeret sin fangst var ikke voldsomt stor, og rigtig mange

tog chancen og gik så langt som til Dogger banke for at få

fangst.

11

Det indbringende fiskeri og tilflytningen af fiskere til

Thyborøn under krigen gav en samlet vækst i den hjemme-

hørende Thyborøn-flåde på 37 kuttere i perioden 1940 til

1945,

12

og de mange nybyggede fartøjer skabte flere gange

kapacitetsproblemer i Thyborøn, navnlig angående mulig-

heden for at få tilstrækkelig is om bord til de lange fiske-

togter.

13

Flere fiskere var kommet til Thyborøn fra Esbjerg.

Esbjerg var den førende vestkysthavn, som havde både

tyskernes og de allieredes store bevågenhed, og der var fi-

skere, som var bekymret for, om havnen ved Danmarks port

mod vest ville være et kommende bombemål, når en inva-

sion blev aktuel.

14

Allerede da allierede bombefly ved en fejl

ramte Esbjerg i september 1939, flyttede flere fiskere såle-