Page 49 - Sjæklen2009

49

som både bestyrelsesformand og administrerende direktør.

I bestyrelsen udgik alle forslag og initiativer tilsyneladende

alene fra Lauritzen, og han synes at have været her, der og

alle vegne i sin stræben efter at skaffe rederiets skibe de

bedst mulige vilkår. Således var han i 1905 med til at starte

The Baltic and White Sea Conference – en sammenslutning

af rederier, der søgte konkurrencebegrænsning via fastsæt-

telse af minimumsrater og bedre betingelser for fragtkon-

trakter i Nord- og Østersøsejladsen. Ligeledes i 1905 indgik

han gode langtidskontrakter om fragt af frugt fra Middelha-

vet til Nordeuropa og træ retur. I 1909 gennemførte rederiet

heldige forsøg med såkaldte overhedningsanlæg, der kunne

nedsætte skibenes kulforbrug. Det havde god effekt, da Bal-

kankrigen i 1912 fik kulpriserne til at stige. Nu fik hele flå-

den overhedningsanlæg, og samtidig engagerede Vesterha-

vet sig for første gang i oversøisk fart gennem en succesfuld

sejlads på Brasilien.

Sideløbende med disse initiativer blev Vesterhavets

flåde kontinuerligt forøget. Lauritzens politik på dette om-

råde var den enkle at købe eller bygge skibe, når fragtrater

og priser var lave, så han havde den fornødne tonnage klar,

når markedet bedredes og fragtraterne gik op. Den overord-

nede strategi var kontrolleret ekspansion med en høj grad

af egenfinansiering og begrænset låntagning. Lån blev kun

optaget, når betingelser og marked var gunstige, og opbyg-

ning af egenkapitalen blev hjulpet på vej af begrænsede

udbetalinger af aktionærudbytte i forhold til det indsejlede

overskuds størrelse. På denne vis var Lauritzen og Vester-

havet fra dampskibsselskabets stiftelse i 1895 og frem til

udbruddet af 1. Verdenskrig i august 1914 i stand til at inve-

stere godt 8 millioner kr. i erhvervelse af i alt 36 nybyggede

eller brugte skibe såvel som ombygninger eller forbedringer

af skibene, som det f.eks. var tilfældet med installation af

overhedningsanlæggene. To af skibene blev i perioden igen

bortsolgt, mens andre otte forliste, men ved krigsudbruddet

rådede Vesterhavet over 26 skibe med en samlet tonnage på

33.238 tdw.

Vesterhavet var kommet op på en position blandt Dan-

marks ti største rederier. Skønt Lauritzen fortsat havde

mange interesser i både handel og industri, var han gledet

fra primært at være handelsmand til først og fremmest at

være skibsreder. Som skibsreder for et stadig større rederi

måtte hans fokus mere og mere rettes mod København, der

ubestridt var Danmarks forretningsmæssige og økonomi-

ske centrum med banker, værfter, assurandører, leverandø-

rer og mængder af andre forretningsforbindelser. Det gav

lange ophold i hovedstaden – væk fra familien i Esbjerg.

Samtidig var han som handelsmand, fabrikant og reder ble-

vet Esbjergs ubestridte matador – og som sådan blev han

skydeskive for byens fremvoksende og selvbevidste arbej-

derklasse, der i 1905 fik socialdemokratisk flertal i byrådet.

Mens Lauritzens forretningsmæssige behov for København

voksede i takt med Vesterhavets ekspansion, voksede også

den esbjergensiske arbejderklasses kritik af Lauritzen, der

primært blev fremført af redaktør J.P. Sundbo fra

Vestjyl-

lands Socialdemokrat

.

Det var denne kombination af ”pull and push”, der til

sidst fik Lauritzen til at vælge en fremtid i København. I

1914 flyttede han både J. Lauritzens hovedkontor og hele

familien fra Esbjerg til hovedstaden

18

. Esbjerg var ikke læn-

gere stor nok for Lauritzens forretningsmæssige behov – og

Lauritzen havde vokset sig for stor for Esbjerg.

Redaktør J. P. Sundbo fra ”Vestjyllands Socialdemokrat” på kon-

toret i Kongensgade 41, 1923. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.