Page 40 - Sjæklen2009

40
Lauritzen drog fordel af sine talegaver – og at han i første
omgang koncentrerede sin indsats i de områder, hvor trans-
port til og fra Esbjerg var kortere og dermed billigere end
til konkurrenterne i de østjyske byer. Lauritzens omsætning
steg – og det øgede kravet om skibstonnage på den søværts
side af hans forretning.
I starten af sin Esbjerg-virksomhed havde Ditlev Laurit-
zen chartret Fanø-skonnerten Dorthea på 200 registertons
til at besørge fragten, men sejleren viste sig for lille, for
langsommelig og for afhængig af vind og vejr til Lauritzens
behov. Der måtte dampskibe til. I 1886 fik han sin første
dampskibsladning kul med den skotske damper Doon fra et
rederi i Aberdeen. Et par ladninger mere fik han med skibe
fra samme rederi, men så sprang rederiet fra, og Lauritzen
kunne ikke overtale andre fremmede rederier til at besejle
Esbjerg. Havnen var endnu ikke på alle søkort, men det var
derimod det fra sejlskibstiden så frygtede Horns Rev. Til
sidst lykkedes det ham at overtale en Flensborg-reder til at lade ham chartre den relativt store damper Avance, men ski-
bet stak dybt og løb på grund uden for havnen ved det før-
ste anløb af Esbjerg. Så ville Flensborg-rederen ikke være
med mere, og Lauritzen fik nu nogle mindre dampskibe i
timecharter. Selv om det gav en foreløbig løsning på fragt-
spørgsmålet, var ordningen ikke tilfredsstillende. Fragterne
var for dyre, ladningerne for små og risikopræmierne for
høje, og det mindskede Lauritzens muligheder i forhold til
konkurrenterne i østkystbyerne. Efterhånden stod det Lau-
ritzen klart, at den eneste løsning på denne udfordring var
at have sit eget skib. Kun herved kunne han mindske sin
afhængighed af rederne, få kontrol over fragtudgifterne og
dermed øge sin konkurrenceevne.
Det var en henvendelse fra en bekendt, Fanø-skippe-
ren Søren Meinertz, som fik ham til at tage det afgørende
skridt. Meinertz ville efter forlis med to sejlskibe gerne over
i damperne, og han vidste, hvor der var et skib til salg. Selv
kunne Meinertz ikke klare finansieringen, men spørgsmålet
var, hvorvidt Lauritzen ville gå med. Lauritzen selv havde
ikke et dybtgående kendskab til rederidrift, men da Mei-
nertz blev hans partner, blev svaret et ja, og i sommeren
1888 købte de sammen den tolv år gamle damper Uganda.
Det viste sig, at skibets alder og tilstand gjorde det dyrt i
Den eneste kendte gengivelse af ”Uganda” er et maleri, der i dag
hænger i bestyrelseslokalet hos J. Lauritzen A/S. Skibet var oprin-
delig bygget 1876 hos John Readhead & Co. i South Shields til
en kontrakt på Victoriasøen midt inde i Afrika. Skibet var derfor
konstrueret, så det kunne skilles ad og transporteres via jernbane.
”Uganda” kom dog aldrig til Afrika, men beholdt alligevel navnet
på sit oprindelige bestemmelsessted. Foto: J. Lauritzen A/S.
Ditlev Lauritzens nytårshilsen ved årsskiftet 1892/93 viser tyde-
ligt, hvor vidtfavnende hans virksomhed efterhånden var blevet.
Nu var det tid at sprede aktiviteterne – uden at miste kontrollen.