Page 68 - Sjæklen2009

68

meddelelse om priserne på auktionen, men det har ikke be-

tydet, at de i nævneværdig grad har været fristet til at sejle til

andre havne for at lande. Lemvig fiskeauktion havde således

en udpræget trofast hjemmehørende flåde, som efter næsten

hver rejse kom hjem for at lande i hjemhavnen.

29

Fiskerne

risikerede så til gengæld heller ikke spontane arbejdsned-

læggelser eller andre former for besvær med at få losset fi-

sken i Lemvig. Forestillingen om, at man kunne lave den

slags aktioner, lå tilsyneladende fjernt for de faste lossesjak

og sorteringsfolk på auktionen, hvilket formentlig var et

udtryk for, at en mindre fiskerihavn som Lemvig ikke rum-

mede helt de samme arbejdsmarkedskonflikter, som der i

perioder var problemer med andre steder, navnlig Esbjerg.

Konflikter var der heller ikke kutterne imellem, om end

der nok kunne iagttages en vis kulturforskel blandt fiskerne

i Lemvig, når man gik havnebassinerne rundt. Således var

det tydeligt for enhver, at nogle kutteres besætninger havde

et mere frimodigt forhold til bajere og værtshusbesøg end

andre, og man kunne med lidt god vilje se et skel mellem de

kuttere, der lå ved den ”pæne” kaj i den vestlige del af hav-

nen, og de kuttere, der lå inde midt i havnen, hvor der ”ikke

var så langt at gå op til

Tante

”, som man sagde med henvis-

ning til en af byens beværtninger på Torvet. For partsfisker-

nes vedkommende var dette også en del af virkeligheden,

idet de fleste holdt sig til at søge hyre om bord på de kuttere,

hvor man havde det samme syn på disse ting som en selv,

og blandt byens borgere var der almindelig enighed om, at

der var mindst to slags fiskere, nemlig dem der kunne lide

at få sig en tår over tørsten på byens værtshuse, og dem der

ikke på samme måde var synlige i gadebilledet.

30

Forskel-

len mellem fiskerne kunne dog ikke genfindes i fiskeriet til

havs. Her var Lemvigfiskerne stort set alle med til at vedli-

geholde det traditionelle snurrevodsfiskeri i en periode, hvor

andre vestkysthavnes fiskere i stor stil investerede i stadig

mere effektive fartøjer indenfor trawl- og garnfiskeri.

Kulmination og nedgang

Den nye teknologi, som blev taget i brug i 1970’erne og

80’erne fik fiskeriet til at toppe frem imod 1990. Der duk-

kede enkelte trawlere og garnbåde op, sidstnævnte ejet af

fiskeskipperne Nikolaj Kristensen og Jørgen Kjærgaard,

som begge havde rødder i Thorsminde og garnfiskeriet der.

Garnfiskeriet foregik hovedsageligt efter torsk, og netop

torskefiskeriet kulminerede for den samlede Lemvigflådes

vedkommende i midten af 1980’erne med en samlet lan-

dingsværdi i 1985 på knap 25 mill. kr. I 1987 toppede også

antallet af hjemmehørende kuttere med 57 fartøjer, hvoraf

de 53 fiskede med snurrevod

31

, og det var således en fiske-

rihavn, der var fyldt op til maksimal fangstkapacitet, som i

de følgende år begyndte at mærke følgerne af de faldende

fiskebestande og dermed af de nedskæringer i mulighederne

for at fiske, som kom til at præge fiskeriet derefter.

I årene efter Danmarks indtræden i EF i 1973 kom der

langt mere politisk opmærksomhed omkring fiskeriet og

navnlig nødvendigheden af at regulere fiskernes adgang til

havets ressourcer. På EF-niveau iværksatte man de første fi-

skekvoter i slutningen af 1970’erne, og i 1983 enedes man

for første gang om en fælles fiskeripolitik, som byggede på

grundlæggende principper om fælles farvande, et kollektivt

kvotesystem samt en fast fordelingsnøgle for de enkelte

medlemslandes fiskerettigheder.

32

Ud fra dette skulle poli-

tikerne fremover hvert år lægge rammerne for blandt andet

fiskekvoter, redskabsregler, fiskerikontrol og fiskerflådens

kapacitet, dvs. støtte til nybyggeri eller til ophør og ophug-

ning. I de følgende år måtte fiskerne derfor vænne sig til nye

vilkår og indskrænkede muligheder inden for det erhverv,

hvor de hidtil havde følt sig nogenlunde frie. Blandt de til-

tag som påvirkede snurrevodsfiskeriet allerede i 1980’erne

var nedgangen i kvoterne på torsk, men også reguleringen af

rødspættefiskeriet gav problemer. Hvert år var der problemer

med at få virkelighedens fiskeri til at passe med de mængder,

som fiskerimyndighederne tillod de enkelte kuttere at fange i

bestemte perioder hen over året. Fiskernes frustrationer vok-

sede, efterhånden som regler om 14-dages rationer og for tid-

ligt opfiskede kvartalsmængder kom til at styre deres fiskeri,

snarere end deres faglige kunnen til havs. Fiskerikontrollen

blev en stadig mere central aktør for fiskernes oplevelse af

virkeligheden, og mange følte, at den almindelige drift af

kutterne kom til at foregå i skyggen af et vedvarende politisk

spil om fiskebestande og regler for udnyttelse af dem.

33