Page 85 - Sjæklen2009

85
og fremføre synspunkter om, at der manglede arbejdskraft
i Skagens virksomheder. Det blev anerkendt, at den offent-
lige sektor hjalp godt til, men ikke ligefrem efter de ønsker,
som DA havde på dagsordnen, hvilket dels var fordeling af
de ledige hænder fra arbejdsformidlingens side, dels opret-
telse af en specialarbejderskole i Skagen med henblik på at
få mulighed for omskoling.25 Begge ønsker, der havde en
nogenlunde klar sammenhæng med den udvikling, der blev
fiskeindustrien til del i samme periode, hvor begge byens
fiskemelsfabrikker, Superfos Nordjylland A/S og Fisker-
nes Fiskeindustri a.m.b.a., modtog egnsudviklingsstøtte til
at foretage omfattende udvidelser, ligesom også S.A. Fisk
med fokus på produktion af sild til konsum stod over for
store udvidelser.26
Den bekymring, der blev vakt hos de lokale arbejdsgi-
vere i forhold til muligheden for at skaffe ledige hænder til
udvidelserne i fiskeindustrien, tog i løbet af foråret 1973 en
drejning, der førte til markante meningsudvekslinger mel-
lem de lokale beskæftigelsespolitiske aktører. Danmark var
på dette tidspunkt lige trådt ind i EF, hvilket på alle måder
gennemsyrede den offentlige debat, hvor et af de centrale
omdrejningspunkter netop var beskæftigelsen, hvor de EF
venlige parter betragtede det større europæiske fællesskab
som en mulighed for Danmark i forhold til at skabe øget
vækst og flere arbejdspladser, medens modstanderne frygte-
de, at arbejdskraften ville forsvinde til udlandet og Danmark
falde bagud i konkurrencen. Disse overordnede synspunkter
reflekteredes også i Skagen, hvor fiskeeksportørerne arbej-
dede på flere niveauer for at sikre beskæftigelsen. I tråd her-
med blev der argumenteret for, at der skulle uddannes flere
til specialarbejdet på fabrikkerne, og enkelte virksomheder
fulgte denne argumentation op med at udbyde filetskærings-
kurser. Initiativerne fik dog ikke den store opbakning, og i
stedet blev tanken om at importere arbejdskraft stadig mere
fremherskende, hvilket bevirkede, at der i de følgende år
opstod en helt ny type diskussion, hvor fokus fortsat var på
løn- og arbejdsforhold, men i særdeleshed på uddannelse
kontra import af fremmedarbejdere. Fra arbejdstagersiden
gik argumentationen især på, at der blev ført en decideret
fattigmandspolitik hos byens fiskeindustri.27
ret utilfredshed” med tingenes tilstand i Skagen. I samme
sætning blev det dog understreget, at det var positivt, at man
ikke forsøgte at forcere udviklingen i Skagen, men at man
både satsede på industrier inden for og uden for fiskeriet.23
Dette sidst udsagn gav legitimitet til den kurs erhvervsrådet
allerede fulgte, hvor der ganske vist blev kigget på andre
typer af virksomheder end de fiskeriafhængige, men hvor
den økonomiske virkelighed betød, at der ikke skete megen
udvikling ud over dette. Set fra centralt hold var dette – efter
det fremsatte udsagn at dømme – godt nok.
Der kan ikke herske tvivl om, at fiskeindustrien på den-
ne baggrund stod stærkt i forhold til den lokale udvikling
i Skagen, hvilket blot blev yderligere understreget af, at
initiativerne med henblik på at sikre de lediges underhold
i de følgende år primært faldt i to kategorier. På den ene
side blev der udbetalt rekord-beløb til de ledige i understøt-
telse, og på den anden side blev der arbejdet ihærdigt med
at sikre statsmidler til fortsat arbejde i klitplantagerne.24
Ganske paradoksalt i denne situation begyndte den lokale
afdeling af Dansk Arbejdsgiverforening (DA) at røre på sig
En af de relativt få egnsudviklingsvirksomheder, som kom til Skagen
og som ikke var relateret til fiskeriet var den grafiske virksomhed
Eskofot. Da Eskofot blev indviet var det en stolt borgmester, Nibe-
Hansen, som sammen med et udvalg af virksomhedens ledelse og
byrådet kunne se til. Foto: Lokalhistorisk Samling, Skagen.