Page 90 - Sjæklen2009

90
mindst hvis de samtidigt kunne sælge deres dyre bygninger
og grunde i hovedstadsområdet. En udflytning betød tillige,
at man kunne få produktionsapparatet moderniseret relativt
billigt. Den udviklingsstrategi, som Hjørring implementere-
de i relation til egnsudviklingen synes i begyndelsen at have
været fokuseret på at skaffe industriarbejdspladser for næ-
sten enhver pris. Konsekvensen af denne tilgang blev, at de
fleste af egnsudviklingsvirksomhederne kun udflyttede pro-
duktionen, og undertiden kun den mest rutineprægede del af
denne, medens administrationen, bogholderi og udviklings-
afdeling ofte forblev på virksomhedens oprindelige hjem-
sted. Hjørring-afdelingen blev derfor ofte en satellitafdeling,
der kunne nedlægges, hvis udviklingen talte for det. 35
Det forhold, at der mere eller mindre tydeligt blev spe-
kuleret i udnyttelsen af billig arbejdskraft, førte til flere
kritiske røster i samtiden, ikke kun med fokus på Hjørring,
men med generel fokus på udviklingen i egnsudviklingsom-
råderne. I 1974 stod journalist Torgny Møller, der tre år tid-
ligere havde vundet Cavlingprisen, bag bogudgivelsen ”Den
tavse fattigdom”, der med en samfundsrevsende indfalds-
vinkel, beskæftigede sig med; ”... leve- og arbejdsvilkår for
de mennesker, som kan se frem til stadigt ringere forhold,
fordi de bor i et af de områder, hvor en gren af dansk er-
hvervsliv har specialiseret sig i at hente billig arbejdskraft,
og hvor skiftende regeringer, gennem erhvervslovgivning og
administration af den, har sørget for, at arbejdskraften bli-
ver ved med at være billig og rigelig”. 36 Hjørring var et af de
områder, som faldt i det kritiske søgelys, og hvor kritikken i
særdeleshed gik på, at virksomheder arbejdede meget aktivt
med at presse lønningerne. 37 I Hjørring var man bevidste
om problematikkerne forbundet med egnsudviklingen, hvil-
ket blandt andet kom til udtryk allerede i 1970, hvor borg-
mester Harris Troensegaard udtalte, at i de situationer, hvor
der kunne vælges mellem de ansøgende virksomheder, så
ville det være ganske rimeligt at foretrække virksomheder,
der var fuldt etablerede, hvilket i Troensegaards optik betød
virksomheder med ansatte fra direktør over højere funktio-
nærer til arbejdere og arbejdsdrenge.38
Medens udviklingen i Hjørring op igennem 1960’erne og
1970’erne i relation til egnsudviklingen var meget fokuseret
på at tiltrække industrielle virksomheder, skiftede fokus ef-
terhånden mere i retning af udvikling af infrastrukturen. En
udvikling der var helt overensstemmende med den nationale
udvikling, hvor afsættet havde været det lokale, men efter-
hånden var skiftet til at være et mere overordnet perspektiv
med fokus på infrastruktur. Hjørring havde en traditionel
rolle som trafikalt knudepunkt i Vendsyssel, hvor vejene
fra Frederikshavn, Aalborg, Hirtshals og Løkken mødtes.
Den udbygning og forbedring af infrastrukturen, som skete
i 1970’erne og 1980’erne, indeholdt en omfattende sanering
af bykernen, bedre indfaldsveje og muligheder for et omfat-
tende parcelhusbyggeri, hvilket samlet bevirkede, at Hjør-
rings rolle som handelscentrum blev udvidet betydeligt.
Kombineret med det skifte i detailhandelsstrukturen, som
havde taget sin tidlige start i midten af 1960’erne, kunne
Hjørring op igennem 1990’erne i stigende grad manifestere
sig som centerby.39
Esbjerg
I forhold til landets øvrige egnsudviklingsområder var Es-
bjergs position en smule anderledes, da Egnsudviklingslo-
ven blev vedtaget i 1958. Esbjerg var – i lighed med for
eksempel Skagen – en by, hvor fiskeriet havde en afgørende
betydning, men i årene umiddelbart før 2. Verdenskrig hav-
de erhvervskontoret i Esbjerg arbejdet ihærdigt med en vi-
sion om en industriel vækst, der skulle frigøre byen mere fra
havnen. I de følgende årtier blev virkelighedens udvikling
imidlertid den stik modsatte. Væksten kom til at udfolde sig
på havnen og var især tilknyttet fiskeriet. I Esbjerg kom gen-
nembruddet for efterkrigstidens vækst med fiskemels- og
fiskeolieindustrien, som blev en af Danmarks hurtigst vok-
sende industrigrene i 1950’erne. Mellem 1950 og 1970 var
Esbjerg stærkt afhængig af fiskeriet. Indtægterne fra dette
erhverv tegnede sig for et sted mellem en tredjedel og halv-
delen af de private lønudbetalinger i byen.40 Ønsket om at
bevæge sig i en anden retning end den traditionelle var, til
forskel fra mange andre steder, til stede i Esbjerg, men om-
stændighederne – eller sagt mere direkte den gode økono-
miske indtjening – gjorde, at det alligevel i et par årtier blev
fiskeriet, der var det dominerende erhverv. En medvirkende