Page 94 - Sjæklen2009

94
med heraf følgende opmærksomhed på opkvalificering,
uddannelse og videreuddannelse. Det havde praktiske kon-
sekvenser i dagligdagen og ændrede endvidere den udvik-
lingsmæssige horisont, som Esbjerg kom til at stå overfor
op igennem 1980’erne og 1990’erne.
Forskelle i den regionale udvikling
Betragtes udviklingen i Skagen, Hjørring og Esbjerg i
egnsudviklingsperioden kan der konstateres betydelige for-
skelle. Dette er på sæt og vis ikke overraskende, idet den
historiske baggrund tegnede sig vidt forskelligt for de tre
områders vedkommende. Skagen var den gamle, stærkt tra-
ditionsbundne købstad, som igennem flere århundreder stort
set udelukkende havde haft fiskeriet som eneste hoveder-
hverv. Hjørring var i lighed med Skagen en gammel køb-
stad, men oplevede til forskel fra den nordligere nabo, at ek-
sistensgrundlaget i form af et solidt og købestærkt landbrug,
forsvandt i takt med den øgede rationalisering i landbruget
efter 2. Verdenskrig. I Esbjerg, der var blevet grundlagt i
1868, gjorde de historiske traditioner sig ikke gældende på
samme måde. Fiskeriet havde fra 1900-tallets første årti fået
en stadig større betydning, men dette uagtet var der en klar
vision om, at Esbjerg skulle udvikle sig i andre retninger.
Samlet set gjaldt det, at Skagen stod med en stærk traditio-
nel baggrund uden noget egentligt incitament til forandring,
Hjørring havde ligeledes en traditionel baggrund, men hav-
de et forandringsincitament i form af de strukturelle foran-
dringer i det omgivende lokalsamfund, Esbjerg havde ikke
et egentligt grundlag for at sætte en ny kurs, men sigtede
alligevel på dette, hvilket muligvis kan tilskrives den pione-
rånd og entreprenørmæssige viljefasthed, der prægede det
unge bysamfund.
Den forskellige udviklingsmæssige baggrund var na-
turlig årsag til, at implementeringen af egnsudviklingen fik
et ganske differentieret udfald i de berørte områder. I Ska-
gen tillod den økonomiske afhængighed af fiskeriet ikke, at
der blev åbnet døre for andre udviklingsretninger. Derfor
forblev udbuddet af alternative beskæftigelsesmuligheder
meget begrænset. Blandt de eksisterende fiskeriindustrielle
virksomheder var der ikke åbenhed overfor konkurrence,
hverken fra virksomheder inden for egen branche eller fra
andre brancher, og via økonomisk og politisk pression blev
der arbejdet effektivt mod sådanne udviklingsinitiativer. I de
kommunalpolitiske lag var der ikke noget bredt ønske om at
ændre på dette, idet der hermed ville være sandsynlighed
for, at den enkeltes politiske position ville være sat over styr.
For Hjørrings vedkommende var situationen anderledes dy-
namisk, idet der i begyndelsen af 1960’erne kom et klart
kursskifte i den førte politik i retning af, at der skulle gøres
en aktiv indsats for at trække industrielle arbejdspladser til
byen. I kraft af denne erklærede politik og et samarbejde
på tværs af byens erhvervsfremmende institutioner blev
Hjørring i en årrække landets egnsudviklingsby nummer et,
hvilket ikke kun havde baggrund i egnsudviklingen, men
også de øvrige favorable vilkår, som Hjørring kunne byde
de virksomheder, der kom til byen, herunder ikke mindst
et lavt lønniveau og billige grunde. En konsekvens af den
villige opbakning fra det politiske system i Hjørring blev,
at rigtig mange af de virksomheder, der kom til byen, var
forholdsvis arbejdsintensive industrier, som i hvert fald for
en dels vedkommende havde svært ved at skabe rentabilitet
andre steder med et højere lønniveau. Hjørring udgjorde i
den sammenhæng – for en tid – et økonomisk pusterum.
I Esbjerg nåede de stort anlagte planer om regional udvik-
ling aldrig at blive implementeret, inden mere overordnede
regionalpolitiske hensyn betød, at Esbjerg måtte overlades
til sit eget udviklingsinitiativ, hvilket i høj grad blev syno-
nym med olie og gas. Det er hertil interessant at konstatere,
at præcis denne udvikling for Esbjerg blev en afgørende
forskel. Den nye industri kunne optage en betydelig del af
dem, der mistede deres arbejde i de mere traditionelle er-
hverv og samtidig sikredes et løft af uddannelsesniveauet,
hvilket igen var med til at sikre en esbjergensisk omstil-
lingsparathed, der kunne modsvare stigende videnskrav fra
det omgivende samfund.
Den overordnede gennemgang af forskellene i den regi-
onale udvikling leder frem til en overraskende konklusion.
Det er eksplicit klart, at Egnsudviklingslovens intentioner
kun i ringe omfang blev fulgt op i det forvaltende system.
Der var behov for at vise handlekraft og resultater, men kun-