Page 101 - Sjæklen2009

101

Internationale miljøorganisationer stod i 1970’erne og

1980’erne bag årelange kampagner mod kommercielt sæl-

drab. Selvom canadiske sælfangere og de europæiske be-

folkninger var den egentlige hovedmålgruppe, fik kampag-

nerne hårdest konsekvenser for grønlandske og canadiske

inuitter. De arktiske sælfangere var afhængige af pengeind-

komsten fra salg af sælskind, og et drastisk fald i de glo-

bale sælskindspriser fjernede denne indtægtskilde. I denne

artikel gives der en kort historisk baggrund for sælkampag-

nerne og et indblik i, hvordan inuit sælfangerens blandede

naturalie- og pengeøkonomi kunne blive det største offer i

kampagnerne.

Indledning

Det brutale billede af hvide sælunger, der overstænket med

røde blodpletter ligger livløse i hobetal på isen, er blevet det

symbolske billede på en mangeårig kamp mod kommerciel

sælfangst. For mange er drabene på sælungerne blevet en

slags målestok for menneskets moralske integritet over for

dyr.

1

Det er mindre kendt, at kampagnerne i 1970'erne og

1980'erne havde store omkostninger for iniut fangeres le-

vevilkår, selvom deres traditionelle fangstmetoder adskilte

sig væsentligt fra de kommercielle. Kampagnerne medførte

et dramatisk fald i sælskindpriserne, og det ramte mange

arktiske fangerfamiliers økonomi.

Mens de europæiske befolkninger var vidne til en følel-

sesladet kampagne, der satte nye standarder for iscenesæt-

telse af protester, forsøgte grønlandske og canadiske inuit-

ter forgæves at få kampagnens ophavsmænd til tydeligere at

Fanget i kampagnen

Af Jeppe Høst

skelne mellem den kommercielle sælfangst og de arktiske

fangeres traditionelle fangstmetoder.

2

På trods af at organisationer som Greenpeace og Inter-

national Fund for Animal Wellfare (IFAW) havde forståelse

for inuitternes bekymringer, blev denne forståelse aldrig

omsat til faktiske ændringer i kampagnen, der med tiden

mere og mere kom til at sætte lighedstegn mellem fangst af

sæler og menneskelig grusomhed.

3

I 1983 kulminerede kampagnen og det politiske lobby-

arbejde nemlig i det Europæiske Fællesmarkeds forbud

mod import af sælprodukter. Senere, i 1985, afslog Green-

peace endelig officielt en henvendelse fra den grønlandske

regering om at skelne mellem kommerciel og traditionel

sælfangst og var dermed med til at slå bunden ud af den

grønlandske økonomi.

4

Det fik nemlig skindpriserne til at

falde drastisk, og inuitterne blev således de største ofre i

en kampagne, der oprindelig ikke var rettet mod dem, men

mod den kommercielle sælfangst.

Krigen mod sælerne

Perioden fra den kommercielle sælfangsts begyndelse i

1700-tallet til tiden omkring 1950 er blevet kaldt for ”Kri-

gen mod sælerne”.

5

Betegnelsen hentyder til det store omfang, hvorpå den

ene sælart efter den anden blev jaget og fanget, til det ikke

længere var muligt at drive kommerciel fangst på arten. Så-

ledes blev en række sælarter i Stillehavet og Atlanterhavet

én efter én truet af udryddelse.

Omkring år 1900 begyndte kommercielle canadiske

sælfangere og fiskere at fange sælerne på isen ud for New