Page 91 - Sjæklen2009

91

årsag til denne udvikling var formentlig tillige det forhold,

at Esbjergs rolle som egnsudviklingsområde forholdsvis

hurtigt blev udspillet.

En central problemstilling i forbindelse med egnsudvik-

lingsdebatten op igennem 1950’erne var afgrænsningen af

egnsudviklingsområderne. I 1958 havde den borgerlige op-

position stemt imod Egnsudviklingsloven, hvilket skete med

henvisning til ideologisk begrundelser – loven blev opfattet

som et for stort indgreb i markedsmekanismerne – men også

med henvisning til, at der manglede en præcis afgrænsning

af hvilke områder, der kunne gives hvilken type støtte til.

41

Det kan generelt konstateres, at de borgerlige partier efter-

hånden skiftede mening, hvilket antageligt skete under ind-

flydelse af de mange venstre-borgmestre og -sognerådsfor-

mænd, hvis kommuner nød godt af loven. Medvirkende til

den øgede opbakning bag Egnsudviklingsloven var desuden

en række lovrevisioner. Første ændring af loven kom i 1962,

og i 1967 fulgte endnu en lovændring, hvor det blev pålagt

Egnsudviklingsrådet at indstille hvilke konkrete områder,

der skulle omfattes af loven. I 1969 skete der en yderligere

opdeling af egnsudviklingsområderne, hvorefter der blev

skelnet klart mellem de generelle udviklingsområder, der var

berettiget til at opnå fordelagtige lån, og de specielle egnsud-

viklingsområder, der var berettiget til både lån og tilskud.

42

I den grænsedragning, som fandt sted i egnsudviklings-

lovens første årti, blev det vestjyske udviklingsområde, der

omfattede Thisted, Ringkøbing og Ribe amter, delt nogen-

lunde tydeligt op.

43

Geografisk var der en klar overvægt af

specielle egnsudviklingsområder i Thisted Amt, medens

Ringkøbing og Ribe amter stort set udelukkende tegnede

sig som generelle udviklingsområder. I Ribe Amt stod Es-

bjerg Kommune som et generelt udviklingsområde. Allere-

de i slutningen af 1960’erne, hvor egnsudviklingsloven kun

havde været i kraft i 10 år, kunne det i Esbjerg konstateres,

at mulighederne for udvikling ad denne vej begrænsedes. Et

forhold, der blev yderligere understreget i 1982, hvor Egns-

udviklingsrådet ajourførte grænserne for udviklingsområ-

der. Esbjerg Kommune blev herefter ikke længere betragtet

som egnsudviklingsområde. Et tilsvarende skifte i status

kom samtidigt for Esbjergs nabokommune Helle, samt Bil-

lund, Brørup, Grindsted og Vejen Kommune. Pr. 1. januar

1984 mistede yderligere fire kommuner i det sydvestjyske

område; Blåbjerg, Blåvandshuk, Varde og Ølgod, deres sta-

tus som egnsudviklingsområder.

44

Bortdømmelsen af Esbjerg Kommune som egnsudvik-

lingsområde var ikke sket uden bureaukratiske sværdslag. I

marts 1981 havde Direktoratet for Egnsudvikling stået over

for at skulle udarbejde et notat på baggrund af den rapport,

som en arbejdsgruppe under Egnsudviklingsrådet havde ud-

færdiget omhandlende afgrænsning af egnsudviklingsom-

råderne. Direktoratet for Egnsudvikling lavede i udgangs-

punktet en grundig gennemgang af det foreliggende mate-

riale og tilføjede endog en ny sammenvejning af det nyeste

statiske materiale med de samme vægte som udvalget havde

anvendt. Det notat, der efterfølgende blev udarbejdet gav

anledning til heftig debat, særligt med henblik på Esbjerg

Kommunes status. Det var umiddelbart klart, at Direktora-

tet ikke tog specielle hensyn til de landspolitiske ønsker. I

Esbjerg havde budskabet til omegnen og til Ribe Amt længe

været, at det var af betydning for heleVestjyllands udvikling,

at Esbjerg kunne udvikle sig til et kraftcenter. Denne besked

var tydeligst blevet formuleret i Egnsplan 1970, hvor det fra

egnsplankontorets side konstateredes, at Esbjerg sammen

med Aalborg, Aarhus og Odense var den eneste by vest for

Storebælt, der kunne regnes som landsdelscenter.

45

Ønsket

om at give Esbjerg mulighed for at udvikle sig som et kraft-

center var efterfølgende blevet annammet i både regions-

planforslaget og landsplanredegørelsen fra 1975. Stik imod

disse ønsker og opfattelser foreslog Direktoratet imidlertid,

at Esbjerg udgik af udviklingsområderne med henvisning til

dels den gode placering som nummer 19 ud af 57 kommu-

ner, Esbjerg havde fået på Direktoratets vægtede rangliste,

dels til olie- og naturgasaktiviteterne i Nordsøen. Hverken

Planstyrelsen eller repræsentanterne for de større regionale

udviklingsudvalg havde imidlertid ikke kunnet gå ind for, at

Esbjerg skulle udgå.

46

Planstyrelsen anførte samstemmende

med en række interessenter fra Esbjerg området, at Esbjerg

led under stor arbejdsløshed og vurderede samtidig ikke den

beskæftigelsesmæssige afsmitning af Nordsø-olien sær-

lig højt. De indkommende bemærkninger medførte en vis