Page 93 - Sjæklen2009

93

tvivl i Direktoratet, der på den baggrund nu gik ind for at

lade Esbjerg-området beholde sin status. På det afsluttende

møde i Egnsudviklingsrådet i september 1981 om hvilke

områder, der skulle indstilles til ministeren som fremtidige

udviklingsområder, blev det med særlig henvisning til olie-

og naturgasaktiviteterne imidlertid fra industriministeriets

repræsentant fastholdt, at Esbjerg området skulle være ikke-

udviklingsområde. Som den øverste myndighed for egnsud-

viklingsområdernes afgrænsning valgte industriministeren

at følge denne indstilling, og trods massiv modstand ophør-

te Esbjerg dermed at være egnsudviklingsområde.

47

Skulle

der være vækst i Esbjerg, måtte det herefter ske med afsæt i

områdets egne forudsætninger; olie og naturgas.

Det skuffede mange, at Esbjerg blev overladt til sig selv.

I tråd med de overordnede planer og retningslinjer havde

der på kommunalt plan op igennem 1970’erne været lagt

vægt på at etablere sig som landsdelscenter og tiltrække så-

vel uddannelsesinstitutioner som statslige og amtslige ar-

bejdspladser.

48

På mange måder viste 1970’erne sig som en

omstillingstid for Esbjerg. Set i de lange linjers perspektiv

var det her, at den snævre forbindelse mellem havn og by

langsomt begyndte at blive opløst. Fiskeriet, der havde den

absolutte topposition som byens ledende erhverv, imødegik

en nedgang, der med varierende styrke skulle vare ved til

efter årtusindeskiftet, hvor de sidste fisk landedes i Esbjerg.

Søfarten, der med basis i Englandseksporten havde været

central siden havnens etablering, stod over for en gennem-

gribende rationalisering med indførelsen af containere og

trailere. Afgørende for udviklingen var også internationa-

liseringen af handlen, og ikke mindst medlemskabet af EF

fra 1972, der skabte friere adgang til de europæiske marke-

der og skabte langt flere arbejdspladser på land. Der blev

i denne periode anlagt mange industrielle virksomheder i

Esbjerg, nogle på basis af kapital med relation til havnen,

andre blev grundlagt med kapital udefra uden nogen sam-

menhæng med havnen. De største virksomheder som for ek-

sempel Vestfrost fandtes ikke på havnen, og deres produkter

gik for en stor del videre med landtransport.

I starten af 1980’erne – samtidig med at Esbjerg blev

undsagt i den overordnede udvikling – viste havnen dog

igen sin relevans og betydning for byen, da store investe-

ringer i udvinding af olie og gas skabte i tusindvis af nye

arbejdspladser. De nye aktiviteter i relation til olie og gas

kunne i høj grad udnytte de erfaringer, som havnens mange

ansatte havde fra søfart og fiskeri samtidig med, at offshore-

aktiviteterne tiltrak en del højtuddannede og højtlønnede

funktionærer, der var med til at give byen et nyt præg. Der

var særligt i begyndelsen forventninger om, at byen ville

forandre sig med de mange nye udenlandske eksperter, som

flyttede til. Det viste sig dog efter få år, at udlændingene

kun var på visit i begyndelsesfasen, mens driftsfasen især

tiltrak dansk arbejdskraft. Offshoren gav nyt liv til havnen

og de havnerelaterede virksomheder og var derved med til

at kompensere for en del af den voldsomme tilbagegang i

det gamle ledende erhverv, fiskeriet. Offshoreindustrien fik

ikke med det samme en ligeså dominerende position som

fiskeriet havde haft, men i takt med udbygningen af oliefel-

terne op igennem 1990’erne voksede Esbjergs engagement

i olien betragteligt. I årene lige efter årtusindskiftet var mere

end 200 offshore-relaterede virksomheder hjemmehørende

i Esbjerg med en spændvidde i virksomhedsfelt lige fra pro-

duktion af teknik over levering af ”know-how” til catering

og lignende servicefunktioner.

49

Udviklingen i Esbjerg bevægede sig fra at være styret af

fiskeriet til at have fokus på offshore – med 1970’erne og

1980’erne som et vigtigt skillemærke mellem de to områ-

der. Samtidigt med denne udvikling indtraf tillige et skifte i

den status, som egnsudviklingen havde i forhold til udvik-

lingen af mulighederne i Esbjerg. Op igennem 1960’erne

og en del af 1970’erne havde Esbjerg med baggrund i fi-

skeriet i høj grad været selvhjulpet, mens de erklærede øn-

sker om at bevæge sig væk fra afhængigheden af fiskeriet

havde haft grobund i hensigterne med at udvikle Esbjerg

som kraftcenter for hele området. Denne grobund faldt bort

i to tempi, først med en nedgradering af Esbjerg som egns-

udviklingsområde og dernæst med et bortfald af mulighe-

derne for egnsudviklingsstøtte. Esbjerg måtte klare sig selv,

og i den sammenhæng kom et begyndende paradigmeskifte,

hvor fokus i relation til arbejdsstyrken flyttedes fra fiskeri

til offshore, og mere direkte sagt fra kvantitet til kvalitet,