Page 87 - Sjæklen2009

87
Hjørring
Da Egnsudviklingsloven trådte i kraft i 1958, stod Hjørring
over for en række udviklingsmæssige udfordringer. Hjør-
ring havde længe levet godt af at have et stort opland og
den naturlige position som handelscentrum, der fulgte med
denne geografiske placering. Byens erhvervsråd erkendte
imidlertid hurtigt, at udviklingen ville løbe fra byen, hvis
man ikke handlede i takt med at rationaliseringerne i land-
bruget fjernede handlens grundlag. I maj 1962 udtalte for-
manden for Hjørring Erhvervsråd, herreekviperingshandler
Mogens Carstens, til Aalborg Stiftstidende, at der var en
overhængende risiko for, at Hjørring på industriens område
ville blive sorteper. Carstens forudsagde yderligere, at der
ville ske en stigende flugt fra land til by, og at det var helt
nødvendigt at få denne arbejdskraft beskæftiget i nye indu-
strier, hvis ikke Hjørring skulle fortsætte med at eksportere
overflødig arbejdskraft til andre egne af landet og dermed
sige farvel til en købedygtig kundekreds. Hjørrings problem
var hermed blevet sat i tale. Carstens havde imidlertid også
rede svar på hånden, idet han pegede på Egnsudviklingslo-
ven som løsningen på Hjørrings problemer. Mulighederne
for statsgarantier og billige lån til industrivirksomheder,
hvis de ville placere sig i områder med mangel på industri
kunne med Carstens’ ord være afgørende, hvis hjørringen-
serne arbejdede sammen.28
Et afgørende skifte i den ønskede retning kom i 1965.
Dette år skiftede handelsstandsforeningen i Hjørring for-
mand, idet købmand A.S. Lysgaard, der havde siddet på
posten i fem år blev afløst af Hjørring diskontobanks direk-
tør, K.G. Uggerhøj. Hermed havde handelsstandsforeningen
for første gang fået en formand, der ikke havde baggrund i
selve handelsstanden, men derimod i en servicevirksomhed.
Den nye formand betonede egnsudviklingsinitiativet som
et centralt tema for foreningens arbejde. Med Uggerhøj i
formandssædet blev der stipuleret en række mål, der skulle
gælde for udviklingen i Hjørring. Et af disse var, at hvis en
masseudvandring til andre landsdele skulle forhindres – og
hvis man skulle have en erhvervssammensætning som til-
svarende regioner som Hjørrings handelsdistrikt, så skulle
der skaffes levebrød til de 15-20.000 familier, som ville
forlade landbruget inden 1980. Det var givet, at disse ar-
bejdspladser skulle skaffes inden for industrien, og det var
ligeledes givet, at Hjørring ikke alene kunne skabe disse ar-
bejdspladser. Dette måtte ske ved at tiltrække virksomheder
fra andre egne af landet og ved at udnytte de muligheder,
som egnsudviklingsloven bød på. Derudover gjaldt det som
et helt centralt element, at Hjørring måtte gøres til et attrak-
tivt sted at investere, og dette mål krævede kommunen som
aktiv medspiller. Kommunen skulle sørge for, at serviceni-
veauet i form af skoler, sportsfaciliteter, daginstitutioner og
kulturelle tilbud stod fuldt ud på højde med det, der kunne
tilbydes i andre byer. Yderligere måtte kommunen sikre, at
der kom gang i boligbyggeriet, så der kunne stilles billige
lejligheder og parcelhusgrunde til rådighed for tilflytterne.
De nye vinde, der med Uggerhøj som formand, blæste ud
over handelsstandsforeningen, var hård kost for mange af
medlemmerne, der traditionelt foretrak, at kommunen og
andre offentlige myndigheder holdt sig på passende afstand
af erhvervslivet. Dette uagtet accepterede medlemmerne
dog udviklingsstrategien, og dermed var vejen banet for en
rivende udvikling i Hjørring. 29
I perioden fra 1966 frem til 1973 blev Hjørring placeret
på Danmarkskortet, som den ubestridte leder inden for egns-
udvikling i Danmark. Baggrunden for denne status var, at
der blev truffet et bevidst strategisk valg, som det lykkedes at
forene kræfterne om, men mindst ligeså vigtigt var det, at der
blev opbygget et professionelt apparat, som opsøgte og ser-
vicerede virksomheder i ind- og udland. Personificeringen af
denne professionalisme var Hjørring Erhvervskontors dyna-
miske chef, J. J. Bolvig, som sammenfaldende med ønskerne
om et retningsskifte i efteråret 1962, blev ansat med henblik
på at lave opsøgende arbejde og bistå ved udarbejdelse af
ansøgninger til Egnsudviklingsdirektoratet. Bolvig viste sig
som en formidable ildsjæl med et væld af talenter, og – ville
nogen sikkert hævde – en dertil svarende mængde unoder,
der i en mere moderne tid formentlig ikke var gået helt så
ubemærket hen. Fra tid til anden lykkes det i hvert fald for
Bolvig at komme på kant med kommunens økonomiudvalg.
I slutningen af 1970 arbejdes der eksempelvis intensivt med
at skaffe den amerikanske støddæmperfabrikant Monroe til