Page 17 - Sjæklen2007

17

imidlertid presset både internt og eksternt. Trods en restriktiv

indsamlingspolitik op gennem 1970’erne og 1980’erne var

museets magasiner efterhånden blevet fyldt til bristepunktet

og hermed særdeles vanskeligt overskuelige. Desuden var

samlingernes bevaringstilstand ved at være problematisk,

og endelig lå der en stor opgave og ventede omkring samlin-

gernes registrering

5

. Hvis museet skulle kunne håndtere en

ny og omfattende dokumentationsopgave, fordredes også en

løsning af disse interne problemstillinger. Den bedste løs-

ning ville være en udvidelse af Fiskeri- og Søfartsmuseets

fysiske bagland, men det ville kræve en betydelig økonomi,

og Fiskeri- og Søfartsmuseets økonomiske situation var

ikke den bedste.

Ved Fiskeri- og Søfartsmuseets åbning i 1968 havde

forholdet mellem de offentlige driftstilskud og museets

egenfinansiering (entréindtægter, fondstilskud og donatio-

ner) ligget på 80/20. Selv om museet i 1972 havde opnået

statsanerkendelse - og hermed yderligere offentlige driftstil-

skud - var forholdet mellem de offentlige tilskud og museets

egenfinansiering i løbet af de såkaldte ”fattigfirsere” endt

på noget nær 50/50. Selv om dette i nogen grad afspejlede

sælariets publikumssucces, var et andet væsentligt element i

udviklingen en tiltagende udhulning af de offentlige tilskud

grundet manglende fremskrivninger. Museets økonomiske

manøvremuligheder blev heller ikke bedret af museets tætte

opkobling på den kommunale økonomi, som betød, at even-

tuelle overskud på museets regnskab endte i den kommu-

nale kasse

6

.

Ved siden af disse udfordringer havde den stigende som-

merhusturisme op gennem 1970’erne og 1980’erne medført,

at en række nye attraktioner var begyndt at skyde op langs

vestkysten. Det medførte en øget konkurrence om kunderne

i sommerlandet, som Fiskeri- og Søfartsmuseet med sin sta-

dig større afhængighed af egenfinansiering hurtigst muligt

måtte tilpasse sig. Det krævede både udvikling af nye tilbud

og intensiveret markedsføring.

Fiskeri- og Søfartsmuseets nytiltrådte bestyrelsesfor-

mand, undervisningskonsulent Hans Jørgen Laustsen, ud-

kastede i 1987 tanken om, at etablering af en frilandsafde-

ling ved museet kunne være et svar på en eller flere af de

udfordringer, som museet stod over for. Her kunne man på

én gang løse en række pladsproblemer, dokumentere udvik-

lingen på Esbjerg havn via opførelse af bygninger og værk-

steder herfra og samtidig opbygge et publikumstilbud, som

kunne gøre Fiskeri- og Søfartsmuseet konkurrencedygtigt

over for sommerlandene ved at omplante disses aktiviteter

til museumsgrund, hvor de skulle indgå i historiefortællin-

gen. Allerede samme efterår vedtog museets bestyrelse at

søge et sådant projekt realiseret.

Da Horst Meesenburg, der - efter ansættelsen af cand.

phil. Poul Holm som museumsinspektør i 1986 havde fået

titel af direktør - på dette tidspunkt havde annonceret sin af-

gang på grund af pension, skulle opgaven lægges på skuld-

rene af en ny direktør. Til denne post ansatte bestyrelsen

cand. mag. Morten Hahn-Pedersen, der tiltrådte den 1. fe-

bruar 1988.

Direktørskifte på Fiskeri- og Søfartsmuseet i februar 1988.

Til højre den afgående direktør Horst Meesenburg og til venstre

den nytiltrådte Morten Hahn-Pedersen.