Page 27 - Sjæklen2011

Totalt set ligner ægteskabsmønsteret på Amrum med en
høj vielsesalder the European marriage pattern. En sam-
menligning med andre steder kan sætte resultaterne fra
Amrum i et mere detaljeret perspektiv. For så vidt angår vi-
elsesalder ses en lignende udvikling på naboøen Föhr som
den, vi fandt på Amrum. Også i søfartsbyen Sønderho på
Fanø var der, som på Amrum, i det 19. århundrede et meget
stort kvindeoverskud med lignende konsekvenser for æg-
teskaberne. 27 Der ses dog forskelle, når der sammenlignes
med landbrugssamfund. I Leezen sogn i det holstenske Se-
geberg amt lå vielsesalderen for kvinder på samme niveau
som på Amrum, men for mændene lå det to år højere (det
generelle fald på Amrum efter 1870 er ikke omfattet af data
for Leezen). Også i danske landsogne lå den gennemsnitlige
vielsesalder i den anden halvdel af det 18. århundrede med
31 år for mænd og 27 år for kvinder tydeligt højere end på
Amrum. I Belm (Landkreis Osnabrück), hvor der ved siden
af landbruget var et protoindustrielt linnedvæveri, lå viel-
sesalderen noget højere.
I Leezen ser man, i modsætning til billedet på Amrum,
ikke nogen stigning i genvielser for enkemænd med enker i
det 19. århundrede. Herudover var andelen af de viede, hvor
manden var ugift og kvinden enke, dobbelt så høj, såvel i
Leezen som i Belm. Forskellen må hænge sammen med den
landbrugsmæssige struktur. I denne kunne mændene først
gifte sig, når de kunne overtage en gård eller et husmands-
sted. Dette kunne i givet fald ske ved at gifte sig med en
enke. Søfolkene fra Amrum var i denne henseende friere. I
det protoindustrielle Laichingen i Württemberg lå vielsesal-
deren for mænd først lavere, så højere og havde altså en om-
vendt, stigende tendens. På samme måde viste vielsesalde-
ren for kvinder en stigende tendens, først lavere, så højere.
For så vidt angår varigheden af ægteskaberne, er der ikke
nogen nævneværdig forskel for Leezen og Belm. Dog var
genvielsesandelen i Leezen såvel for mænd som for kvin-
der meget højere end på Amrum. Såvel for mænd som for
kvinder skete genvielsen i Leezen meget hurtigere. I Belm
giftede flere kvinder, men færre mænd sig igen. I Belm var
der, i modsætning til på Amrum, også mænd med en lang,
definitiv enkestand. I de danske landsogne ligner billedet
det for Leezen. For Leezen findes der desværre ingen un-
dersøgelser af dem, der forblev ugifte. I Belm lå andelen af
kvinder, der aldrig blev gift meget lavere end på Amrum.28
Også i bysamfund var ægteskabsforholdene anderle-
des. For eksempel lå vielsesalderen i Odense i slutningen
af det 18. århundrede med 32,0 henholdsvis 29,9 år tydeligt
højere end på Amrum. Også i Ribe lå den gennemsnitlige
vielsesalder i 1835-45 højere, nemlig ved 29 år for mænd
og 28 år for kvinder. I Husum, Kiel og Altona var der, som
på Amrum konstant betydeligt flere enker end enkemænd. I
Odense var andelen, der aldrig blev gift, højere end på Am-
rum, og andelen var cirka dobbelt så stor for kvinder som
for mænd. Også i Kiel var der omkring 1800 forholdsvis
mange mænd, der aldrig blev gift.29
Sammenfattende kan det siges, at det betydelige kvin-
deoverskud på Amrum i søfartstiden åbenbart førte til, at
ægteskabsudsigterne generelt var dårligere for kvinder end
for mænd. Såvel andelen af enker, som andelen af kvinder,
der forblev ugifte livet igennem, var væsentligt højere for
kvinder end for mænd. Med søfartens aftagende betydning,
udvandringen (især til Amerika) og stigende turisme blev
kvindernes mulighed for ægteskab dog forbedret siden den
anden halvdel af det 19. århundrede. Sammenlignet med
landbrugssamfund i Nordtyskland og Danmark viser det
sig, at genvielsesmulighederne for mændene i søfartssam-
fundet på Amrum generelt var bedre, mens de var dårligere
for kvinderne. I bymæssige samfund var genvielsesmulig-
hederne for mænd også bedre, men flere mænd forblev dog
ugifte hele livet.
Vi har nu fået en forståelse for de generelle ægteskabs-
forhold på Amrum. Lad os nu se på forholdene omkring
selve vielsestidspunktet og fødslerne.
Vielses- og fødselsmønster
Søfarten var i det 18. århundrede stadig mest sæsonsøfart.
Søfolkene drog ud i marts og kom tilbage i september. Vin-
teren over var de på Amrum, mens der næsten ingen mænd
var på Amrum om sommeren. Kun kvinder, børn, gamle og
præsten blev tilbage; de andre var på havet. Dette afspejler
sig tydeligt i vielses- og fødselstidspunkter.
27