Page 20 - Sjæklen2011

I anledning af Jung Marret Urbans dødsfald den 23.
februar 1782 findes der følgende optegnelse i kirkebogen:
„På den samme dag blev der afholdt en mindegudstjene-
ste over hendes ægtemand, skipperen Urban Bohn og begge
hendes sønner Jung Boh og Tücke Urbans, som, ak skæbne!
på deres rejse til Amsterdam den 28. sept. 1781 alle blev på
Jüster Rif om morgenen klokken 4 eller 5 ofre for det uhyr-
lige hav og måtte under råb og skrig give op, efter at skibet
var blevet kæntret af havet, hvilken sørgelige nyhed blev os
bekendt gennem en anden medbroder, der så ulykken.” Nog-
le gange ramte dødsfald på havet den samme kvinde flere
gange. Således døde Jung Ehlen Erken den 23. juni 1832
som „enke efter den forulykkede Tücke Rauerts og senere
den ligeledes forulykkede Erck Jannen“. Erk Olufs blev i
1708 „den 1. junii i Grønland ihjelslået af en hvalfisk“. I
dette tilfælde bragte man den døde med tilbage til Amrum,
hvor han blev begravet den 25. september. Det var dog ikke
alle dødsfald, der skyldtes ulykker. Boh Jung Bohn døde i
1728 „på sin hjemrejse fra Grønland af feber“ og hans lig
blev bragt hjem. Når det var muligt, bragte man de døde
med hjem. At det ikke altid var muligt, kan man se af, at
nogle blev begravet på Grønland.
Vi ved, at 120 mænd, som blev født mellem 1700 og 1819,
døde på havet. Men kun 80 af disse dødsfald er registreret i
kirkebøgerne. De øvrige 40 (altså en tredjedel) kendes fra
andre kilder. I disse år blev der født i alt 919 drenge (levende-
fødte). Af disse fuldendte 254 ikke det 15. leveår. Derfor blev
kun 665 voksne. Det betyder, at mindst 18 % af de mænd,
der blev voksne, døde på havet. Hertil kommer et væsentligt
mørketal i form af alle de dødsfald, som vi ikke har kendskab
til (f.eks. de elleve manglende druknede fra 1744).16
Vi ved om 41 mænd, hvis død ikke er registreret i kir-
kebøgerne, at de er flyttet eller udvandret. Det er omtrent
det antal, der døde på havet, og som ikke er opført i kirke-
bøgerne. Også her er det naturligt at regne med et væsent-
ligt mørketal. Trods alt kan vi dog med disse supplerende
informationer redegøre for mere end en fjerdedel af de 292
mænd, der er ”forsvundet” ud af kirkebøgerne.
Det skal tilføjes, at antallet af mænd, hvis død på havet
eller udvandring ikke blev registreret i kirkebøgerne, steg
betydeligt efter 1740. Man skal dog ikke lægge for meget i
dette forhold, fordi tallene jo er afhængige af vores kilder.
Det er altså en mulighed, at flere personer er døde på havet
eller er udvandret også i årene før 1740, men at der bare
ikke findes kilder til det. Balancen i den i perioden fra 1760
til 1840 stagnerende befolkningsudvikling bliver endnu
mere negativ, end den er allerede ud fra kirkebøgerne, når vi
lægger de personer, som vi ved, er døde på havet, selv om
dette ikke fremgår af kirkebøgerne, til det dødstal, der kan
beregnes ud fra kirkebøgerne.
At en del af mændene blev på havet var åbenbart nor-
malt. Dog spillede døden på havet kun en lille rolle i morta-
litetskriserne 17. Kun i to år (1863 og 1903) bidrog ulykker,
i hvilke mange mænd fra Amrum omkom på samme tid, til,
at dødeligheden i dette år lå tydeligt over gennemsnittet for
årtiet. I andre tilfælde, som for eksempel i 1744, dækker de
manglende registreringer i kirkebøgerne over de kriser, der
blev udløst af skibbrud. De øvrige mortalitetskriser i det 18.
århundrede kan som regel forklares ved en forhøjet børnedø-
delighed. Disse kriser lå mest i foråret. 18 I det 19. århundrede
er det som regel ikke muligt at se en klar årsag, men omkring
indgangen til det 20. århundrede ser man igen en forhøjet
børnedødelighed i starten af foråret (1889 og 1903). Denne
skyldes i hvert fald for ét af årene en kighosteepidemi.
Den samlede befolkning på Amrum var i det 18. og 19.
århundrede ret stabil. Åbenbart kunne de traditionelle, sø-
fartsbaserede indkomstkilder kun ernære et bestemt antal
mennesker. Det, at søfarten var hovedernæringskilden havde
som følge, at mange døde på havet. Det kan udledes, at mænd
var mere mobile end kvinder. Nogle mænd flyttede væk eller
udvandrede – hvilket jo ikke er underligt for mennesker, der
rejste meget og var meget i andre havne. Samlet set betyder
disse ting, at der var et betydeligt kvindeoverskud på øen.
Det næste spørgsmål er derfor, om dette afspejler sig i ægte-
skabsmulighederne for de to køn på Amrum i søfartstiden?
Ægteskabsmuligheder
Folketællingerne, som vi har adgang til fra og med 1787, in-
deholder blandt andet civilstand og alder for indbyggerne på
Amrum. Disse lister kan dermed bruges til at give et overblik
20