Page 10 - Sjæklen2011

det danske område sted langt senere end i de sydligere vade-

havsområder. Mens værfter i Holland kan dateres til århun-

drederne før Kristi fødsel og værfter i Tyskland til århun-

drederne lige efter Kristi fødsel, finder man ikke bosætnin-

ger i marsken i den danske del af vadehavet før i begyndel-

sen af middelalderen, hvor man også finder de første vid-

nesbyrd om bosættelser på øerne.

4

De første bosætninger i

marsken fandt formodentlig sted på naturlige forhøjninger,

som siden blev forhøjet til egentlige værfter.

5

De danske

værfter er meget små, og størstedelen af dem rummer kun

én gård. I hele det danske område findes 50-60 værfter mod

tusindvis længere sydpå, hvor man også finder hele lands-

byer beliggende på værfter.

Bosætningen Misthusum i Ballummarsken er den nord-

ligste værftsbebyggelse i hele vadehavsområdet. Bebyggel-

sen bestod af 11 gårde på 8-9 værfter beskyttet af et lavt

sommerdige, hvis formål alene var at skærme sommerens

afgrøder mod oversvømmelser fra ekstraordinære højvan-

der. Misthusum formodes at stamme fra 1400-tallet og være

anlagt ved hjælp af udefrakommende ekspertise. I hvert fald

omtales der i en kontrakt fra Møgeltønder Slots arkiv fra

1417 nogle ”hollændere i Ballummarsken”, der betaler af-

gift til slottet.

6

Middelalderens stormfloder havde ødelæggende virk-

ninger på hele vadehavskysten. Særligt stormfloden i 1362 –

”den store manddrukning” – udslettede mange kirkesogne i

det nordfrisiske område og forårsagede store ødelæggelser

i Danmark. Hvor store de præcist var, er der ikke nøjag-

tige efterretninger om.

7

Stormfloden i 1634 ødelagde flere

bebyggelser, herunder værftsbebyggelsen Misthusum. Den

blev forsøgt genopbygget, men blev i løbet af 1700-tallet

gentagne gange ramt af stormfloder. De sidste beboere for-

lod Misthusum i 1814 og efterlod kun et hus, hvor hyrden –

markmanden – kunne søge ly. Siden den tid har disse nord-

ligste værftsanlæg i vadehavsområdet stået ubebyggede

hen. Også længere oppe ad kysten ramte stormfloden 1634.

I Ribe stod vandet så højt, at det trængte ind i Ribe Dom-

kirke, og i den nordligste del af Vadehavet blev øen Langli

dannet ved at en halvø blev afskåret fra fastlandet. Vest for

denne ø dannedes med tiden en ny halvø, Skallingen. Også

det driftige fiskerleje Sønderside mellem Ho og Oksby blev

skyllet væk. Ud over at være et fiskerleje var Sønderside

også handelsplads og udskibningssted, og i fiskesæsonen

kom indbyggertallet op på over 1.000. Sønderside kom ikke

rigtigt på fode igen efter stormfloden, og efterhånden for-

svandt bebyggelsen helt, så end ikke dens beliggenhed læn-

gere var kendt. Arkæologiske udgravninger i 1990’erne har

dog afdækket noget af Søndersides bebyggelse.

Digebyggeri

Det første egentlige havdige i den nuværende danske del af

Vadehavet er Hertug Hans’ Dige, som blev bygget mellem

Højer og Rudbøl i 1556, og som dermed dannede de første

koge på dansk grund: Højer Kog, Møgeltønder Kog, Tønder

Kog og Ubjerg Kog.

8

Også til dette digebyggeri har man

formentlig hentet ekspertise sydfra. I de følgende godt 300

år blev digesystemet udbygget og dannede således kogene

Gammel Frederikskog 1692, Rudbøl Kog 1715 og Ny Fre-

derikskog 1861.

Mens Tøndermarsken, og dermed købstaden Tønder, så-

ledes havde været beskyttet af havdiger siden 1500-tallet,

lå de øvrige danske marskkyster hen som ubeskyttet salt-

marsk. Særligt den gamle købstad Ribe lå udsat, og storm-

floder ødelagde gang på gang broer, møller og andre byg-

ningsværker i byen. Først i 1900-tallets første årtier kom der

gang i digebyggeriet langs den øvrige vadehavskyst, og ved

århundredets slutning var alle marskstrækninger fra Esbjerg

og sydpå i store træk beskyttet af diger. I den forbindelse

blev åernes udløb reguleret og ført gennem sluser.

Inddigningerne skete for at skaffe landbrugsjord til eg-

nens bønder og for at sikre befolkningen bag digerne. Foran

digerne blev der iværksat landvindingsprojekter i form af

slikgårde og grøblerender. Stadig da det seneste dige – Det

Fremskudte Dige – var under planlægning i 1970’erne, var

indvinding og opdyrkning af landbrugsjord en væsentlig

del af drivkraften bag arbejdet. I løbet af 1970’erne ændre-

des natursynet imidlertid, og frem for at tale om tæmning

af naturens kræfter og indvinding af nye landbrugsarealer

begyndte man nu i højere grad at tale om kystbeskyttelse og

naturbeskyttelse.

9

10