Mennesker i et foranderligt landskab
Af Mette Guldberg
Vadehavslandskabet er præget af konstante forandringer.
1
Naturkræfterne flytter rundt på landskabselementerne;
nogle gange fra den ene dag til den anden som f.eks. ved de
voldsomme stormfloder, andre gange gennem langsomme,
næsten umærkelige processer, hvor øer forsvinder i havet
efter igennem århundreder at være blevet mindre og mindre.
Også mennesket har været med til at forme landskabet ved
at etablere bosætning, bygge diger og indvinde og opdyrke
land. I denne artikel skildres det evigt foranderlige vade-
havslandskab med udgangspunkt i den danske del af Vade-
havet, hvor forandringerne er lette at aflæse i landskabet.
Det danske vadehavsområde
Den danske vadehavskyst udgør den nordligste del af den
hollandsk-tysk-danske vadehavskyst, og den adskiller sig
på mange måder fra de øvrige kyster i vadehavsområdet.
Først og fremmest er den meget kortere, idet den med sine
90 km kun udgør ca. 10 % af den samlede vadehavskyst.
Sammenlignet med de øvrige kyststrækninger langs Vade-
havet i Tyskland og Holland har Danmark meget smalle
marskstrækninger, få og små værfter – anlagte forhøjninger
i marsken til at bygge beboelsen på – og meget unge di-
ger. Til gengæld udgør den danske vadehavskyst et område,
hvor man på relativt begrænset plads og over en begrænset
historisk periode kan stifte bekendtskab med mange af va-
dehavsområdets karakteristiske træk.
Den sydligste del af det danske vadehavsområde har i
århundreder udgjort et grænseområde, hvor grænsedragnin-
gerne har været skiftende, og hvor tilhørsforholdene er ble-
vet ændret, så landområder nogle gange har tilhørt hertug-
dømmet Slesvig og andre gange har hørt under det danske
kongerige. De to seneste markante grænsedragninger var i
henholdsvis 1864, hvor så godt som hele Slesvig kom til at
høre under Tyskland, og 1920, hvor grænsen blev rykket
mod syd til sin nuværende placering.
Et landskab i forandring
Samspillet af forskellige kystprocesser efter sidste istid
medførte omkring år 500 f.Kr., at marskdannelsen ved den
danske vadehavskyst begyndte, og den foregår den dag i
dag. Flere steder langs kysten har marsken overlejret den
tidligere hedeslette. Derfor kan man også i marsken støde
på forhistoriske bopladser, der oprindeligt var anlagt på he-
deslette, men som nu er overlejret af marsk.
2
Marskområderne i Danmark er, til forskel fra områderne
i Tyskland og Holland, de fleste steder meget smalle. Derfor
fandt den tidlige bosætning langs den danske vadehavskyst
sted på geest-randen, hvorfra bønderne kunne udnytte både
den højereliggende geest til agerbrug og den lavereliggende
marsk til græsning og høslæt. Samtidig lå man beskyttet fra
stormfloder på det høje land. Jernalderens landsbyer på geest-
randen flyttede omkring inden for det ressourceområde, de
udnyttede, og først omkring år 1000 fik de deres endelige be-
liggenhed. Mange af nutidens landsbyer har således ejerlav,
hvis afgrænsning har rødder tilbage i jernalderen.
3
Kun to steder i de danske marskområder har der været
bosættelser på værfter anlagt i marsken: I Tøndermarsken
ved den nuværende dansk-tyske grænse og i Ballummar-
sken lidt nordligere. Bosætningen i selve marsken fandt i
9
1,2,3,4,5,6,7,8 10,11,12,13,14,15,16,17,18,19,...192