Page 13 - Sjæklen2011

den globale klimaudvikling. Når det gælder Vadehavet vil
det snarere være relevant at diskutere, hvilke scenarier man
skal tage stilling til, hvis forudsigelserne om klimaforan-
dringer holder stik.
Dette indebærer bl.a., at man foretager en risikovurde-
ring i planlægningen, både for det eksisterende byggeri og
for planlægningen af fremtidigt byggeri. Hvad er sandsyn-
ligheden for, at noget vil ske, og hvilke konsekvenser vil det
have? Kan vi acceptere, at fremtidigt byggeri måske bliver
overskyllet, eller vil vi – som jernalderbønderne – foretræk-
ke at holde bosætningen på den høje og sikre geest? Vil vi
bibeholde eksisterende byggeri og anvende det så længe, det
kan lade sig gøre, eller vil vi opgive det pga. for stor risiko?
Vil man øge beskyttelsen ved at forstærke digerne og så-
ledes videreføre ommøbleringen af naturen for at beskytte
menneskelige aktiviteter?
Da forudsigelser om den fremtidige vandstand aldrig kan
blive helt sikre, er det også svært at sige, hvad der skal til for
at beskytte sig mod det. En mulighed er digeforstærkninger,
som er ret kostbare, men som kan iværksættes forholdsvis
hurtigt, hvis det skønnes nødvendigt. Andre tanker går på at
genåbne digerne eller flytte dem længere ind i landet. Der-
med kan allerede inddiget marsk igen gøres til saltmarsk for
at fungere som reservoir for indtrængende havvand.12
Konklusion
Forandring er et grundvilkår i vadehavsområdet, hvad enten
den skyldes naturens processer eller menneskets indgriben i
landskabet. Som udgangspunkt er det ikke problematisk, at
vandstanden stiger, og at kystlinjen flytter sig. Det er først,
når ændringerne berører værdier som landbrugsjord, bebyg-
gelse eller infrastruktur, at det anses for at være et problem.
I den danske del af Vadehavet kan man i lille skala få il-
lustreret mange af de processer i Vadehavet, der finder sted i
langt større målestok længere sydpå. Af historien kan vi se,
at bebyggelser og anlæg i Vadehavet ikke har været statiske,
men har flyttet omkring. Hedesletter er blevet overlejret af
marsk, jernalderlandsbyer har flyttet rundt på geest-randen,
værfter er blevet anlagt og forladt igen, øer er forsvundet i
havet, mens andre er opstået ved stormfloder, kyststræknin-
ger er bygget op og nedbrudt igen, og havne og sejlruter er
flyttet i takt med ændringerne.
De forskellige marskområder ved vadehavskysten vi-
ser forskellige måder at håndtere marsken på – lige fra den
uinddigede marsk til den inddigede og afvandede marsk –
og disse måder kan give inspiration til at håndtere de udfor-
dringer, man står over for.
Vil mennesket bo kystnært, må det tilpasse sig de ændrin-
ger, der sker, og ofte har det sine omkostninger. Historien
viser eksempler på, at man har måttet opgive landbrugsland
til havet, og at man har måttet flytte tilbage fra marsken ind
på det høje land. I jernalderen bosatte vadehavsbeboerne sig
på det høje land, men i middelalderen vovede man at bosæt-
te sig i marsken. På det tidspunkt må man have foretaget en
risikovurdering og opvejet udbyttet ved udnyttelsen af den
frugtbare marsk med omkostningerne ved oversvømmelser.
I Ballummarsken blev omkostningerne til sidst for høje, og
man flyttede ind igen. Skulle de forventede vandstandsstig-
ninger i fremtiden betyde, at man må give land tilbage til
havet, vil det således ikke være første gang i historien.
Den gamle Købstad Tønder. Foto: Carl Christiansen.
13