Page 24 - Sjæklen2011

relt var andelen af enker blandt kvinderne altså mere end
tre, ja næsten fire gange så høj som blandt mændene.
En yderligere forskel mellem mænd og kvinder findes
blandt dem, der aldrig blev gift. Mens der kun undtagelses-
vist fandtes ugifte mænd over 40 år, var andelen af ugifte
blandt kvinder i alderen 40 til 50 hele tiden 20 %. Først i
1860 ses en tilbagegang til knap 5 %. Den høje andel af
ugifte kvinder over 50 år også på dette tidspunkt afspej-
ler igen de dårligere ægteskabsmuligheder, der fandtes for
kvinder i tiårene før.
Folketællingerne fra årene 1787 og 1801 indeholder
mere præcise oplysninger om civilstand end de senere fol-
ketællinger. Her finder vi nemlig såvel for de gifte som for
enkerne oplysning om antal ægteskaber. 20 Også disse tal
peger på bedre ægteskabsmuligheder for mændene. I 1787
var kun fire ud af 100 kvinder i andet ægteskab, mens det
for mændene drejede sig om 19 ud af 101 og to var sågar
i tredje ægteskab. Mens 47 kvinder levede i enkestand,
gjaldt dette kun for elleve mænd. Kun én kvinde var enke
for anden gang. Til sammenligning var mere end halvde-
len af enkemændene blevet enkemand flere gange, for tos
vedkommende endda hele fem gange. Dette viser tydeligt
mændenes bedre muligheder for at gifte sig igen. I 1801
er tendensen den samme, dog havde forholdene ændret sig
lidt. Der er på dette tidspunkt kun få mænd, der er blevet
enkemand flere gange (kun en ud af elleve enkemænd var
blevet enkemand to gange). Ligeledes er antallet af mænd,
der er genviet noget lavere, mens antallet af kvinder, der
giftede sig henholdsvis blev enke flere gange, er steget en
smule.
En forklaring på de dårligere ægteskabsmuligheder for
kvinder ligger i det meget store kvindeoverskud, som sø-
farten medførte. Ud af 345 indbyggere over 20 år var der
i 1787 og 1801 kun 141 henholdsvis 143 mænd, mens 204
henholdsvis 202 var kvinder. Dette svarer til en kvindeandel
på 59 %. I 1834 var kvindeandelen på 58 % og altså af om-
trent samme størrelse. Hen imod 1860 faldt kvindeandelen
dog til 55 %. Dette gav kvinder forbedrede muligheder for
at indgå ægteskab, hvilket også viser sig i tallene for ægte-
skaber og enkestand.
Kirkebøgerne og familierekonstitution giver flere data,
der kan uddybe de hidtidige resultater. Den gennemsnitlige
vielsesalder for første ægteskab var i årene mellem 1710,
hvor ægteskabsregisteret begynder, og 1918 for mænd 27,1
år og for kvinder 24,9 år (figur 3). Bag disse tal gemmer der
sig for mændenes vedkommende et fald i vielsesalder for
første ægteskab fra 28,8 år i den første halvdel af det 18. år-
hundrede til 26,3 i den anden halvdel af det 19. århundrede.
Efter år 1900 steg vielsesalderen igen til 26,7 år i gennem-
snit for mænd. For kvindernes vedkommende lå vielsesal-
deren for første ægteskab før 1850 stabilt mellem 25 og 26
år. Vielsesalderen for første ægteskab nåede sit højdepunkt
på 26,0 år i den første halvdel af det 19. århundrede og faldt
derefter hurtigt til 22,9 år i de første tiår af det 20. århun-
drede. Der ses altså en generelt faldende tendens, som hos
mændene begynder 100 år før, den begynder hos kvinderne.
Totalt set faldt alderen for indgåelse af første ægteskab med
omtrent 2,5 år for mændene og omtrent 3,0 år for kvinderne
(når man ser på halve århundreder).21
Familierekonstitution giver også mulighed for undersø-
gelse af aldersforskelle mellem ægtefællerne. Mænd, der
blev viet første gang, var gennemsnitligt 3,0 år ældre end
deres også førstegangsviede brud. Hvis man kigger på den
absolutte aldersforskel (hvor aldersforskellen altid er et po-
sitivt tal uanset hvem, der er ældst) bliver den gennemsnit-
Figur 3: Vielsesalder ved første ægteskab, 1710-1918
(gennemsnit for hvert tiår)
24