Page 38 - Sjæklen2007

38

flertal af de døde unger, der blev indleveret til dissektion om

efteråret, var hårdt angrebet af lungeorm og havde store sår

på bugen, som skyldtes infektion i navlen. Hyppigheden af

sår har været aftagende, men med en tendens til en stigning

i antallet siden år 2000.

Et af projekterne med hylerne var at følge, hvordan det

gik med de opdrættede hylere efter genudsætningen, og

der blev indledt et samarbejde med Vildtbiologisk Station

på Kalø med mærkning af de udsatte sæler. Ungerne blev

mærket med et stålmærke i bagluffen, så der kunne gives

tilbagemelding, hvis en unge blev fundet død. Det var imid-

lertid mere interessant, hvis man kunne få tilbagemeldinger

også fra levende sæler, og der gennemførtes et forsøgspro-

jekt med frysemærkninger, hvor der på siden af sælen blev

anbragt et tal, som kunne aflæses på afstand. Disse arbej-

der betød, at også andre forskningsinstitutioner påbegyndte

frysemærkning, og den naturhistoriske afdeling blev koor-

dinator for de europæiske frysemærkninger, som herefter

blev gennemført i en række europæiske lande i regi af den

Europæiske Sælarbejdsgruppe. Arbejdet med sælerne i sæ-

lariet og i Vadehavet resulterede i, at Svend Tougaard fik

tildelt WWF, Verdensnaturfondens naturpris på 250.000 kr.

i 1988.

Med udbruddet af virusepidemien i maj 1988 blev helt

nye problemstillinger aktuelle. Ca. 60% af sælbestanden

døde i løbet af året, og det var vigtigt, dels at veterinærerne

kunne klarlægge sygdomsforløbet og mulige smitteveje,

dels at de mange spørgsmål, som epidemien rejste om sæ-

lernes biologi, kunne undersøges. Museet indsamlede de

døde dyr fra Vadehavet og forestod en række undersøgelser

af aldersfordelingen, reproduktion, samt dissektion af de

dødfundne dyr fra Limfjorden og Vadehavet i samarbejde

med Statens Veterinære Serumlaboratorium, Skov- og Na-

turstyrelsen og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Un-

dersøgelserne strakte sig et par år frem og resulterede i en

række artikler.

Dissektionen af de mange sæler fra epidemien rejste en

række spørgsmål om sælernes generelle sundhedstilstand,

som resulterede i et længerevarende projekt, hvor alle sæler

fundet i Vadehavet blev indsamlet til efterfølgende dissek-

tion efter et standardprogram til etablering af et sundhedsin-

dex, der vil kunne beskrive sælernes sundhedstilstand gen-

nem årene. Resultaterne af disse ca. 1.000 dissektioner vil

blive bearbejdet i det kommende år.

Da Esbjerg Havn planlagde en uddybning af sejlrenden

gennem Grådyb fik museet til opgave at gennemføre VVM-

undersøgelserne i et projekt om sælerne i det nordlige Va-

dehav. I fortsættelse af disse undersøgelser indgik museet

i et fem-årigt EU-projekt om Vadehavssælens biologi og

habitatskrav i samarbejde med Kiel Universitet, Oldenburg

Universitet og det hollandske statsinstitut for vildtbiologi.

Til projektet var også knyttet en ph.d-studerende fra Århus

Universitet.

Museets del af projektet baserede sig dels på de tidli-

gere undersøgelser på Paj Sand og dels nye undersøgelser

om sælernes vandringer. I alt blev 47 sæler forsynet med en

lille radiosender, så man kunne følge sælernes døgnrytme

i vand og på land og ved pejlinger fra toppen af klitter, di-

ger og andre høje punkter kunne lokalisere, hvor de gik på

land. Desværre kunne sælerne ikke følges længere til havs

end ca. 30 km, selvom der var en antenne monteret på Vest-

krafts dengang helt nye 250 meter høje skorsten. Det kunne

dog konstateres, at sælerne ikke søgte føde i Vadehavet men

Spættet sæl mærkes med satellitsender, februar 2002