Page 149 - Sjæklen2007

149
er der nu ikke længere nogen vej tilbage. Planerne for byg-
ningen af et fremskudt dige vedtages af et enigt Folketing
d. 7. juni 1977.
Vadehavet som et konfliktens sted
Inspireret af udviklingen i de øvrige vadehavslande, Hol-
land og Tyskland, hvor der i disse år er kommet fokus på
Vadehavets betydning som naturområde30, begynder danske
ornitologer og naturinteresserede i 11. time at tale imod op-
førelsen af et fremskudt dige. De er bekymrede for, at byg-
ningen af diget vil få ”katastrofal(e)” følger for fuglelivet i
området. Den første artikel til at fremføre dette synspunkt
er skrevet af skolelærer og ornitolog Martin Iversen i foråret
1976, men den følges i de kommende år af en lang række ar-
tikler, der alle mere eller mindre enslydende plæderer for det
unødvendige og potentielt skadelige i et fremskudt dige 31.
Under visse forudsætninger kan et fremskudt dige dog være
en direkte fordel for fuglene. Sørger man for at skabe et nyt
forland for vadefuglene til erstatning for det, der ødelægges
i forbindelse med bygningen af diget, og dropper man pla-
nerne om at benytte det nye kog til landbrugsjord for i stedet
at omdanne det til et naturbeskyttelsesområde kan man med
Iversens ord ” skabe en endnu fornemmere fuglelokalitet” i
området32.
De to positioner står stejlt over for hinanden33, og der
pågår i de følgende år en heftig debat i lokale, såvel som
nationale aviser. For at sikre ” seriøsitet” og ”bredde ” i de-
batten om det fremskudte dige arrangerer Den Danske Va-
dehavsgruppe den 21. november 1977 derfor en offentlig
høring om digeplanerne34. Vadehavsgruppen består på dette
tidspunkt af en bred vifte af lokale rekreative organisatio-
ner35, der på initiativ af biolog Svend Tougaard, Fiskeri- og
Søfartsmuseet i Esbjerg er gået sammen for at sikre, at også
synspunkterne blandt ”den lokale befolkning” kommer til
orde i debatten 36. Forud for høringen forbereder gruppen en
række spørgsmål, der stilles til de indbudte embedsmænd
og landspolitikere. Blandt andet spørges Miljøministeriet,
hvorfor det ikke er undersøgt, ” hvilke økologiske og miljø-
mæssige konsekvenser bygningen af et fremskudt dige vil
medføre ”, hvorfor Vadehavet er undladt på Danmarks liste
over vigtige vådområder anmeldt til Ramsar-konventionen,
hvorledes ministeriet vil sikre en række biotoper (Vidåen,
Rudbøl Sø, de eksisterende koge, forlandet og selve Vade-
havet), samt hvad man har tænkt sig at gøre for ”at sikre
Tøndermarskens helt enestående natur og fugleliv”, herun-
der om der er tænkt på erstatningsområder til fuglene. Man
undrer sig desuden over Ministeriet for Offentlige Arbej-
ders begrundelser for valget af et fremskudt dige frem for
en forstærkning af det eksisterende, ”når det af hensyn til
sikkerheden ikke er nødvendigt”, og spørger derfor amtets
repræsentant ”hvorledes amtet (agter) at prioritere natur-
og fredningsinteresser i forhold til landbrugsinteresser”37.
Høringen sætter for alvor spørgsmålet om naturens selv-
stændige værdi og eksistensberettigelse på dagsordenen,
men trods protesterne fra naturorganisationerne kan den
danske regerings beslutning om at bygge det fremskudte
dige ikke rokkes38. Året efter undertegner Danmark og For-
bundsrepublikken Tyskland aftalen om ”Bygningen af Det
Dansk-Tyske Dige”, som er det fremskudte diges officielle
navn. I 1979 går arbejdet i gang på den danske side af græn-
sen, mens de tyske inddigninger først påbegyndes i 198139.
Vadehavet som et naturens sted
Da diget indvies den 10. maj 1982 forsøger demonstranter
på både den danske og (især) den tyske side af diget at gøre
opmærksom på deres utilfredshed. I Danmark har naturor-
ganisationerne på forhånd lovet at undlade demonstrationer
på selve dagen. Alligevel forsøger Greenpeace at lave en
happening ved det nye sluseanlæg men stoppes ”resolut”
af politiet40. Til gengæld lykkes det tyske demonstranter
at danne ”et levende transparent” med ordene ”De fester,
52.000 sørger” med henvisning til de mange underskrifter,
som den tyske Vadehavsgruppe har indsamlet imod digets
opførelse41.
På lang sigt får protesterne fra de danske og tyske na-
turorganisationer stor betydning. Da de endelige planer for
udnyttelsen af det indvundne land ligger klar, er de ændret
betydeligt i forhold til de oprindelige. Først og fremmest er
den nye kog ikke længere forbeholdt landbruget. Man har i
Fredningsstyrelsen, der er rådgivende i forhold til regerin-