Page 154 - Sjæklen2007

154
errelation, en distanceret og forholdsvis passiv betragtning
af de fysiske omgivelser med synet som den primære sans.
Ud over almindeligt naturinteresserede gæster og turister,
benyttes en sådan tilgang af såvel de mange ornitologer, der
frekventerer området, som af de, der er interesseret i at be-
skrive, måle og monitorere naturen ud fra et strengt naturvi-
denskabeligt perspektiv.
Ud over de geografiske undersøgelser af Vadehavets
topologi, som allerede har været omtalt, har der siden
1930’erne med udgangspunkt i Skalling-laboratoriet syste-
matisk været udført biologiske studier i vadehavsområdet51.
Kendetegnende for disse er et fokus på Vadehavet som en
økologisk enhed og en optagethed af at beskrive dennes
elementer. Eksempelvis skriver H. M. Thamdrup i 1940:
” I en Aarrække har Skallinglaboratoriet, (…) forsøgt at
belyse Faunaens økologiske Forhold i det danske Vadehav.
Arbejdsområdet strækker sig fra Grænsen mod Syd til
Bunden af Ho Bugt mod Nord (…). Af dette Areal kan ca.
380 km2 betegnes som Vader, der ligger tørre ved Ebbe, me-
dens de resterende 100 km2 altid er vanddækkede i form af
Loer, Render og Dyb. Forholdet mellem tørlagt og vanddæk-
ket Areal ved Ebbe vil da for hele Vadehavets Vedkommende
være omtrent som 4:1”52. I et lignende sprog hedder det om
sælunger i dag, at ”populationens årlige vækstrate (er) for-
bløffende konstant, ca. 13 % per år fra 1990-2000. I 1999
var den imidlertid kun på 5,5 % (…). I 2000 13 %.”53 og så
videre.
Den abstrakte og reducerende måde at fremstille et kon-
kret sted på, som de statistiske opgørelser over arter, habi-
tater mv. udgør, synes på et meget grundlæggende niveau at
stå i konflikt med den flydende, relationelle og relative måde
at definere et sted på, der sker i den daglige brug heraf. Dog
er begge forankret i en lokal, konkret og kropslig erfaring af
området. Biologer og andre naturvidenskabsmænd vil ofte
have en intens og kropsligt funderet relation til samme styk-
ke natur, som det landmanden føler er sit, blot er der tale om
andre kropslige erfaringer. Den biologiske praksis med at
observere og notere for eksempel trækfugles adfærd kræver
ofte langvarige ophold i naturen, hvor biologen skiftevis står,
sidder og ligger, alt imens han/hun betragter fuglene, skriver
ned, spiser, drikker og fryser mv. undervejs. Den kropslige
identifikation er derfor ikke mindre end landmandens, men
via oversættelsen af oplevelsen til data i en videnskabelig
forståelse, sker der en objektivering og kategorisering af
Vadehavets materialitet i henhold til nogle universelle taxo-
nomier. Den kropsligt forankrede erfaring renses for de fø-
lelser, der måtte ledsage den, og omdannes til data54, der kan
sammenlignes med tilsvarende data fra andre naturområder.
Herved bliver det muligt at vurdere Vadehavets betydning
på en national eller global skala, hvilket den senere nomine-
ring som først Verdensarv og siden nationalpark er oplagte
eksempler på. Implicit i denne forståelse af stedet ligger
samtidigt en konserverende tankegang, idet det én gang ob-
serverede tjener som norm for det oprindelige og autentiske.
Kun steder, der kan leve op til disse kriterier, udpeges til
speciel bevaringsværdig natur.
I beslutningerne vedrørende Margrethe Kogs anvendelse
som naturområde vender biologernes lokalt funderede men
globale læsninger af Vadehavet som et naturens sted tilbage
til udgangspunktet i form af minimumsstandarder til ud-
formningen af diget. På den tyske side runder diget således
for at bevare en bid af det oprindelige forland, hvorimod na-
turorganisationernes ønsker på dette punkt kom til kort i den
Fuglelivet ved Saltvandssøen betragtes gennem en tele-kikkert.
Foto: John Frikke.