Page 145 - Sjæklen2007

145
fremskudt dige ud for Tøndermarsken ved Vadehavet er det
således målet med denne artikel at eksemplificere en tilgang
til stedet, der ser produktionen af sted som en proces, og
den betydning stedet tillægges som et resultat af specifikke,
ofte modsætningsfyldte relationer mellem menneskelige
subjekter og mellem disse og ikke-menneskelige materielle
fænomener.
Det danske Vadehav
Vadehavet er et tidevandsdomineret farvand mellem de fri-
siske øer og fastlandet. Det strækker sig over cirka 800 km
fra Den Helder i Holland til Skallingen og Ho Bugt nord
for Esbjerg i Danmark. Den danske del af Vadehavet om-
fatter det flade kystlandskab bag de danske vadehavsøer
Fanø, Rømø og Mandø, der ligger som en barriere ud mod
Nordsøen. Strækningen fra den dansk-tyske grænse til
Skallingen og Ho Bugt er på knap 90 km.
Det fremskudte dige, der inddiger strækningen mellem
Emmerlev Klev og rigsgrænsen, er ca. 10 km langt og inddi-
ger et areal, Margrethe Kog på omtrent 1000 ha. Margrethe
Kog udgør, sammen med de bagvedliggende koge Ny
Frederikskog og Højer Kog, en del af Tøndermarsken.
Vadehavet som potentielt landbrugsland
Menneskets liv i vadehavsområdet var gennem århundreder
et liv med og mod havet 8. På den ene side betød Vadehavets
jævnlige oversvømmelse af marker og enge, at området var
utroligt frugtbart og velegnet til specielt husdyrhold, men på
den anden side levede beboerne i området under den stadige
trussel fra havet, der pludselig kunne rejse sig til storm og
udslette hele øer eller landsbyer 9.
I 1940’erne beskrives relationen til Vadehavet således
med metaforen kamp. Havet opfattes som ” slumrende kræf-
ter”, der er i stand til at ”samle sig til en rasende Kamp ”
og ”drive Spot med Menneskers Beregning”. Kampen vedrø-
rer ” Herredømmet” i Vadehavet, som menneskene via deres
kløgt og snilde kan ”erobre”. Citaterne er taget fra en arti-
kel i Kristeligt Dagblad om bygningen af Rømødæmningen
(1939-48), men beskrivelserne går igen i mange andre beskri-
velser af området fra denne tid10. Vadehavet er en kampzone,
hvor mennesker og natur brydes, men også et forandringens
og modernitetens sted. I artiklen hedder det: ”Snart vil der
være Marskland - eller, hvem ved, dyrkbar jord, hvor indtil
for få Aar siden kun Fantaster tænkte sig, den slags kunne ske
i deres Levetid” 11. Fremskridtstroen er stærk og optimismen
stor, ikke mindst inden for landbruget, selvom området som
en del af Sønderjylland kun få årtier forinden var returneret
til Danmark i en fattig og ramponeret forfatning12.
Som et led i en effektivisering af landbruget i Tønder-
marsken nedsætter Statens Jordbrugsudvalg i 1950 en
Stormflodskommission, der skal finde ud af, om der er mu-
lighed for yderligere bosættelse i Ny Frederikskog, selvom
man ikke her, som i Holland og Tyskland, kan regne med
beskyttelse fra dobbelte diger. Kommissionens arbejde
fremskyndes af en stormflodskatastrofe i Holland i 1953,
og fremkommer i 1955 med en betænkning, der anbefaler
en forstærkning af det eksisterende dige fra 1861, samt en
evalueringsplan.
Stormflodskommissionen lægger altså ikke op til byg-
ningen af et nyt dige, men kort tid efter, i 1956, fremlæg-
ger geograferne Niels Nielsen, Børge Jacobsen og Kr. M.
Jensen imidlertid et forslag, som bekommer de lokale po-
litikere i Tønder og Højer kommuner bedre. I ”Forslag til
landvindingsarbejder langs den sønderjyske Vadehavskyst”
argumenterer de tre forfattere ud fra en videnskabelig be-
tragtning for, at et nyt dige længere ude på vaden vil være
en bedre løsning, idet dette giver mulighed for at inddige
nyt (landbrugs)land. Teksten fremlægger en detaljeret plan
for inddigning af strækningen mellem rigsgrænsen og
Emmerlev, mens planerne for den resterende kyst forven-
tes udarbejdet løbende i de næste åringer. Dette sker aldrig,
men planen for landvinding på det nævnte stykke af vade-
havskysten bliver senere, stort set i uændret form, lagt til
grund for bygningen af det fremskudte dige.
Vadehavet og dets muligheder ”bjergtager enhver tekni-
ker ”13, men respekten for havet er der stadig. Det understre-
ges flere gange i geografernes tekst, at et indgående kendskab
til ”Vadehavets processer og problemer” blandt såvel ledere
som arbejdsmænd er en forudsætning for et godt resultat.
Men ”hvis det kan lykkes at tilvejebringe en fyldestgørende