Page 143 - Sjæklen2007

143
Det fremskudte dige
Om italesættelsen af Vadehavet som et naturens sted
Af Charlotte Jensen
Det fremskudte dige og Margrethe Kog, der ligger ved Vade-
havet i det sydvestjyske hjørne af Danmark, er i dag et po-
pulært turistmål. Stående på digets top kan den besøgende
med bevidstheden om tidligere tiders tragiske stormfloder,
stå i sikkerhed og skue ud over de vidtstrakte vader, de ka-
rakteristiske slikgårde og havet længere ude, alt imens blæ-
stens lyde blander sig med fuglestemmer fra de mange ra-
stende fugle i området. Dige og kog tilbyder på denne vis
to af de mest efterspurgte varer i turistmålenes sortiment:
Naturoplevelser og den gode fortælling. Betydningen af et
givent sted skabes imidlertid ikke kun i den umiddelbare re-
lation mellem et menneske og stedets allerede eksisterende
betydning, men ud fra en langt mere heterogen og spredt
sammensmeltning af relationer. I denne artikel sættes fokus
på den politiske proces, der førte frem til skabelsen af diget
og det bagvedliggende Margrethe Kog. Der gøres rede for de
forskellige erfarings- og begrebsliggørelser af naturgrund-
laget, som undervejs skabte uoverensstemmelser mellem de
involverede parter, og det illustreres hvorledes dige og kog
gradvist ændrer betydning fra et symbol på menneskets sejr
over naturen til et symbol på det tilsyneladende modsatte:
menneskets omsorg for og beskyttelse af samme natur.
Introduktion
Det er den 10. maj 1982. Solen skinner fra en høj himmel.
Fugle flyver i den friske luft fra havet, og på landjorden er der
pyntet op til fest. Dannebrog vejrer, et orkester spiller, og en
lang hale af mennesker valfarter til det nye dige, Det Dansk-
Tyske Dige eller i folkemunde: Det fremskudte dige, som
officielt indvies denne dag. Den danske dronning Margrethe
II og den tyske forbundspræsident Karl Carstens afdækker
i fællesskab en grænsesten på det nys indvundne land, og i
de efterfølgende taler understreger begge statsoverhoveder
såvel marskboernes udsathed som digesikkerhedens vigtig-
hed. Lidt senere på dagen indsætter dronningen desuden en
mindeplade i det nye sluseanlæg ved Højer og bruger her
en sølvmurerske, der oprindeligt skulle have været brugt af
kong Fredrik d. 7. ved indvielsen af det gamle Højer Dige
i 1861. Begge ceremonier fejrer nationalstaternes interesse
i området, fællesskabet med de herboende befolkninger og
den særegne historiske erfaring knyttet til området1.
Forud er imidlertid gået adskillige år med debat om
digets placering og udformning. Her i 1982 ligger natur-
beskyttelse højt på den politiske dagsorden, hvorimod be-
slutningen om digets etablering rækker tilbage til en tid,
hvor fremskridt var lig med kontrol over naturens kræfter,
og hvor det, der i 1982 kaldes natur2, grundlæggende blev
anset for en materiel ressource for menneskelig kreativitet
og produktivitet.
De to positioner udspringer af et forskelligt perspektiv
på, brug af og erfaring med de fysiske omgivelser. En lokalt
forankret tradition for at inddæmme jord til landbrug står
overfor en mere globalt orienteret praksis, der ser Vadehavet
som ét unikt eksempel på den skønhed og særegne værdi,
man kan finde i naturen, og som, ifølge dette synspunkt,
derfor bør beskyttes.
I kampen mellem de to paradigmer ligger en kamp om
stedet, om retten til at definere de våde vaders og markernes
betydning, og dermed hvilke menneskelige aktiviteter, der
rettelig hører hjemme i området. Det er et spørgsmål om