Page 108 - Sjæklen2007

108
terne” pludselig op i flok og følge, de havde været på jagt
sammen siden tidlig morgen og var nu parate til at blande
sig i diskussionen. Ind i midten af rundkredsen på hver de-
res fiskekasse og kampklare. Alle på nær en enkelt ville gøre
forsøget og foreslog, at der blev nedsat en arbejdsgruppe,
som hurtigt kom med forslag til mulige måder at gøre det
på, som man kunne vælge imellem på et nyt stormøde. Det
blev besluttet, og gruppen nedsat med et medlem fra hver
slægt i byen, et fra pladsens eneste aktive trossamfund
samt jeg selv som ”kridtpasser”. Den gruppe mødtes et par
gange og trak omhyggeligt på erfaringer lige fra Vorupør
Fiskerkompagni og de gamle bjergelav til de aktieselska-
ber, man søgte informationer om i havnene. På en tavle blev
to forskellige muligheder ridset op: En erhvervsdrivende
forening i form af et andelsselskab eller et kapitalselskab i
form af anparter. Den første mulighed var at danne et laug
med lige parter i form af andelsbeviser på f.eks. 100.000
kr. På den måde ville 20 familier kunne danne en ansvarlig
andelskapital på 2 mio., hvilket mange sikkert ville være
med til. Imod talte, at det ikke var meget at stille i sikkerhed
ud over de opkøbte kvoter, hvilket måtte give en relativt høj
rente. Den anden mulighed var at danne et kapitalselskab
på anparter. For anpartsselskabet talte, at nogle ville være
villige til at skyde flere penge ind, hvis det var i form af an-
parter, der gav dem ret til en anpart af kvoterne svarende til
deres indskud - og ret til at sælge anparterne med fortjene-
ste, hvis kvoterne skulle stige yderligere i værdi. Imod talte,
at færre ville være med, og at der kunne blive stor ulighed
og uenighed imellem folk med større eller mindre mod på
magt og spekulationsgevinster eller med stor og med lille
anpartskapital i selskabet. Skulle der så være en øvre grænse
for størrelsen og for det antal stemmer, man kunne få? Og
for omsætteligheden?
Gruppen tog kontakt til advokat Mogens Jepsen i Ring-
købing, der var arkitekten bag kvote- og puljeselskaber i
Hvide Sande og de indre farvande. Han kom gerne på besøg
og fortalte, hvordan han mente, det skulle gøres. Det skulle
være et anparts- eller aktieselskab ”for I skal til at lære at
tjene penge nu!”, som han kundgjorde. Hans vision var, at
fiskerne skulle lære af hinanden, se hinandens regnskaber,
købe samme motorer, redskaber og skibe ind med mængde-
rabat på pris og service osv. Målet måtte være at integrere
og fusionere ligesom i hans egen advokatbranche. Hans
forudsætning var, at den enkelte skulle kunne se en person-
lig fordel i at eje aktier eller anparter i selskabet, for der
er intet som værditilvækst, der motiverer til at gøre noget
nyt. Advokaten blev inviteret til at fremlægge sine idéer for
alle fiskerne og holdt en brandtale. Der blev lyttet intenst,
men den førte også til udpræget betænkelighed ved tanke-
gangen. Var det nu også en måde at redde Thorupstrand på,
eller snarere en måde at skabe yderligere spekulation i køb
og salg af kvoter, der ville skabe yderligere usikkerhed for
pladsen? Og værst af alt: Hvordan skulle det kunne hjælpe
de unge, hvis aktierne eller anparterne stiger i værdi og pris,
som advokaten var 200 % sikker på, at de ville? Det var til
gengæld tydeligt, at her var en innovativ mand, som havde
stor erfaring med at skabe et selskab i den hastigt regelfor-
andrende proces, som var sat i gang med ”Ny regulering”.
Gennem en gammel skolekammerat og gårdmand fik
gruppen derpå kontakt med konsulent Jørgen Ougaard i
Landbrugsrådets LOK, Ledelse, Organisation, Kompetence.
Han var ekspert i at hjælpe folk med at danne andelsselska-
ber, og Fiskeridirektoratet bevilgede penge til at få ham ud
at øse af sine erfaringer fra arbejdet med at danne erhvervs-
drivende andelsforeninger. På dette tidspunkt gik endnu et
lærerigt gys gennem Thorupstrand, da det viste sig, at en
af byens helt unge og lovende, men ubemidlede fiskere var
blevet tilbudt at gå i kompagniskab om et aktieselskab af
en dygtig forretningsmand, for at købe kvoter op i den helt
store stil. Den fremsynede investor havde siden sin grønne
ungdom været kendt for sin jyske handelsånd med talent
for at købe, når noget er billigt, med henblik på at sælge det
igen, når det er blevet mere værd, som voksen med sans for
bl.a. kunst, vin og ejendomme i Europa. På den ene side var
det betryggende, at netop han ville købe kvoter, for han ple-
jede ikke at tabe penge. På den anden side betød det ifølge
fiskerne, at der kom en kapitalstærk køber på banen, hvis
aktier eller kvoter på et gunstigt tidspunkt ville blive solgt
videre til højestbydende, uanset hvorfra denne kommer. På
den måde fik Thorupstrand direkte berøring og erfaring med