Page 106 - Sjæklen2007

106
bejdet i partsfiskeriets store kutterflåde. Denne havde bestemt
ikke brug for udefra kommende kapital til at skabe renteud-
gifter og skovle merværdi ud af driften, tværtimod. Og det
var netop problemet - især for de investorer, der gerne ville
til fadet, og for de politikere der kæmpede for at få en indu-
striel strukturrationalisering baseret på stordrift gennemført
i erhvervet. Så det, der efterfølgende skete med lynets hast
var, at mange kutterejere blev fristet til at sælge deres fartøj
med FKA og trække pengene, de fik, med ud af erhvervet.
Selv kendte organisationsfolk i fiskeriet med en silde- eller
industritrawler gik rask væk ud med 40 - 45 mio. kr. på lom-
men. Erhvervet blev drænet for egenkapital. Mange af disse
driftsmidler, der hidtil havde haft til formål at konsolidere
den selvejende fiskers virksomhed, blev nu skiftet ud med
bank- og investorkapital, der alene kom til for at spekulere i
værditilvækst og profitere på erhvervet. Hvor Thorupstrand
før privatiseringen havde så godt som ingen gæld, så har de
samme fiskere i 2008 lån for omkring 100 mio. kr. i banken,
uden hvilke de ikke havde haft tilstrækkelige fiskerettigheder
tilbage på pladsen. Det er en forskel, der vil noget - og en ren-
teudgift, der kræves betalt termin for termin, uanset hvordan
fiskeriet går. Der er med andre ord sket en systematisk, om-
fattende og hurtig udskiftning af fiskerejede driftsmidler med
bankejet kapital. Og det selv i et partsfiskeri med kystbåde,
hvor vi ikke har regnet den udefrakommende koncerndan-
nelse, der også tog afsæt i Thorupstrand og flyttede sine FKA
til Hanstholm, med i regnestykket.
Efter det politiske nederlag som Arbejdsgruppen for
det Kystnære Fiskeri led i 2005 var troen på fremtiden for
Thorupstrand og Lildstrand nær nulpunktet blandt de fle-
ste kystfiskere. Man havde forinden, med oppositionens og
Dansk Folkepartis stemmer, fået en kystfiskerordning, der
gav 10 % flere torsk og tunger, men den blev nu omfattet
af privatiseringen, så også de små fartøjsejere fik ”chan-
cen for at sælge til os store”, som Flemming Kristensen
formulerede det. Nogle få med nær kontakt til Danmarks
Fiskeriforenings ledelse så omvendt situationen som en sejr
og gunstig mulighed for at købe de andre ud af erhvervet
og skabe en mere ambitiøs forretning baseret på enten far
og søn og/eller ansættelse af billige lønarbejdere, evt. fra de
baltiske lande. Med sikkerhed i hus og tildelt FKA gav de sig
til at låne penge til køb af fartøjer med FKA. I Thorupstrand
købte også den fremsynede ejer af lejets mindste erhvervs-
aktive kystjolle en stor garnkutter i Thyborøn for at få FKA
nok til sig selv, mens prisen var relativt billig. Men det var
ikke uden bæven for familieøkonomien at låne så mange
millioner, når familien hidtil havde gjort en dyd ud af at
blive gældfri. Det var imidlertid så dristig en disposition, at
de fleste andre familier hellere så far og søn trække sig ud
af det gamle erhverv med de penge, deres tildelte FKA nu
var værd, i behold. I foråret 2006 blev samtlige Lildstrands
kystbåde solgt inden for en måned, da alle frygtede at blive
ene tilbage om udgifterne til spil og landingsplads. Hen på
sommeren 2006 var også halvdelen af Thorupstrands både
til salg, og det sidste store kystfiskerleje så ud til også at
måtte synge sin svanesang.
Det var derfor med ryggen mod muren og med skriften
på væggen, tyve familier i sidste øjeblik gik sammen og dan-
nede Thorupstrand Kystfiskerlaug for at tage kampen op.
Dannelsen af Thorupstrand kystfiskerlaug
Da ”Ny regulering” blev vedtaget i efteråret 2005 kostede
en almindelig havbåd på Thorupstrand 7-800.000 kr. I maj
2006 lykkedes det to fiskere i Thorupstrand at købe HM 64
Bulbjerg, en af de sidste tilsvarende både i Lildstrand, for
Både skipper og spilpasser skal kunne sit kram for at få båden
hurtigt op af bølgernes ”drag”, hvis kraft risikerer at suge båden
med ud igen. Foto: Jan Olsen.