Page 100 - Sjæklen2007

100
tefiskeriet så meget, at årsomsætningen blev reddet i land.
Ved børnenes indsats kunne byens erhverv lægges tilstræk-
keligt om til, at fiskerfamilierne holdt skindet på næsen og
landingspladsens andelsvirksomhed holdt skruen i vandet.
Udtrykket Thorupstrands guld dækker derfor over det hem-
melige våben, hvormed den lille fiskerby overlevede første
slag i den fiskerikrig, der var brudt ud i lys lue. De reddede
byens erhverv og erobrede en stolthed og status, der svarede
dertil. Inspireret af de unges trøjer med ”Bevar Christiania”
og tre gule prikker på rød bund havde en af havdrengene
formuleret mottoet ”Bevar Haw!”, der hang som en hjem-
melavet håndtegning på mange børneværelser med tre fisk i
stedet for de gule prikker.
Fra AKF til Thorupstrand Kystfiskerlaug
Budgettet til landbrugsstøtte har siden EF’s start været den
største budgetpost i det europæiske samarbejde. Det startede
med støtteordninger til landenes utallige selvejende familie-
brug, men blev strategisk indrettet på måder, der har gjort
deres virkning: Bag om ryggen på såvel producenter som
forbrugere har støtteordningerne på lang sigt undermineret
bøndernes selveje og er i fuld gang med at overdrage land-
bruget til banker og kapitalinteresser. En livsform skiftes ad
magtfuld politisk vej ud med tre andre: Investorer, mana-
gere og lønarbejdere. Den samme kamp mellem livsformer
finder sted i fiskerierhvervet. Det handler fiskerikrigen om.
Og det er i lyset af den, mobiliseringen af fiskeriets gamle
organisationsformer og overlevelsesstrategier tages i brug
de få steder, der holder stand, bider fra sig og endnu har
deres partsfiskere i behold.
Havets biomasse er i princippet konstant og i fiskeriet
er ressourcen derfor bæredygtig, hvis man løbende sørger
for, at den flerhed af brugbare arter, der fiskes efter, ikke
kommer ud af balance i forhold til andre led i økosystemets
fødekæder. I 800 år har fiskeriet i de nordvesteuropæiske
kyststaters åbne farvande (modsat ålegårdsret og indvande)
været et beskyttet frit fiskeri, hvor fangstprincippet ligger til
grund for befolkningens adgang til ressourcen. Da ledings-
flådens langskibe ude i herredernes skipæn blev omlagt til
det danske riges flådeleje i Kongens København, blev det
afgørende for sømagten fortsat at kunne rekruttere søkyn-
digt flådemandskab og bådebyggere langs kysterne i hele
det udstrakte rige. Stod du i sørullen, fik du kongemagtens
beskyttede ret til at leve af bådebyggeri, fiskeri og skude-
fart. Den engelske sømagt formulerede det klart: Fishery
is the nursery of seamen . Lige så længe har der i Kongens
København været opbygget et erfarent embedsværk med en
administrationskultur, der beskyttede fangstprincippet ved
at opsætte regler for, hvordan man forhindrer fiskerne i at
tørne sammen i jagten på samme bytte og forhindrer over-
belastning af fiskeressourcerne, og på købstædernes råd-
huse lå der fra gammel tid skelbord, der angav maskernes
mindstemål for tilladte redskaber til vigtige fiskearter i det
pågældende område.
Dette embedsværks kultur blev udsat for en overmæg-
tig armvridning, da EF tog fat på at pumpe kunstig kapital
ind i fiskerierhvervet gennem støtteordninger til nybygning
og modernisering af fartøjer. Fiskeren har altid fået bygget
et fartøj ud fra sin vurdering af de eksisterende fiskerimu-
ligheder i hans farvand. De indberegner mængden af fisk
samt antallet og arten af andre fartøjer i farvandet, der fis-
ker på de samme arter. Denne markeds- og fangstbaserede
investeringskalkule har tidligere lagt en dæmper på over-
investeringer i forhold til ressourcen, og når den ikke var
tilstrækkelig, har forvaltningen måtte supplere med især
tekniske begrænsninger og låste vande. EU, derimod, satte
konsekvent disse mekanismer ud af kraft for at sætte gang i
en industrikapitalistisk ”strukturrationalisering” ved at give
støtte til nye skibe efter deres størrelse og pris. Princippet
blev: Jo større skib, desto flere støttekroner! Så når en fisker
forventede at kunne bygge og leve af et skib på en bestemt
størrelse, så kunne han derudover gratis bygge sit skib end-
nu større for rene støttemidler. Det interpellative trick var, at
fiskeren måtte betragte sig som en idiot, hvis han ikke gjor-
de brug af muligheden.3 Derved blev der lige indtil sidste
år pumpet uanede mængder af EU- og statsfinansieret kapi-
tal ind i vedvarende kapacitetsudvidelser, der må betragtes
som overinvesteringer i forhold til fiskernes egne hensyn
til en bæredygtig sammenhæng imellem samlet kapacitet,
ressource og driftsøkonomi på markedsvilkår. Frem vok-