Page 95 - Sjæklen2007

95
Den 26. oktober 2005 vil for eftertiden blive en skelsættende
dato i dansk fiskeri. Indtil da var dansk fiskeri baseret på
en af staten beskyttet fri fangstret, men denne nat blev det
besluttet for fremtiden at basere fiskeriet på privat ejen-
domsret til Danmarks andel af EU-havets kvoter. Siden da
er hovedparten af de danske fiskersamfund svundet ind til
en skygge af sig selv, idet kvoterne i stort omfang er blevet
overtaget af en stadig mindre, men kapitalstærk, selskabs-
ejet flåde af trawlere. I det nordjyske kystfiskerleje Thorup-
strand har man imidlertid sat gang i en alternativ udvikling.
Her har partsfiskerne taget skæbnen i egen hånd og dan-
net et laug, hvis formål er at sikre dem fangstrettigheder i
fremtiden. Samtidig har Lildstrand, Thorupstrand og Slette-
strand sammen dannet en havbådeforening, der gør det mu-
ligt at fortsætte vedligeholdelsen og nybygningen af kystens
uovertrufne, klinkbyggede havbåde af egetræ.
Prolog
Solen står endnu ude i nordvest, den hænger lavt over klit-
terne ved Løkken. De kører sydpå ad kystvejen fra eftersko-
len i Vittrup. Sara skal for første gang med sin kæreste Mads
hjem på weekend. Hun ved, at Mads kommer langt oppe vest
fra - hvor kragerne for længst er vendt, og mågerne flyver
baglæns for ikke at få sand i øjnene, som de siger på skolen.
Op forbi Hune, gennem klitplantagerne og langs de flotte
kystskrænter mellem Tranum og Slettestrand. Det gamle
herresæde Slettegård kontrollerer stadig broen over Sletteå,
hvor vejen i gamle dage gik ned til haw og derfra strand-
langs til Børglum kloster. Hjortdal kirke ligger som i den
skinbarlige middelalder med sit enebærbegroede overdrev
Thorupstrand Kystfiskerlaug
og Han Herred Havbåde
Af Thomas Højrup
omkring, hvor kreaturerne endnu lige kan anes i tusmørket.
Det er utroligt, så hurtigt det mørkner i det tidlige efterår.
Der er langt mellem gårdene her, og bedre bliver det ikke
efter Kollerup landsby. På vej til Klim Strand føler Sara, at
det er godt, hun er med Mads, for så afsides kunne hun ikke
tænke sig at færdes selv, og godt at have Mads’ mor Karen
bag rattet, der kender vejen. Hun hentede og bragte også
Mads’ storesøster, da hun for et par år siden skulle hjem på
weekend fra efterskolen, og Karen kører raskt til.
Et par kilometer fra Klim vrimler det med heste på den
ene side af vejen og med får og kreaturer på den anden.
Nogle af havgårdene her har åbenbart dyr på de sandede
marker. Så dukker skiltet med Thorupstrand op i lyskeglen,
og Karen sagtner farten, da husene dukker op langs det,
Mads kalder Havvej - her sønder i by bor efter hans udsagn
halvdelen af Thorupstrand. Ved nogle af husene står en trak-
tor og i mange af garagerne ligger stakke af blå og grønne
nylongarn. Hvor vejen ender, drejer Karen til højre, det må
være ud mod vandet; snart holder husrækken op og afløses
af marker på begge sider. Mads peger til den ene side og
kalder det havstadion. Så kommer der en gammel firelænget
skudehandler- og bådebyggergård, den ligger i mørket med
forblæste grantræer på vestsiden. Det er som om, landet er
gået til ro og folk er inden døre. Det her er i hvert fald så
øde, så øde, at Sara føler sig rigtigt langt ude. Mærkeligt,
at Mads er en dreng, der tydeligvis er vant til at omgås en
masse venner.
Efter Strandgården slår vejen endnu et sving og for en-
den møder Sara et uventet syn: Et oplyst mylder af men-
nesker! Der er flere huse og traktorer langs vejen, de neder-