Page 87 - Sjæklen2007

87
man producerede andre steder, blev dermed også effektive i
hummerfiskeriet. Den nødvendige erfaring med at fiske på
ujævn havbund og tæt på klipper, oparbejdet gennem talrige
eksperimenter, stod i takt med fremskridtene på det teknolo-
giske område efterhånden som den sidste beskyttende bas-
tion. Som et svar på denne udvikling holdt Læsø-fiskerne
kortene mere ind til kroppen. Man var ikke længere ligeså
villige til at fortælle, hvis man havde et godt træk - man tog
i hvert fald, hvad man kunne få, før man fortalte noget til an-
dre. ”Det store fællesskab”, hvor man slet ikke kunne være
bekendt ikke at fortælle om gode fangster, hvis man ville
have noget at vide af andre, blev på den måde afløst af min-
dre og konkurrerende fællesskaber, hvor man for eksempel
via individuelle VHF-kanaler eller mobiltelefon delte sin
viden med makkerskibet, men ellers enten holdt mund eller
søgte at vildlede. Denne udvikling havde en tydelig social
effekt i lokalsamfundet. Tidligere var det således normalt at
tage et par øl og en fiskerisnak på bænken eller i styrehuset,
men under det nye regime blev denne adfærd mere sjælden,
hvilket igen virkede yderligere opløsende for ”det store fæl-
lesskab”.
Organisationsformer
Læsøs fiskeri er i dag i langt overvejende grad baseret på
slægtskab; ofte er det far og søn, eller to brødre, der dri-
ver båden sammen i fællesskab og i de tilfælde, hvor der er
tale om enmandsbaseret drift, er båden ofte overtaget fra det
fædrene ophav. Slægtskab har igennem det meste af perio-
den været omdrejningspunktet, men dog har der alligevel
været visse forandringer af fiskernes måde at organisere sig
på. Disse fulgte ret nøje fiskeriets skiftende karakter.
Den hastige fremgang, som hummerfiskeriet oplevede
i starten af 1970’erne, havde som konsekvens, at fiskeriet
for mange fiskere ændrede status fra sæsonfiskeri til hel-
årsfiskeri. 11 Priserne blev samtidigt stimuleret ved, at A/S
Læsø Fiskeindustri indkøbte eget skib, der muliggjorde
en mere fast og stabil transport af hummere og skaldyr til
Frederikshavn. I samme retning virkede det, at den høje
kvalitet af Læsø-hummerne blev almindelig kendt, hvilket
ved årtiets midte resulterede i store eksportkontrakter til det
sydeuropæiske marked.12 Den unge generation af Læsø-fis-
kere gik forrest i udviklingen. Der blev investeret massivt i
nye teknologier, såsom for eksempel trawltromler, og der
installeredes radar og autopilot i næsten alle kutterne. Den
øgede kapitalisering af fiskeriet havde en klar afsmittende
effekt på den foretrukne organisationsform. I løbet af denne
ekspansionsfase gik de fleste både således fra en tre-mands
til en to-mands besætning. Dette var muligt med baggrund
i de rationaliseringsfordele, som den nye teknologi tilbød -
og samtidigt en fordel i forhold til den fortsatte ekspansion.
Med tredjemanden ude af regnestykket var besætningen
ofte kun sammensat af far og søn eller to brødre i forening.
Dette sikrede en ophobning af ressourcer, idet al indtjening
gik direkte i husholdningskassen. Det havde to fordele. For
det første kunne man bedre at tåle en dårlig periode, og for
det andet kunne man i gode tider hurtigere akkumulere ka-
pital til nye investeringer. Den nye organisationsform havde
ved siden af de umiddelbare og oplevede goder også en
mere langsigtet konsekvens, som skulle vise sig afgørende
for fiskeriets udvikling. Da tredjemanden blev skåret væk,
begyndte tilgangen af nye fiskere at falde.
På grund af den store generation af unge fiskere, der
førte an i Læsø-fiskeriet, oplevede man i starten ikke det
begyndende rekrutteringsproblem som et sådant, men er-
kendelsen kom i takt med, at de unge pionerer efterhånden
blev ældre, og der herved opstod et naturligt behov for, at
andre kræfter kunne tage over. Parallelt hermed kom en om-
fattende teknologisk udvikling i fiskeriet og et øget konkur-
rencepres udefra. Denne situation bevirkede flere ting. For
det første var den generation, der stod klar til at tage over
i fiskeriet, langt fra så stor som tidligere. Det skyldtes ikke
kun den manglende oplæring - omend det var en del af pro-
blematikken - men også det forhold, at der var kommet bed-
re skole- og uddannelsestilbud på markedet, og samtidig var
fiskeriets ry og rygte efterhånden blevet flosset i kanterne.
Der var ikke længere en - udtalt eller uudtalt - forventning
om, at den næste generation skulle føre fiskeriet videre.
Nogle kutterejere valgte derfor på dette tidspunkt - i starten
af 1990’erne - at søge ophugningsstøtte og trække sig ud af
fiskeriet. For såvel de fiskere, der blev tilbage, som for den