Page 88 - Sjæklen2007

88
nye generation, der valgte at starte op i fiskeriet, var der
i hovedsagen to valgmuligheder åbne. Den ene var at øge
kapitalintensiviteten, den anden var at tilpasse det eksiste-
rende kapitalapparat til forholdene. Førstnævnte alternativ
betød massive investeringer i nye teknologier, ombygninger
og indkøb af helt nye kuttere. Sidstnævnte alternativ betød
først og fremmest yderligere reduktioner i besætningsstør-
relsen. Det er således markant, hvordan hummerfiskeriet
fra Læsø fra omkring årtusindskiftet har udviklet sig i to
forskellige retninger. På den ene side er der de store, nye og
effektive stålkuttere, der alle er hjemhørende i Østerby, men
som med en tre-mands besætning driver fiskeri i Skagerrak
og Nordsøen og som oftest lander i fremmed havn i Hanst-
holm eller Hvide Sande. På den anden side står de ældre
og noget mindre trækuttere, der i stigende omfang baserer
sig på enmandsdrift, hvorved skipperen sparer en mande-
part og samtidigt sikrer sig, at der kan klares større udsving
i økonomien, end tilfældet er på kuttere med to eller flere
besætningsmedlemmer.
Rekruttering og arbejdskraftreserver
Det lokale arbejdsmarked på Læsø har ændret sig stærkt
igennem de sidste tre årtier. I 1970’erne stagnerede den
ellers ret markante befolkningsnedgang, som Læsø havde
været udsat for siden efterkrigstiden.13 Baggrunden var det
store opsving i hummerfiskeriet, der dels gjorde det attrak-
tivt for øens unge mænd at blive på øen og vælge fiskeriet
som deres levevej, dels formåede at tiltrække arbejdskraft
udefra til ledige jobs i fiskeindustrien. De gode tider varede
dog ikke ved. Fra begyndelsen af 1980’erne begyndte be-
folkningstallet atter at dale. Arbejdsmarkedet forandredes,
og det fik konsekvenser for fiskeri og fiskeindustri.14
Det blev stadig vanskeligere at finde erstatninger for
mandskabet, når dette var nødvendigt. Kutternes rekrut-
tering var centreret omkring den unge generation, men ra-
tionaliseringerne fra tre-mands til to-mands besætninger i
fiskeriet betød, at mange kuttere ved udgangen af 1980’erne
stod uden nye hænder til at tage over. Rekrutteringsproble-
met forværredes ved den omstændighed, at muligt mand-
skab stort set var begrænset til mænd fra Læsø. Det var næs-
ten utænkeligt med fiskere udefra. For det første var det et
stort set uomgængeligt krav, at man skulle bo på Læsø for
at passe fiskeriet ordentligt. For det andet kendte man en
mand opvokset på Læsø, mens en udefrakommende først
skulle ses an over en periode, inden hans evner i kutterens
lille snævre arbejdsfællesskab kunne bedømmes ordentligt.
Endelig bevirkede nye og bedre uddannelsestilbud i kom-
bination med fiskeriets dårlige rygte, at mange unge orien-
terede sig mod andre erhverv. Med den tiltagende knaphed
på arbejdskraft kunne det forventes, at der ville blive udlagt
”madding” - i form af for eksempel større mandparter - for
at tiltrække arbejdskraft fra andre fartøjer. Sådanne midler
har imidlertid aldrig været på tale blandt Læsø-fiskerne. I
stedet har andre mere selvregulerende mekanismer været
styrende - det gælder både historisk og aktuelt. De fleste
potentielle arbejdstagere kender således de forskellige kut-
tere og deres besætning i forvejen og ved, hvordan det er
at være om bord. Hvis en hyresøgende for eksempel er be-
kendt med, at en given kutter hver uge er ude seks dage,
og det ikke passer ind i vedkommendes livsmønster, så sø-
ger han ikke hyre der. En anden hyresøgende kan omvendt
være klar over, at der på en bestemt kutter fiskes godt, og
hvis pengene vel og mærke har hans højeste prioritet, sø-
ger han hyre på en sådan kutter. Hvis man har en familie at
tage hensyn til, vælger man måske en ”hjemmehyre”, hvor
man ikke er ude mere end tolv til fjorten timer af gangen,
hvilket alt efter sæsonen kan være enten om natten eller om
dagen. Denne selvregulering bidrager i et vist omfang til
at fastholde kvalificeret arbejdskraft, fordi det næsten altid
er muligt at finde en hyre, der passer til den konkrete livs-
situation. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det stadigvæk
er et centralt problem at sikre en vedvarende fornyelse af
rekrutteringsgrundlaget.
De unge fiskere, der i 1990’erne turde satse på fiskeriet,
står i dag forrest i kampen for at få flere unge ind i fiskeriet.
De sørger i videst mulig omfang for at tage lærlinge med
om bord og opfordrer samtidigt deres ældre kollegaer til at
gøre det samme. De er udmærket klar over, at sker der ikke
en fornyelse, kan det meget vel være slut med fiskeriet i
sin nuværende form, hvor Læsø stadig udgør en hovedbase.