Page 105 - Sjæklen2007

105
de fremsynede investorer tæt på forhandlingerne og det po-
litiske konsortium vejret morgenluft og begyndt at opkøbe
kuttere rundt omkring i danske farvande. På dette tidspunkt
var skibene - i modsætning til det fiskeriøkonomerne hæv-
dede - relativt billigt til salg, faktisk langt under fremstil-
lingsværdien af de fine trækuttere, der for det meste var tale
om efter mange års ophugningsrunder. Det, disse spekulan-
ter (i skærende kontrast til fiskeriøkonomernes ideologipro-
duktion) havde set, var, at kutternes fiskeri de seneste tre år
ville blive lagt til grund for de FKA, de ville blive tildelt
som ejendom, og at denne ejendomsværdi kun ville kunne
gå én vej de kommende år, og det var stejlt opad.
Det var i disse tidlige opkøb, at et investeringsprojekt
som Hanstholms Kingfisher grundlagde sine enorme speku-
lationsgevinster. Og det har reddet regeringens målsætning,
for på trods af stortrawlerinvestorernes satsning på en ener-
gimæssigt og kvalitetsmæssigt forældet trawlerteknologi fra
industrisamfundets tid, så har først den gratis tildeling af
FKA og dernæst det hurtigt påbegyndte opkøb af fartøjer
fra ældre fiskere givet dem så store værditilvækster, at ban-
kerne igen turde satse på at låne dem penge mod sikker-
hed i kvoterne. Hvad hidrører den mulige tilegnelse af disse
værditilvækster fra? Fra de gamle fangeres systematiske
blindhed overfor, at deres bytte, den fisk de har levet af at
fange frit, i dag skal anskues som et værdipapir og handles
som fast ejendom, hvis værdi kan omsættes til de priser,
denne ejendom må forventes at blive handlet til om 30 år. 5
Det kulturelle gab imellem den selverhvervende fangers be-
grebsunivers og den spekulative investors er ikke bare af-
grundsdybt, men også kilden til investorernes eksistens, da
de uden denne ikke ville være i stand til at købe kvoter af
selvejerne så billigt, at de kan ansætte skippere og lønar-
bejdere, der trawler og afsætter fisken til priser, der kaster
merværdi af sig til de nye ejere.
Og ikke engang dette er formentlig muligt længere,
men forventer man som investor fortsat prisstigning som i
Island, så er det praktisk at have folk til årligt at fange mest
muligt af kvoten, så omkostningerne ved at eje den, indtil
den sælges med sin rene værditilvækst, bliver så små som
mulige, da de skal trækkes fra i gevinstkalkulen. En anden
mulighed er den praksis, som breder sig inden for de store
puljer, nemlig at købe langt mere op, end koncernen selv
kan fiske rentabelt, og i stedet leje den ud til ubemidlede
fiskere i puljen (f.eks. de unge der er startet, efter at fisken
blev delt ud som ejendom), så lejeindtægten betaler nogle
af omkostningerne ved de spekulative investeringer. Dette
ejer-lejersystem er i dag blevet hverdag på Island, hvor de
førhen selvejende kutterfiskere, som solgte deres kvoter, da
de så millionerne rulle ganske gratis ned i foret, er nødt til at
leje kvoter af omkring 10 koncerner, der er dagens ejere og
fastsætter profitable udlejningspriser. Uanset hvilken model,
der anvendes, er det de arbejdende fiskeres og kommende
generationers indkomst, der bløder for denne tilegnelse af
merværdi og profit fra de aktuelle ejeres side.
Lene Espersen sagde det, da hun sammen med Ritt
Bjerregaard forærede de pelagiske fisk til bådejerne, og
Hans Christian Schmidt sagde det, da han forærede resten af
konsum- og industrifisken til de resterende bådejere, nem-
lig at fiskeriet har brug for tilførsel af risikovillig kapital!
Det var for almindelige skippere og partsfiskere et politisk
absurdum, at et fiskerierhverv plaget af systematiske og
tyngende overinvesteringer skulle have brug for at få tilført
mere risikovillig kapital udefra. Var det for at kunne inve-
stere i køletanke, så man kunne nøjes med at lande sild en
gang om ugen uden at rense den inden?! Eller for at kun-
ne bygge ståltrawlere forhøjet med ekstra dæk til fabriks-
arbejdere, der kan søpakke fisken i stedet for at sejle den
hurtigt i land, så den kan blive spist, mens den er frisk?!
De spørgsmål hang ofte i ørerne, når fiskeriets folk søgte
at fortolke de åbenmundede politikeres høje tanker. Hans
Christian Schmidt var på hele to propagandaturnéer fra fis-
keriforening til fiskeriforening for at opløse modstanden
op til enclosure-beslutningen. Hans mantra var overalt det
samme: Fiskeriet har brug for at få tilført investeringsvillig
kapital udefra, og det skaffer vi ved at give Jer mulighed for
at planlægge fiskeriet bedre og slå fartøjer sammen.
Også dette paradoks lader sig overvinde, hvis man ser det
i strukturrationaliseringens perspektiv. For det, politikerne
og investorerne ville af med i erhvervet, var den markante
selvfinansiering og de fiskerejede driftsmidler, der var opar-