Page 102 - Sjæklen2007

102
tisere fiskekvoterne og overdrage dem til de betrængte far-
tøjsinvestorer. Manglen på arbejdskraft i industrien gav på
grund af de små årgange et godt argument for at skaffe den
”overflødige arbejdskraft” blandt partsfiskerne ud af erhver-
vet, så den kunne blive ”beskæftiget” i industrien på land.
Så længe Bent Rulle fra Læsø var formand for Danmarks
Fiskeriforening havde en sådan enclosure-tanke været helt
umulig at realisere. Thorkil Førby fra Hanstholm var som
gammel partsfisker imod, men blev blødgjort af de store
trawleres dobbelte interesse i at blive befriet for deres re-
stancer og befriet for de mindre kutteres fangstret til så store
dele af kvoterne, som deres antal tilsagde dem. Han fryg-
tede dog, at dannelsen af aktieselskabsorganiserede fiskeri-
koncerner på sigt - som i så mange andre lande - gav aggres-
sive, internationale kapitalfonde adgang til at købe aktier og
dermed indflydelsen ud af dansk fiskeri. Førbys pludselige
død banede vej for, at bomtrawlerrederen i Thyborøn, næst-
formand Flemming Kristensen overtog formandsposten i
Danmarks Fiskeriforening.
FlemmingKristensen gjorde det kup sammenmed den er-
klærede liberalist, Venstres fødevareminister Hans Christian
Schmidt at få indarbejdet privatisering af Danmarks fiske-
kvoter som et politisk mål i regeringsgrundlaget, da den an-
den Fogh-regering trådte til. Dermed trak fiskeriforeningens
ledelse, ministeren og det statslige embedsværk på samme
hammel. Med sig havde de det ufattelige magtmiddel, som
fællesskabets værdier er, når man har sat sig i en position,
der giver en mulighed for at dele dem ud til udvalgte folk
som en gave, de ikke skal betale andet end loyalitet og
tavshed for til gengæld. Ved at fratage partsfiskerne deres
adkomst til dansk fisk og i stedet uddele denne som ejen-
dom til samtlige fartøjsejere i form af Fartøjskvoteandele,
FKA, opnåede det politiske konsortium af foreningsledelse,
regeringsledelse og ministeriel ledelse at få enhver fartøjs-
ejer til at se hundrede tusinder af kroner for sit indre blik.
Det var som opløsningsvæske på bådejernes hidtil massive
modstand imod privat ejendomsret og islandske tilstande i
dansk fiskeri.
Dette foregik samtidig med, at Arbejdsgruppen for det
Kystnære Fiskeri samlede fiskere fra alle farvande i en mod-
standsbevægelse og fik den samlede politiske opposition og
Dansk Folkepartis fiskeri- og fødevareordførere til sammen
at formulere en alternativ fiskeripolitisk strategi, der gik
ud på at sikre kystfiskeriet en anerkendt plads i fremtidens
fiskerierhverv. Embedsværket bistod på ordentlig vis også
denne politiske alliance med data til at udarbejde forskel-
lige modeller for en segmentering af fiskeriet, således at der
kunne dannes et særligt kystfiskersegment, der blev holdt fri
af regeringens enclosure. I så fald ville det pelagiske fiskeri
efter sild og makrel, industrifiskeriet og de store trawleres
konsumfiskeri kunne få og beholde den privatiserede kvo-
teordning, fartøjsejerne ønskede, samtidig med at det mere
kystnære højværdifiskeri med den store flåde af mindre kut-
tere fik deres egen, ikke privatiserede ordning. Det ene for-
slag var at lave en kystfiskerordning, hvor bådene fik tildelt
10 % flere torsk og tunger fordelt pr. mand og båd. Med
sine mange unge partsfiskere blev forslaget fra Han Herred
om at tildele fangstrettigheder pr. mand og båd kaldt for
”Thorupstrandmodellen”. Det andet forslag var at opkøbe
og rationere eller udleje kystfisken i denne ordning i forlæn-
gelse af den eksisterende ophugningsstøtte, så der blev færre
både til at dele de kvoterede arter. Det væsentligste problem
for begge modeller var, at torsk er bifangst i de fleste store
trawleres fiskeri, så man kunne i følge disse ikke forbeholde
den vigtige kysttorsk til kystens fiskere uden at ”tage den
fra” de store fartøjer, og det var det stik modsatte, der var
ledelsen i Danmarks Fiskeriforenings interesse, regeringens
mål og formålet med EU’s gamle strategi. 4 En kystfisker-
ordning ville være lige præcist den værst tænkelige udgang
på kampen om fiskeriet for de investorer, der satsede på at
overtage kutterflådens ressourcer. I EU var der imidlertid
også i modsætning hertil opstået en avanceret interesse i
at fremme et moderne, dvs. skånsomt og bæredygtigt høj-
værdifiskeri med kystfartøjer, der som en avantgarde kunne
(for)blive leverandør til det europæiske gourmetbord. Den
fik dog ikke et ben til jorden i Danmarks politiske klima i de
afgørende år.
Da Dansk Folkeparti en sen nattetime den 26. oktober
2005 sad ene tilbage ved forhandlingsbordet med ministe-
ren og hans embedsmænd, fordi socialdemokraterne og de