Page 37 - Sjæklen2006

37
over den. En tilskuer havde den opfattelse, at kaptajnen som
den sidste fortvivlede udvej valgte at sætte skibet i land,
hvor der var mest læ og i nærheden af redningsstationen .14
Af Redningsvæsenets indberetning fremgik, at Sleipner
strandede den 19. november 1/8 mil fra stationen i Klitmøl-
ler. Redningsmandskab og transportheste mødte kl. 12.30.
Raketapparatet bragtes straks til stedet, og to raketter blev
sendt af sted uden, at det lykkedes at opnå forbindelse
med skibet. Redningsbåden kom til stede kl. 13.30 og blev
straks sat i vandet, men den stærke strøm og kuling drev
båden mod læ, førend det var muligt at trænge over revlen.
Båden blev derefter kørt et godt stykke til luvart af skibet,
hvorefter forsøget blev gentaget, men båden blev drevet
mod læ og kunne ikke komme op imod den høje sø. Sleipner
mistede efterhånden masterne og var omkring klokken 16
ganske sønderslået, inden der kunne forsøges yderligere
redningsforsøg med båden.
Ifølge strandfogedens opfattelse havde redningsmand-
skabet ikke tillid til båden, som de anså som værende alt for
stor og uhensigtsmæssig til at ro ud over revlerne. Der var
straks sendt ridende ekspres efter redningsbåden i Hansted.
I mellemtiden affyrede Klitmøllers redningsmandskab flere
raketter, men raketterne kom i det højeste kun halvvejen af
vejen ud til skibet. To timer efter strandingen gik den ene
mast overbord, ca. en time derefter den anden og en halv
time senere fulgte skibets tredie mast, hvorefter skibet straks
begyndte at skille ad. Sammen med masterne gik skibets
takkelage overbord og tog mandskabet med ud i det kolde
vand. NogleKlitmøller-folk gik ud påØrhagen, hvorhen vind
og strøm førte . Strandfogeden var selv gået derud og havde
set en mand komme drivende på et stykke vraggods ca. 50
favne fra land. De tilstedeværende havde sat en fiskerbåd i
vandet og roet uden for revlen, men da var den skibbrudne
allerede borte. Fiskerne var blevet liggende derude i håb
om, at andre skibbrudne ville komme den vej, men der
kom ingen, og de måtte slutteligt vende tilbage til land på
grund af den hårde vind og strøm. Hansted redningsbåd
blev stoppet undervejs, da Sleipner var sønderslået, og den
nødstedte besætning havde tilsyneladende ikke forsøgt at
sætte en af skibets egne både i vandet.
Efterspil
Beskrivelserne fra ulykkesstedet var forfærdende læsning:
Blandt den store masse inddrevne vragdele, støtter og
knæ findes bogstavelig ikke et stykke sundt træ; alt er
pilråddent.
Det bjergede gods bestod af en ”mængde vrag”, en
skibsbåd, en pram, to stykker fajance, tre vandfade, fire
kander, tre redningsbøjer, en blikdunk med petroleum, en
blikdunk med tjære og en halv tønde med tjære. Desuden
kom skibets logbog samt en skibskiste drivende i land.
Den 9. december 1880 indgav den korresponderende
reder anmeldelse om, at skibet på rejse fra Grimsby
til København var strandet dem 19. november 1880 på
vestkysten af Jylland ved Klitmøller og blevet fuldstændig
sønderslået. Besætningen på ti mand og tre mand til ekstra
assistance samt skibets kaptajn var alle druknet15.
Skibets kasko var angivet til en værdi af 12.000 kroner,
men var uassureret. Lasten bestod af 480 tons kul til en
værdi af 4.320 kr. Skibets certifikat gik tabt ved forliset.
Udbetalingen af 3.800 kr. fra forsikringen som erstatning
for den forliste ladning kul trak ud til 12. marts1881.
To og en halv måned senere blev der på Klitmøller
Kirkegård rejst en stendysse på en stor fællesgrav, hvori
de omkomne fra Sleipner var stedt til hvile. I stendyssen
blev indmuret en hvid metalplade med navnene på de
omkomne.
Udenrigsministeriet udbad sig informationer fra konsu-
latet i Hull, da denne sag, som med grund har vakt en stor
opsigt, idet de inddrevne vragstykker viser, at skibet har
været aldeles opslidt, vil blive gjort til genstand for en
nærmere undersøgelse, er det af interesse at erholde oplyst
hvad der med hensyn hertil er foregået i Grimsby. Konsulat
og vicekonsulat indhentede informationer, som blev vide-
reformidlet til København. Udenrigsministeriet meddelte
august 1881, at ingen havde tilsidesat de dem påhvilende
embedspligter, og at der navnlig intet har foreligget, der
kunne berettige vedkommende konsular embedsmænd til at
nære grundet tvivl om skibets sødygtighed og bevæge dem til
i den anledning at træffe særlige foranstaltninger”. Samme
resultat nåede Folketingets finansudvalg frem til.16