Page 30 - Sjæklen2006

lavere rækker som A (fart på Atlanterhavet), G (kystfart),
eller endelig P-vurderingen, hvor skibet kun blev anset som
egnet til at transportere ladninger, der tålte søvand.
Hvis Sleipner skulle bibeholde højeste klasse, var kra-
vet bl.a. et nyt dæk. Da A.N. Hansen & Co. ikke fandt
skibet velegnet til firmaets brug, ville man ikke anvende
de mange penge, så i marts 1867 blev skibet degraderet til
klasse G. Forskellige udbedringer betød, at klassen i 1869
vurderes til A, hvorefter Sleipner fra 1873 røg helt ud af
klassifikation. De følgende år udførtes udbedring af mindre
skader fra grundstødning eller påsejling og kun absolut
nødtørftig vedligehold og reparation. Det nye dæk, der var
krævet til højeste klasse i 1867 blev aldrig installeret, men
de dårligste planker blev dog successivt udskiftet med nye.
At skibet forfaldt, blev siden anset som en selvfølge, så selv
om skibets yderklædning kunne være sundt af udseende,
var der i indtømmer og forbindelser en usundhed tilstede,
hvorved skibets styrke var svækket.4
Sommeren 1870 var skibet i Archangelsk, og da det blev
slæbt ud på reden for at indtage den sidste del af ladningen,
stødte kølen hårdt på barren. Lastningen fortsatte, men der
holdtes vågent øje med pumpen. Dagen efter blev der pumpet
30 cm vand ud, men hver af de følgende morgener havde
den daglige inden bords vandstand samme niveau. Efter
nogle dage faldt den daglige inden bords vandstand til 23
cm. Lækagen blev ikke fundet, men lastningen fortsattes og
endte, da dækket var fyldt op med trælast. Herefter begyndte
så rejsen mod London og første dag til søs noteredes, at
skibet trak meget vand, men mandskabet havde ikke noget
problem med at pumpe læns. Vejrforholdene var ikke
gunstige, vinden tiltog til stormende kuling med regntykning
og høj søgang. Skibet arbejdede hårdt og tog meget vand ind
over dækket, og en sø slog en del af bagbords dækslast over
bord og fyldte samtidig forkahytten og gangene. Herefter
var der konstant to mand beskæftiget med pumpning. Flere
svære søer kom imidlertid ind over skibet og fyldte bl.a.
låringsbåden med vand. Efter denne vandgang blev pumpen
pejlet, og da vandstanden viste 40 cm, beordrede skipperen
alle mand til pumpning. Pumpningen hjalp, og ud på
dagen kunne skibet pumpes læns hver anden time. Dagen
efter pumpedes læns ved hver vagt (hver 4. time), men på
resten af rejsen måtte pumperne holdes i gang. Da Sleipner
nærmede sig rejsens mål, blev der i logbogen noteret læns
ved pumpen. Efter udlosning i London var skibet i dok, hvor
kobberforhudningen blev taget af, og skroget kalfatret5.
I begyndelsen af 1877 blev skibet styrket med en
jernskinne omkring forbindelserne i agterenden. I septem-
ber samme år ankom Sleipner på Københavns red med
en ladning kul fra Hull. Mandskabet vægrede sig ved at
fortsætte med skibet, og Sø- og Handelsretten udpegede to
sagkyndige mænd, der ved eftersyn konstaterede, at selvom
skibet trak ca. 1,8 cm vand i timen, så kunne det efter årstid
og vejrlig ikke være forbundet med fare at føre skibet til
bestemmelsesstedet, så mandskabet kunne ikke få lov at
afmønstre, men måtte fortsætte med skibet til Stockholm 6.
Forsikring
Klassifikation havde betydning for assurandørernes vurde-
ring af den risiko, somde løbved at tegne forsikring for skibet.
Klassifikationenmedvirkede dermed til at fastlægge, hvilken
størrelse præmie der skulle betales for forsikringen. Da
Sleipner udgik af klasse, ønskede skibets danske assurandør
ikke at forny assurancen for året 1875, fordi selskabets egen
besigtigelsesmand betegnede skibet, som vel ikke egentligt
usødygtigt - men for så vidt farligt at forsikre. Selv ved
udbedring af en mindre skade ville det være vanskeligt at
afgøre, om udgiften skulle udredes af assuranceselskabet
eller måtte pålægges skibets ejere som følge af ælde og
slid. Rederen kontaktede derfor et udenlandsk selskab, men
dette anvendte samme besigtigelsesmand, og da der ikke var
foretaget nogen forandring på skibet, lød hans vurdering,
at skibet var middelmådigt og dets værdi omkring 20.000
kr. Hans indstilling til forsikringsselskabet var, at skibet
burde forsikres for 3/4 af denne værdi - og kun mod totalt
forlis og kun for sommerhalvåret 1876 . Rådet blev fulgt.
Året efter forsøgte rederen sig hos et andet udenlandsk
selskab, men også dette anvendte samme besigtigelses-
mand, forhenværende skibskaptajn Cruse. Denne gang fandt
Cruse, at skibets tilstand var så væsentligt forringet, at det
var ganske uskikket til at assureres. Derfor sejlede Sleipner
30