Page 44 - Sjæklen2006

flere nystiftede selskaber forsvandt hurtigt igen. Det
afgørende succeskriterium for overlevelse i det stærkt
konkurrencebetonede marked var den rigtige ide parret med
evnen til at gennemføre den.3
Ideen til ESVAGT opstod i 1980. Ved offshore-boringer
og feltopbygning i den danske del af Nordsøen var det et
lovkrav, at et vagtskib døgnet rundt var i beredskab for at
forhindre påsejling af installationerne og assistere i tilfælde
af blow out, fald over bord, kæntringsulykker eller lig-
nende uheld på eller ved platforme og rigge. I den danske
sektor blev dette beredskab varetaget af britiske vagtskibe -
typisk ombyggede trawlere - men spørgsmålet var, om
disse opgaver ikke lige så godt kunne varetages af et dansk
selskab. Ideen blev fulgt op med en række sonderinger hos
såvel potentielle kunder som mulige konkurrenter. Da der
fra DUC i vinteren 1980/81 blev fremsat et nyt udbud på
vagtskibsopgaver på den danske del af Nordsøen, enedes de
tre idemænd efter mange overvejelser til sidst om at vove
forsøget.
Resultatet blev stiftelsen af ESVAGT, hvor den højst
mulige kvalitet af ydelser og materiel skulle være både
målsætning og primære konkurrenceparametre - og så
måtte tiden vise, hvorvidt ideen var bæredygtig og gennem-
førlig.4
De første skibe
Bestyrelsen for det nye selskab kom til at bestå af ESVAGTs
tre stiftere, hvoraf Ole Andersen tillige påtog sig hvervet
som virksomhedens direktør. Der var nok at gå i gang
med, for det nye selskab havde fortsat hverken skibe eller
besætninger at byde ind med.5
En ny ophugningsordning inden for fiskeriet bevirkede,
at egnet tonnage var relativt billigt til rådighed. ESVAGT
erhvervede to tidligere trawlere, E 709 Akaroa af Esbjerg og
L 313 Jane Birgit af Thyborøn, der begge var bygget i Øst-
tyskland i 1960’erne. Standarden på de britiske vagtskibe -
også tidligere trawlere - var ikke høj, og ESVAGT så derfor
sin mulighed for at vinde indpas på markedet ved at kunne
levere vagtskibe af høj klasse. Spørgsmålet var imidlertid,
hvad høj klasse egentlig var, og hvilke regler skibene i det hele
44
taget skulle leve op til. Der fandtes dengang ingen regelsæt
for danske vagtskibe, så ESVAGT tog udgangspunkt i de
bedste ting fra de norske og britiske regelsæt, føjede selv
ekstra ting til, indhentede råd om indretning af skadestue
og skadesbehandling fra en række læger og konsulterede
desuden sikkerhedschefen hos Dansk Boreselskab (det
senere Mærsk Olie og Gas AS). Det samlede materiale blev
indsendt til Søfarts- og Sundhedsstyrelserne, som kom med
yderligere input. Resultatet blev de danske vagtskibsregler,
som sammen med råd og erfaringer blev anvendt ved
ombygningen af ESVAGTs nyerhvervede skibe.
Akaroa og Jane Birgit var sendt til henholdsvis EOS-
værftet i Esbjerg og Struer Skibsværft, hvor skibene blev
strippet til det bare skrog og herefter genopbygget, så
de i realiteten kom til at fremstå som nybygninger. Nyt
maskineri, elektriske og tekniske installationer, hydrauliske
kraner, udstyr og kapacitet til ca. 120 overlevende, fem
gange 25-mands redningsflåder, MOB-båd (mand over
bord-båd), redningsdragter og specialudstyr som f.eks. en
af ESVAGT konstrueret særlig redningskurv bevirkede, at
prisen pr. skib løb op i syv millioner kr. De to vagtskibe, der
kom til at hedde Esvagt Alpha (ex Akaroa) og Esvagt Bravo
(ex Jane Birgit), blev afleveret til ESVAGT i henholdsvis
januar og februar 1982.
Sideløbende med ombygningen af skibene skulle der
også skaffes besætninger. Som standby-skibe skulle far-
ESVAGTs tre stiftere samt handelsminister Erling Jensen og frue
ved dåben af "Esvagt Alpha", hvor ministerfruen var gudmor.
Foto: FOGA.