Page 120 - Sjæklen2006

også til familie og bekendte og gjorde dermed badestedet
kendt ude omkring. Postkort var altså en reklame, der
samtidig muliggjorde indtjening.
For lokale fotografer og handlende lå der gode ind-
tægtsmuligheder i postkortene, og de greb gerne denne
mulighed. Om et søbad kunne tiltrække gæster, hang altså
ikke mindst sammen med, om det kunne gøre et godt
indtryk ud fra postkortene. Skønt denne faktor er åbenbar,
findes der indtil nu ingen undersøgelser af, hvordan søbade
markedsførte sig visuelt, om de ved hjælp af billeder og
postkort skabte en ”myte”, der hjalp med at lokke gæster til
- og fastholde dem. Jeg vil derfor i det følgende undersøge
anvendelsen af mediet postkort nærmere ud fra synsvinklen:
søbadenes markedsføring. Som udvalgte eksempler tjener
søbadene på de nordfrisiske øer og Helgoland.
Postkortene blev fremstillet på såvel lokale som lands-
dækkende forlag. Badestedsvirksomheden, der omkring år
1900 tiltrak forholdsvis velstillede gæster, tilbød relativt
mange lokale fotografer et eksistensgrundlag. De levede
på den ene side af at fremstille personlige fotos til gæster
og lokale beboere, på den anden side af at fremstille og
sælge postkort. På Amrum etablerede Viktor Quedens sig
som fotograf i 1898 og grundlagde en fotoforretning, der i
dag består i tredje generation.3 På Føhr finder vi mellem ca.
1890 og 1920 de lokale fotografer og postkortforlæggere
Waldemar Lind og Wilhelm Müller, som konkurrerede
indbyrdes. På Sild konkurrerede de lokale fotografer og
postkortforlæggere Wilhelm Bauer, Bernhard Lassen,
Ferdinand Martinsen, Carl Meyer, W. Monck og Albert
Sasse - og på Helgoland var omkring 1900 fotograferne
Jacob KrüssAeuckens, G. Friederichs, Paul Olendrowsky, F.
Schensky og Alfred Zerner aktive som postkortforlæggere.
Men også de landsdækkende postkortforlag havde
søbadenes postkort i deres sortiment. Således findes på alle
øerne blandt andet kort fra de hamburgske postkortforlag
M. Glückstadt & Münden, Knackstedt & Näther og A.
Sternberg, det magdeburgske forlag Reinicke & Rubin,
Dresdnerforlaget Stengel & Co, Leipzigerforlagene Louis
Glaser, Dr. Trenkler Co og Mohr & Dutzauer, Münche-
nerforlaget Ottmar Zieher, det lübske forlag Schöning &
Co eller kunstforlaget Julius Simonsen i Oldenburg/Hol-
sten. Fra Helgoland og Sild findes der endog postkort fra
den engelske hofleverandør Raphael Tuck & Sons. De
landsdækkende forlag sendte deres fotografer til øerne eller
købte (henholdsvis plagierede) de lokale fotografers fotos.
Der er eksempler, hvor det store hamburgske postkortforlag
M. Glückstadt & Münden simpelthen overtog den lokale
Føhrfotograf og postkortforlægger Waldemar Linds fotos.
Dette kunne stadig gøres ustraffet i begyndelsen af det
20. århundrede, fordi ophavsretten i Tyskland først i 1907
beskyttede fotografier mod frit eftertryk.4
Der findes hidtil ingen undersøgelser omkring motiver,
fotografer og forlæggere, men dog en række publikationer,
hvori gamle postkort er blevet optrykt med henblik på at
illustrere, hvordan de undersøgte lokaliteter så ud omkring
1900. 5 Postkortene blev altså anvendt som rene billedkilder,
dog uden kildekritisk at have undersøgt omstændighederne
omkring deres opståen. 6 I privatpersoners eller lokalarkivers
postkortsamlinger kan man finde et stort antal postkort.
Man kan også fastslå, hvilke motiver, der er anvendt, men
sådanne samlinger siger intet om motivernes hyppighed
og udbredelse. Samleren stræber jo efter at have hvert
motiv og hvert eksemplar, måtte det være nok så sjældent,
i sin samling. Et postkort, der er fremstillet og solgt i
hundredtusindvis, kan altså ligge ved siden af et, der kun er
fremstillet i et meget ringe antal. For at opnå viden om det
enkelte motivs faktiske hyppighed er det derfor nødvendigt
at anvende en anden metode.
I dag er det største marked for gamle postkort inter-
netauktionshuset eBay. Gennem en længere periode har jeg
optalt de der udbudte postkort og samlet dem i en database.
Medtaget er kun de kort, som er klart dateret (via post-
stempel eller meddelelsens håndskrevne datering). Alle
kort, som ikke har datoangivelse, er ikke taget med. Denne
indskrænkning til de daterede kort fremhæver modtager-
siden, fordi det drejer sig om de faktisk anvendte postkort.
De ikke daterede kort var souvenirs, lå i samtidige samlinger,
eller de blev aldrig solgt og kommer i dag fra producenternes
eller de handlendes gamle lagre på markedet.
Ved en sammenligning af øerne Sild, Föhr, Amrum,
120