Page 111 - Sjæklen2006

111
Erfaringer og diskussioner
Fælles for de tre beskrevne projekter - Vadehavet, De
regionale faglige kulturmiljøråd og Kystkultur i Norden -
er, at de er udsprunget af interessen for kulturhistorien
i landskabet, og særligt fokuseringen på kulturmiljøet i
1990’erne og fra 2002 kulturarven. Som museumsansat
aktør er erfaringen, at projekterne har fungeret absolut
bedst i de tilfælde, hvor projektets indhold og mål har
været velbeskrevet på forhånd. Det har betydet, at det har
kunnet overlades til en projektgruppe at gennemføre det
beskrevne projekt, mens opdragsgiveren fungerede som
sparringspartner. I de tilfælde har de involverede parter
kunnet få udbytte såvel af det faglige samarbejde som af de
diskussioner og samarbejdsrelationer, der opstod undervejs.
Netop denne vekselvirkning mellem den stillede opgave og
diskussionerne om dens løsning er fagligt udviklende og
bidrager til engagementet i processen. Hvis opgaven er alt
for bundet, eller hvis mål og indhold ændres undervejs, er
muligheden for at erhverve merviden og dermed udbyttet af
at indgå i sådanne projekter begrænset.
Ved at deltage i projekter som de beskrevne kommer man
som museumsmenneske uvægerligt til at bevæge sig ind på
forvaltningsområdet - et område, som ikke pr. definition
er museernes arbejdsområde. I følge museumsloven skal
museerne “Gennem indsamling, registrering, bevaring,
forskning og formidling (...) virke for sikring af Danmarks
kultur- og naturarv”76, men den siger ikke noget om, at det
er museernes opgave at stå for bevaring uden for museet,
den såkaldte in situ-bevaring. I den sammenhæng er det
interessant og nødvendigt at diskutere, hvad det har af
konsekvenser, når man udpeger det ene som værende mere
interessant end det andet, og hvilken betydning det har for
de folk, hvis område der bliver peget på. Desuden kan det
overvejes, om man i højere grad kan bruge formidlingen
som strategi med det formål, at folk selv passer på det, som
de i kraft af deres kendskab syntes, det er interessant at
bevare, uden at en myndighed behøvede at udpege.
Man må være opmærksom på, at selve bevaringstanken
er konservativ i sin natur, og at der også må være plads
til, at de mennesker, der lever i dag, kan skabe deres
historie. I dag arbejder Kulturarvsstyrelsen for at bevare
minder fra industrisamfundet, der i sin tid gav anledning
til lovene om naturfredning og bygningsfredning. Der er
også bestræbelser på at bevare stationsbyerne, som man i
sin tid fandt så grimme, at man stiftede Bedre Byggeskik
for at højne kvaliteten af byggeriet77. Måske vil man om
100 år arbejde på at bevare nutidens tage med sortglaserede
teglsten - som i dag er hadeobjekt for mange bevaringsfolk -
fordi man til den tid finder, at de er meget karakteristiske
og har stor fortælleværdi for tiden omkring årtusindskiftet,
hvor en lykkelig kombination af økonomisk opsving og
stormen i 1999 satte folk i stand til at få det, som før var
forbeholdt overklassen.
Forskydningen mellem begreberne kulturmiljø og kul-
turarv er karakteristisk for vilkårene, når man arbejder
med forvaltning, som er underlagt en politisk styring. Kul-
turmiljø var på alles læber i 1990’erne, og der blev brugt
megen tid på at definere, diskutere, implementere det osv.
Men begrebet mistede aktualitet lige så hurtigt, som det
opstod til fordel for kulturarvsbegrebet, som nu bruges i
så brede og forskellige sammenhænge, at der ikke findes
en fælles accepteret definition af det. Også dette begreb
kan forsvinde, og derfor er det vigtigt, at der ved siden af
forvaltningen findes et uafhængigt fagligt miljø, der bliver
ved med at kigge på de mere overordnede implikationer af
den praksis, der udvikles. Og det er væsentligt, at de faglige
miljøer holder fast i deres forskningstradition og begreber
og ikke lader hele faget styre af den aktuelle politiske
dagsorden.
Spørgsmålet om, hvorfor der lige i denne tid lægges så
stor vægt på kulturarven, er et emne for sig, som ikke er
blevet berørt i denne artikel. Trods forsøg på at fremstille
kulturarven som en naturgiven størrelse, vi blot ikke har
været opmærksom på før, kan der næppe være tvivl om,
at disse års store fokusering på kulturarv har en funktion.
Ofte formuleres kulturarven som værende national og som
egnet til at opbygge identitet, men også disse funktioner kan
med fordel underkastes en nærmere analyse. Nogen taler
om en statsautoriseret etnologi som en del af embedsværket,
hvis rolle bl.a. er at pege på erindringssteder, der er med