Page 106 - Sjæklen2006

Kulturarvens bevarelse er altså ikke længere af hensyn til
“Alderdommens Studium og Historiens Dyrkere”, som det
var for Oldsagskommissionen først i 1800-tallet, men som
et middel i det moderne samfund - til at tiltrække turister,
til at øge bosætning, til at styrke identiteten. Et aspekt af
denne tankegang er, at kulturarven bliver integreret i den
såkaldte oplevelsesøkonomi, hvilket bl.a. giver sig udslag i,
at kulturmiljøer omtales som “attraktioner”50.
Som opfølgning på undersøgelsen iværksatte Kultur-
arvsstyrelsen i 2005 et forsøg, hvor fire kommuner blev
udpeget til “Kulturarvskommuner”, som skal “afdække
mulighederne for, at kommunerne kan bruge kulturarven
som løftestang for udviklingen i det byggede miljø og til at
tiltrække flere borgere, mere erhverv og flere turister.” I alt
53 kommuner viste sig interesseret i forsøget, hvilket var
langt over forventningerne51.
Mellem forskning og forvaltning
Der er flere fag, der har en lang tradition for at arbejde med
problemstillinger, der ligger inden for feltet kulturhistorie
og kulturlandskab, bl.a. historie, etnologi og arkæologi. De
fleste af de folk, der i dag er ansat på de kulturhistoriske
museer er uddannet inden for disse fag, og der har i de
faglige miljøer været en del diskussion om de begreber, der
blev brugt i forvaltningen af de kulturhistoriske interesser.
En af diskussionerne har gået på forholdet mellem
analysebegreber og forvaltningsredskaber. Ofte vil den
videnskabelige undersøgelse arbejde med begreber, der
er udviklet som analyseredskaber, men som omsat til
forvaltning kommer til at fremtræde som kategorier, der
klassificerer ting uden at bibringe erkendelse eller indsigt.
Men vil fagmiljøerne have indflydelse og medvirke i
forvaltningen, skal de ikke vente alt for længe med at
tillempe deres begreber til en forvaltningssituation, for andre
faggrupper står klar med deres løsningsmodeller. Således
var etnologien under arbejdet med fredningsplanlægningen
i 1980’erne med på banen længe, men blev i sidste ende
valgt fra til fordel for kulturgeografien, som kunne
præsentere de håndfaste operationelle metoder, der ansås
for nødvendige52.
Forvaltningen af kulturarv og kulturmiljø har i mange
tilfælde inddraget museerne i kraft af deres viden om lokale
forhold på området. Realiteten har flere steder været, at
der kun på museerne var ansat fagfolk med baggrund i
kulturhistoriske fag, mens med- og modspillere i styrelser,
amter og kommuner repræsenterede andre faggrupper. Nogle
steder betyder det, at bevaringen af kulturarven opfattes
som værende museets sag, ikke forvaltningens ansvar, mens
f.eks. de naturhistoriske fag har en større tradition for at
være repræsenteret i selve forvaltningen.
Spørgsmålet om museernes rolle bliver ikke mindre
interessant i en tid, hvor flere forvaltningsrelaterede opgaver
lægges ud til museerne, som dermed i nogle situationer
mere bliver kulturarvens vogtere over for befolkningen
end i samarbejde med befolkningen. Det gælder f.eks.
arkæologiske udgravninger, hvor ikke alle lokale bygherrer
har forståelse for, at de skal betale for, at “vores kulturarv”
skal bevares, når der findes “væsentlige fortidsminder”
på deres byggegrund53. Og det kan komme til at gælde
kommende tilsyn med fredede fortidsminder og tilsyn med
fredede bygninger, hvis Kulturarvsstyrelsen som planlagt
lægger dette ud til museerne.
Der er stor forskel på, hvordan de enkelte museumsfolk
opfatter deres rolle. Nogle museumsfolk går meget aktivt
ind i bevaringsarbejdet, skriver læserbreve og påtager
sig ansvaret for de bygninger, der måtte være truet,
evt. i samarbejde med en interesseorganisation. Andre
museumsfolk vælger at definere deres funktion som
værende leverandør af informationer og viden, der kan
danne grundlag for beslutninger, der tages i det politiske
system, som også er ansvarlig for bevaringen.
Museernes og de kulturhistoriske fags rolle mellem
forskning og forvaltning var emnet for et seminar afholdt
i 2001 på Københavns Universitet. Indlæggene er siden
publiceret i en antologi54, hvori en række fagfolk diskuterer,
hvad der sker, når man forvalter, og hvorved det adskiller
sig fra forskning. Nicolai Carlberg og Søren Christensen
skelner i antologiens forord mellem synspunkter fremført
fra et indefra-perspektiv - fra en position rodfæstet i
den politiske og administrative praksis - og et udefra-
106