Med naturfredningsloven i 1978 fik de kulturhistoriske
        
        
          interesser for alvor plads i lovgivningen. I følge den skulle
        
        
          amtskommunerne og hovedstadsrådet udarbejde planer
        
        
          for varetagelsen af de naturfredningsmæssige interesser,
        
        
          herunder de kulturhistoriske interesser, og et større arbejde
        
        
          med identificeringen af de kulturhistoriske interesser blev
        
        
          udført rundt omkring i landet i løbet af 1980’erne
        
        
          29
        
        
          . I 1987
        
        
          startede den daværende Planstyrelse arbejdetmed de såkaldte
        
        
          “kommuneatlas”, hvor man foretog en kortlægning og
        
        
          registrering af byers og bygningers bevaringsværdier, så der
        
        
          kunne tages hensyn til dem i den kommunale planlægning
        
        
          30
        
        
          .
        
        
          Siden er der udkommet 74 atlas.
        
        
          Efter introduktionen af kulturmiljøbegrebet iværksatte
        
        
          Skov- og Naturstyrelsen i 1997 projektet “kulturhistorien
        
        
          i planlægningen” med det formål at belyse, hvordan man
        
        
          kunne identificere og sikre de kulturhistoriske interesser i
        
        
          landskabet. Projektet skulle understøtte amternes arbejde
        
        
          med at udpege værdifulde kulturmiljøer, hvilket første gang
        
        
          skete i regionplanen 2001.
        
        
          
            Fra kulturmiljø til kulturarv
          
        
        
          Indtil 1994 talte man i det danske bevaringsarbejde mest
        
        
          om “kulturlandskab” og de “kulturhistoriske interesser i
        
        
          landskabet”. Men efter kulturmiljøbegrebets introduktion
        
        
          og det efterfølgende pilotprojekt “Kulturhistorien i plan-
        
        
          lægningen” blev begrebet kulturmiljø efterhånden al-
        
        
          mindeligt brugt og fik en fast definition som “geografisk
        
        
          afgrænsede områder, som ved deres fremtræden afspejler
        
        
          væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling.”
        
        
          Denne definition kan i princippet dække et hvilket
        
        
          som helst område, hvilket da også blev påpeget af Jørgen
        
        
          Selmer, der ved hjælp af fotos taget på en køretur gennem
        
        
          København illustrerede, at der ifølge den definition er
        
        
          kulturmiljøer overalt
        
        
          31
        
        
          . Det var naturligvis ikke på den
        
        
          måde, man havde tænkt sig, begrebet skulle bruges. Når
        
        
          man talte om kulturmiljøer var det underforstået, at det var
        
        
          
            bevaringsværdige
          
        
        
          kulturmiljøer - altså nogle man af den ene
        
        
          eller den anden grund finder værd at bevare for eftertiden.
        
        
          Da dette ikke fremgår umiddelbart af definitionen, er det
        
        
          blevet foreslået, at man skelner mellem to forskellige
        
        
          begreber:
        
        
          
            kulturmiljø
          
        
        
          for det politisk-administrative begreb,
        
        
          der primært omhandler bevaringsværdige kulturmiljøer, og
        
        
          
            kulturlandskab
          
        
        
          som det analytiske begreb, der har et mere
        
        
          erkendelsesmæssigt formål
        
        
          32
        
        
          .
        
        
          Valget af ordet kulturmiljø kombineret med metaforen
        
        
          om kulturmiljøet som miljøpolitikkens tredje dimension
        
        
          fremstillede begrebet i det bedst tænkelige lys. Selve
        
        
          ordet “miljø” er et positivt ladet ord, som signalerer noget
        
        
          værdifuldt - noget man skal passe på
        
        
          33
        
        
          - og værdien bliver
        
        
          blot forstærket ved at blive sammensat med det ligeledes
        
        
          positivt ladede ord “kultur”. Som den tredje dimension i
        
        
          miljøpolitikken blev begrebet endvidere placeret sammen
        
        
          med dimensioner, der signalerer omsorg over for naturen og
        
        
          bekæmpelse af forureningen. Samtidig signaleredes det, at
        
        
          miljøpolitikken før introduktionen af kulturmiljøpolitikken
        
        
          havde været flad og todimensional, og at den først med
        
        
          inddragelsen af kulturmiljøet var blevet fuldstændig og med
        
        
          dybde
        
        
          34
        
        
          . Metaforen gav kulturmiljøet en helt selvfølgelig
        
        
          og naturlig plads i miljøpolitikken og dermed under
        
        
          Miljøministeriet med administrativ forankring i Skov- og
        
        
          Naturstyrelsen.
        
        
          Da der i den kronik, der introducerede kulturmiljøbe-
        
        
          grebet, stod at den “kulturelle dimension udgør en væsentlig
        
        
          del af vor kulturarv”, var der nok ikke mange, der hæftede
        
        
          sig særligt ved ordet “kulturarv”. Det var ikke et ord, der
        
        
          dengang indgik i den almindelige offentlige debat, og af
        
        
          nogen ansås det næsten for at være politisk ukorrekt
        
        
          35
        
        
          . Så
        
        
          usædvanlig var brugen af ordet, at det end ikke var med i den
        
        
          store danske encyklopædi, da bindet omfattende bogstavet
        
        
          “K” udkom i 1998, hvor “kulturmiljø” til gengæld var med
        
        
          som opslagsord
        
        
          36
        
        
          . Ikke at ordet var helt ukendt på dansk,
        
        
          men det hørte ligesom en svunden tid til. Det havde dog
        
        
          heller ikke tidligere været så almindeligt, at det forekom i
        
        
          “Ordbog over det danske sprog”
        
        
          37
        
        
          , ligesom det heller ikke
        
        
          forekommer i Politikens nudanske ordbog
        
        
          38
        
        
          .
        
        
          Ordet “kulturarv” var blevet introduceret i dansk mu-
        
        
          seumsverden nogle år forinden. Da museumsloven i 1984
        
        
          blev revideret, blev det indført i lovens første paragraf
        
        
          som museernes formål, at de skal varetage den danske
        
        
          kulturarv
        
        
          39
        
        
          . Begrebet vakte så vidt vides ikke den store
        
        
          104