Page 107 - Sjæklen2006

107
perspektiv - fra den position, som den frie forskning ideelt
set indtager 55. Museerne står i det daglige med et ben i
hver lejr, og det er det, der afspejler sig i forskellene på,
hvordan museerne opfatter deres rolle. Forskningen er
primært ude i et erkendelsesmæssigt ærinde og arbejder
med problemstillinger, mens forvaltningen er ude efter
redskaber og søger løsninger. Man kan med geografen David
Lowenthal skelne mellem history, som problematiserer,
og heritage, som skaber orden56. I antologien fremhæver
tidligere chef for fortidsmindeforvaltningen og nuværende
professor i arkæologi Kristian Kristiansen vigtigheden af
vekselvirkning mellem forskning og forvaltning57.
Når der i så høj grad sættes fokus på et område, som
det er tilfældet med kulturarven, tilføres det også ofte flere
midler. Mange undersøgelser sættes i gang, og dermed
involveres aktører, der ikke har en lang fagtradition inden
for området. Her er det vitalt, at fagfolk på alle niveauer
er med til at formulere problemstillingerne, så der sker
en stadig faglig udvikling, også i forvaltningsprojekterne.
Formulerer man kun projekter, hvor løsninger på forhånd er
givet, lukker forvaltningen sig om sig selv 58.
For at kunne sikre den optimale vekselvirkning mellem
forskning og forvaltning er det vigtigt, at den faglige
forskning finder sted uafhængigt af, hvilke politiske vinde,
der blæser. For tiden har kulturarven stor bevågenhed,
men det kan meget vel skifte, hvis en ny regering ønsker
at profilere sig på et andet område 59. Bliver al forskning
indrettet efter den til enhver tid førte politik, bliver der ikke
meget kontinuitet i de faglige miljøer, og endnu vigtigere:
der bliver ikke nogen, der kan stille kritiske spørgsmål til
forvaltningen.
Kulturhistorien i planlægningen
Da den endelige rapport fra projektet Kulturhistorien i
planlægningen udkom i maj 1999, udtrykte daværende
miljøminister Svend Auken i forordet håbet om, at den be-
skrevne metode ville kunne tjene som inspiration for am-
ter, kommuner, museer og kulturmiljøråd i det kommen-
de arbejde med at sikre kulturmiljøværdierne i landskabet
gennemplanlægning, for ”der kan aldrigopstilles en facitliste
for gennemførelsen af dette arbejde”60. Det var derfor
ventet, at projektet ville blive fulgt op af en løbende debat
om kulturmiljøer og deres udpegning, som kunne fremme
en faglig udvikling af metoden61. Ret hurtigt viste det sig
imidlertid, at den beskrevne metode - som kom til at gå under
navnet KIP-metoden - rent faktisk var den metode, der blev
anvendt efterfølgende i de atlasarbejder, som først Skov- og
Naturstyrelsen og siden Kulturarvsstyrelsen stod for. Og
mens man i fagkredse havde fundet det useriøst, da Viborg
Amt i sin udpegning af bevaringsværdige kulturmiljøer på
forhånd lagde sig fast på, at finde og udpege 50 værdifulde
kulturmiljøer i amtet, som var særligt vigtige eller typiske62,
blev det efterhånden fast praksis, at det forlods blev bestemt,
hvor mange kulturmiljøer, der var i de områder, som skulle
beskrives i et atlas. Det lettede bl.a. prissætningen over for
de konsulenter, der skulle udføre arbejdet, når man kunne
sætte et fast beløb pr. kulturmiljø63.
Arbejdet med kommuneatlasserne var et af de arbejds-
områder, som fra Skov- og Naturstyrelsen kom med over
i Kulturarvsstyrelsen i 2002. Da atlasarbejderne startede
i 1987 var det med hovedvægt på byers og bygningers
bevaringsværdier, og man anvendte den såkaldte SAVE-
metode, der var udviklet til dette formål64. Da kultur-
miljøbegrebet blev indført, supplerede man SAVE-regi-
streringerne med KIP-metodens kortlægning af kultur-
miljøer, og man arbejdede på at omdøbe kommuneatlas
til kulturmiljøatlas65. Det blev imidlertid kun til ét kul-
turmiljøatlas, Kulturmiljøatlas Mors fra 2004, før kultur-
arvsbegrebet også her fortrængte kulturmiljøet, og det
næste atlas blev Møn Kulturarvsatlas i 200666. I Vadehavet
Kulturarvsatlas, som er under udarbejdelse, er man gået
tilbage til at lægge hovedvægten på de bebyggede strukturer
- dog uden en SAVE-registrering af enkeltbygninger - og
nøjes med at bringe et kort over de kortlagte kulturmiljøer.
Undervejs i processen har de to faggrupper arbejdet hver
for sig, og i sidste ende blev det valgt at prioritere arkitekt-
fagligheden i den officielle publikation fra projektet
Vadehavet Kulturavsatlas. På den måde er atlasserne vendt
tilbage til at handle om bygninger, mens helhedstanken fra
kulturmiljøbegrebet har fået en underordnet plads.