Page 108 - Sjæklen2006

108
Den modsatte tendens ses i et andet projekt under
Kulturarvsstyrelsen, den såkaldte temagennemgang af
danske industrihavne 1840 til 1970. Her er opgaven givet
i licitation til Odense Bys Museer på baggrund af en
projektbeskrivelse, og et team af kulturhistorikere og arki-
tekter arbejder sammen om at beskrive og registrere de
danske havne. Her arbejder arkitekternes indfaldsvinkel
sammen med den kulturhistoriske indfaldsvinkel, og det
tegner til, at det tværfaglige samarbejde, foruden at frem-
bringe et helstøbt projekt, også vil bibringe de enkelte
deltagere og deres institutioner merviden og indsigt gennem
faglige diskussioner.
Det ville være både nyttigt og interessant at få en samlet
diskussion af de metoder og begreber, der anvendes i relation
til disse kortlægningsarbejder, således at de erfaringer, der
er indhøstet gennem de seneste 10 år, kan omsættes til faglig
og forvaltningsmæssig udvikling67.
At udpege områder
I kraft af deres faglige viden har museerne nogle steder fået
en rolle, hvor de ikke blot leverer viden til en forvaltning,
men også er involveret i at udpege, hvad der skal bevares.
Imidlertid er mange kulturforskere mere interesserede
i at undersøge, hvordan folks adfærd er, end i at påvirke
denne adfærd. Det er et velkendt problemfelt inden for
antropologien, at bare det at undersøge noget kan have
store konsekvenser for det undersøgte68. Og når man direkte
griber ind og regulerer, ændres vilkårene så meget desto
mere - ofte med helt andre resultater end dem, man søgte
at opnå.
I Vadehavsområdet har fokuseringen på Vadehavet
i de forskellige projekter - Verdensarvsdiskussionen og
nationalparkdiskussionen - betydet, at der for alvor er sat
fokus på Vadehavsområdets særkender. Mange argumenter
har gået på, at hvis Vadehavet fik prædikat enten som
verdensarv eller som nationalpark, ville turisterne strømme
til, og erhvervsgrundlaget - og dermed områdets fremtid -
ville være sikret69. Selv om det ikke er lykkedes at få sat
nogen af de to etiketter på Vadehavet, er det alligevel i
høj grad lykkedes at brande Vadehavsområdet som en
turistattraktion og som producent af kvalitetsprodukter:
Man kan få “Vadehavstapas” på lokale restauranter, man
kan købe marsklam, Arla markedsfører “Marsk Sødmælk”
som en variant af egnsmælk i “Harmonie serien”, og senest
er kokke, landmænd, fødevareproducenter og univer-
sitetsfolk gået sammen for at lave en organisation, der skal
producere og sælge fødevarer fra Vadehavsområdet under
fællesbetegnelsen Vadehavsprodukter.
Det store fokus på Vadehavet har også fået en række
sideeffekter. Det viste sig, at der var en ganske stor lokal
modstand både mod at blive udnævnt som verdensarv og
som nationalpark, hvilket satte skel i befolkningen og trak
grænserne hårdt op mellem tilhængere og modstandere.
Turisternes tilstrømning - eller håbet om den - har bl.a. givet
sig udslag i korporlige skærmydsler mellem konkurrerende
busoperatører på ruten mellem Vester Vedsted og Mandø
samt i forsøg på at tage patent på navnet “sort sol” for det
naturfænomen, at stærene samler sig i marskens sivskove
forår og efterår - et fænomen, som i sæsonen tiltrækker en
massiv trafik af turistbusser.
Et af de store diskussionspunkter omkring Vadehavet
har været afgrænsningen af det område, der eventuelt skulle
være verdensarv eller nationalpark. Her har striden i årevis
stået om, hvorvidt grænsen skulle gå ved vandkanten, ved
digekronen eller lidt inde bag digerne.
Hvad et årtis diskussioner ikke kunne løse, klarede
kommunerne og kulturminister Brian Mikkelsen imidler-
tid, da de den 8. januar 2007 underskrev en kulturaftale
mellem kulturministeren og “Kulturregion Vadehavet”, et
samarbejde mellem de fire kommuner langs Vadehavet,
Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder. I anledning af aftalen er
“Kulturregion Vadehavet” blevet udvidet til at omfatte
lokaliteter, der ligger over 40 km fra det hav, der giver navn
til deres kulturregion. Blandt flere ting vil Kulturaftalen
“udnytte områdets rige kulturarv, stærke traditioner og
særegne natur til at fastholde og udvikle området som
et kulturelt vækstcenter” - altså bruge kulturarven som
ressource - og “sætte fokus på områdets kultur- og
naturhistoriske værdier og deres betydning for skabelse af
en større bevidsthed og fælles identitet og sammenhængende