Page 101 - Sjæklen2006

repræsenteret: forhistorisk arkæologi, middelalderarkæo-
logi, historie, etnologi, lokalhistorie, landskabsarkitek-
tur, ejendomsdannelse og fysisk planlægning, teologi og
kirkehistorie samt naturhistorie. Dertil kom, at de fleste
medlemmer i en lang årrække havde arbejdet inden for
området og derfor havde en langt bredere viden, end deres
uddannelsesbaggrund lod ane.
Kulturmiljørådenesfunktionvaraleneatværerådgivende,
og der var ingen sanktionsmuligheder, hvis rådgivningen
ikke blev fulgt. Ud over til sekretariatsdriften havde rådene
ingen økonomiske midler, som kunne bidrage til at sikre
truede kulturmiljøer. Kulturmiljørådet i Ribe Amt arbejdede
ud fra den betragtning, at kulturmiljøsynspunkterne skal på
bordet, inden planerne bliver fremlagt. Hovedvirkemidlet
blev derfor formidling - at gøre opmærksom på de historiske
træk i landskabet og om muligt bidrage til at finde løsninger
på bevaringsproblematikker 18. Rådet anså udbredelse af
kendskabet til de historier, der knytter sig til folks daglige
omgivelser for - sammen med det lokale engagement - at
være den bedste måde at bidrage til bevarelse af de historiske
træk i landskabet.
Rådet afholdt en række temamøder om forskellige
emner inden for kulturmiljøet. Til møderne var inviteret
oplægsholdere, der kunne belyse de valgte emner fra
forskellige vinkler, og som gav kvalificeret input til det
videre arbejde med temaet. Møderne var offentlige, så alle
med interesse for kulturmiljøet kunne deltage, og de blev
således et forum, hvor en stor kreds med en fælles interesse
for kulturmiljøet kunne mødes, hente viden og diskutere. I
alt blev der afholdt 15 sådanne temamøder med i gennemsnit
50 deltagere pr. gang. Temaerne blev udvalgt efter de emner,
der trængte sig på i rådets arbejde, og som man mente, der
var brug for at gøre en indsats for. Nogle gange udsprang
temaet af et konkret problem, rådet var blevet præsenteret
for, og ofte viste informationerne på temadagene sig at være
nyttige ved senere sager, der dukkede op 19.
Ved regeringsskiftet 2001/2002 kom kulturmiljørådene
med på observationslisten, populært kaldt “dødslisten”, over
de aktiviteter, som kunne nedlægges i forbindelse med den
omfattende sanering af råd og nævn, som den nye regering
gennemførte. Det endte dog med, at rådene overlevede
endnu nogle år, indtil kommunalreformen endeligt tog livet
af dem pr. 31. december 2006. Der er dog stadig mulighed
for, at en eller flere kommuner i fællesskab kan oprette
et kulturmiljøråd, som da er høringsberettiget, men det
er foreløbig kun sket ganske få steder. I flere kommuner
forventes det, at de lokale museer vil varetage den funktion,
kulturmiljørådene har opfyldt.
Forvaltningen og bevaringen af de kulturhistoriske
træk i det åbne land har hidtil hørt under amterne. Med
kommunalreformen er dette ansvar overført til kommunerne,
der gennem årene har forestået forvaltningen af byernes
kulturhistorie. Ingen af de to instanser har imidlertid haft
særlig tradition for at have ansatte med kulturhistorisk
uddannelsesbaggrund.
De faglige regionale kulturmiljøråds nedlæggelse be-
tyder, at kommunerne til deres nye arbejdsfelt ikke har
noget overordnet regionalt, politisk uafhængigt forum at
konsultere. Den tværfaglige ekspertise, som var de gamle
kulturmiljøråds særkende, er det nu op til kommunerne at
tilvejebringe gennem nedsættelse af nye kulturmiljøråd.20
Kulturmiljøet i Norden
Det tredje eksempel er fra det nordiske samarbejde
under Nordisk Ministerråd. Her iværksatte man i 1994
udarbejdelse af handlingsplanen Den 3. dimension i det
nordiske miljøsamarbejde - kulturmiljøet i planlægningen,
som udkom i 199621. På baggrund heraf besluttede man at
sætte særligt fokus på kystkulturen, da man vurderede, at
kystområderne var udsat for de største forandringer.
Man igangsatte derfor et projekt under overskriften
Den nordiske kystkulturs særart og livskraft, som først og
fremmest sigtede mod at beskrive kystkulturen og dens
aktuelle problemer22. Som opfølgning på arbejdet ønskede
man at sætte fokus på, hvordan kystkulturen kan beskyttes,
ikke som en omkostning, men som en ressource, ved aktivt
at integrere den traditionelle kystkultur i udviklingen af det
moderne samfund.
Opgaven var først og fremmest at fremdrage eksempler
på, hvor dette var lykkedes. Det blev til projektet Kystkultur
101