Page 27 - Sjæklen2009

27
Fanø-lægtere, og man må formode, de har benyttet sig af
den udskibningsplads, som Søren Rasch havde bygget. Si-
den er det blevet fortalt, at de lagde til, hvor lossebroen se-
nere kom.27
”Grenvejen i Ho” – vejen ud til ladepladsen, som Søren
Rasch benyttede – blev omtalt i sognerådets forhandlings-
protokol den 15. oktober 1881, hvor en åstedsforretning blev
udsat til det følgende år på grund af storm og højvande.28
Mejeriets Ladeplads
Alfred Johnsen, der var født 1888 i Ho, fortalte som æl-
dre mand, at konen til en sømand, der havde hjemme i Ho,
på den tid begyndte med lidt købmandshandel. Senere blev
sømanden hjemme og drev vadehavssejlads med en større
båd. Han anlagde et kajdige ud i vandet ved Ho, hvorfra han
sejlede såvel lokalt som til Hamborg og hjembragte hus-
holdningsvarer samt andre fornødenheder til salg i konens
butik.29
Om kajdiget var en genopførelse af det, som Søren Rasch
havde bygget i 1830’erne, vides ikke, men det var forment-
lig sømandens kajdige, der blev overtaget af Andelsmejeriet
Hogaard. Desværre er mejeriets første forhandlingsprotokol
gået tabt, så det er uvist, hvordan overdragelsen har fundet
sted, men den 11. maj 1895 blev der holdt Ӂstedsforretning
over vejen fra Nørballe til Mejeriets Lodseplads”,30 så mel-
lem 1888, hvor mejeriet blev grundlagt som fælles mejeri
for Ho og Oksby sogne, og 1895 havde mejeriet anskaffet
en ladeplads ved Fjorden.
I 1899 var der fire skibe i Ho, men det var skælbåde,
der samlede muslinger fra muslingebankerne i Vadehavet,
og de landede i bugten ved Nørreballe, hvor der også tidli-
gere havde ligget skibe.31 Så sent som i 1875 var Nørballe
afsat syd for Ho på Generalstabens kort, hvor placeringen
svarede til den på Videnskabernes Selskabs kort fra 1804,
mens Nørballe var flyttet nord for Ho på målebordsbladene
fra henholdsvis 1911 og 1934. Det er derfor vanskeligt at
fastslå, hvor bådene har lagt til, og vognene har kørt ned til
Fjorden for at hente muslingeskallerne fra bådene ved lav-
vande, da der var adgang til Fjorden både syd og nord for
lossebroen.
Kystsikring
Søren Raschs arbejde for at få sikret kysten blev tilsynela-
dende fortsat af sogneforstanderskabet og siden fra 1867 af
sognerådet, der i 1883 støttede ”et Andragende til Inden-
rigsministeriet om en Undersøgelse af Havets og Fjordens
Beskadigelse af Kysterne.” 32 I 1898 havde overplantør Bang i
Ål udarbejdet et projekt om ”Nedskråningsarbejdet ved En-
gene langs Fjorden”, og sognerådet gav sin støtte til ansøg-
ningen, som blev sendt til Landbrugsministeriet. Resultatet
blev, at nedskråningsarbejdet ville blive iværksat på samme
måde som sanddæmpningsarbejdet, så statskassen skulle
udrede halvdelen, mens amtet, kommunen og lodsejerne
hver skulle betale 1/6. I maj 1900 havde staten bevilget 600
kr. som bidrag til arbejdet, og efterfølgende bevilgede sog-
nerådet hvert år 200 kr. ”til Fjordskrænterne”.33 Fra 1911
ville Landbrugsministeriet ikke længere betale ”til Skrå-
ningsarbejdet ved Fjorden.” I erkendelse af, at det allerede
udførte arbejde ville være spildt, hvis det ikke blev fortsat,
søgte sognerådet sammen med Aal Kommune i 1912 Land-
brugsministeriet om tilskud til sikringsarbejde ved Fjorden,
men fik afslag. 34 Alligevel fortsatte kystsikringsarbejdet, og
det kan følges gennem sognerådets forhandlingsprotokol
i 1920’erne og 1930’erne, hvor kommunen betalte 1/3 af
1400 kr.35
Vejen til lossebroen
Vedligeholdelsen af vejen til ladepladsen var et tilbageven-
dende problem, som sognerådet havde taget op igen i fe-
bruar 1899, hvor ”Den private Vej fra Gadepladsen i Ho til
Mejeriets Lodseplads ved Fjorden var i en saadan Tilstand,
at den ikke ret vel kunne befordres med en belæsset Vogn.”
Egentligt var vejen sognerådet uvedkommende, men
man enedes alligevel om at se på sagen. Ved sognerådsmødet
i marts var ”Vejen fra Gadepladsen i Nørballe til Mejeriets
Lodseplads” blevet synet, og man var blevet enige om, ”at
det skulle forsøges at sætte Opkørslen ved den søndre Vej til
Fjorden i en saadan Stand at denne kunne bruges i paakom-
mende Tilfælde. Vejen trængte ligeledes til at blive paakørt
noget Sand, og naar det var sket, antog man at den væsent-
ligste Mangel var afhjulpet.” Mejeriets bestyrelse overlod i