Page 24 - Sjæklen2009

24
over: 80 favne bred, og dyb nemst dette Land: 2 á 1½ Favne
dyb, og længst oppe i Krogen 1 Favn dyb [ud for Oksby],
mens yderst ud i Gattet Syd for Lange Li er ikkun 1½ á 2
Alen ud til Graadybet.” 4
Kongeligt handelsprivilegium
Allerede i 1554 var landsbyerne Ho og Hjerting blevet
nævnt som ladepladser for købstaden Varde, der ikke kunne
besejles af større skibe, og den 28. juli 1688 fik skipperne
fra de to byer sammen med skippere fra Oksby et kongeligt
privilegium af Christian V, hvor det hedder: ”Eftersom vi
allernaadigst fornemmer, at Bønderne og Indvaanerne udi
Hierting og Hoe samt Ousbye Sogner under Riberhuus Amt
i vort Land Nørrejylland ikkun ganske ringe Sæd skal have,
saa at de uden Søen og Sejladsen sig ej ernære kunde, da
have vi allernaadigst for godt befundet at bevilge og an-
ordne, at bemeldte Hiertinge og Hoe samt Ousbye Sognes
Indbyggere og Fiskere maa og skal herefter som tilforn udi
deres havende Huse og Vaaninger, hvor de af gammel Tid
skal have bygget og boet og endnu boer, fremdeles ved Stav-
nen uhindret boendes blive, og skal det dennem derhos al-
lernaadigst tilladt være herefter som udi forrige Tider ved
Sejladsen og Søen at søge deres Næring saa og med deres
smaa Fartøjer deres Fiske og Varer til fremmede Steder hen-
føres og sælges, hvor de bedst ved og kan.” 5
Sejladsen foregik fortrinsvis i Vadehavet, hvor Hamborg
eller snarere Altona og Amsterdam var de store mål, men
nogle skippere sejlede også til Norge. Efterhånden blev de
fleste danske skibe, der sejlede i Vadehavet, hjemmehørende
i de tre landsbyer fra den nordlige del, og i en opgørelse fra
1735 var kun et enkelt skib tilbage i Ribe. Stiftamtmand Ga-
bel oplyste samtidigt: ”De mest formaaende Købmænd og
Skippere og andre haver nu sat dem ved Hjerting og Ho.”
Ikke længe efter i 1741 havde Fanø overtaget føringen.6
Hjerting beholdt sin betydning, mens Ho og Oksby gradvis
mistede deres på grund af den fremadskridende tilsanding
af farvandene syd for landsbyerne.7 Dog var der i 1753 sta-
dig seks skippere med hjemsted i Ho.8 Privilegiet fra 1688
blev konfirmeret af Frederik VI den 16. marts 18139 og blev
ophævet i 1839.
Handelsmand og bondeskipper
Bondeskipper Søren Nielsen Rasch levede på den tid i Ho,
hvor han var født i 1783. Som voksen skrev han en række
årbøger, som blev redigeret af H.K. Kristensen og udgivet
af Historisk Samfund for Ribe Amt i 1977. I sine yngre år
tjente Søren Rasch sig en pæn formue på sejlads i Vadehavet
samt handel med lokale landbrugsprodukter og jydepotter,
som han fortrinsvis afsatte i Altona, hvorfra han hjembragte
kolonial- og andre handelsvarer, som han solgte fra hjem-
met i Ho til lokale beboere.
Han begyndte at sejle og handle efter sit giftermål i 1812
for at supplere de indtægter en mindre gård kunne give,10 og
året efter investerede han i en større båd sammen med en
partner, som han få år senere købte ud, samt i en ”Bergens-
jolle”. 11 Søren Raschs både var på den tid de eneste, der var
hjemmehørende i Ho.12 Han lagde ind til Grenen lidt syd
for landsbyen, når han lossede eller tog egne varer ind13, og
fortoldningen foregik i Hjerting.
Som regel blev den store båd lagt i vinterhavn. Nogle
år lå skibet i Ho, som i 1818, hvor han den 7. december
noterede, at skibet ”blev lagt til Landet, aftaklet og lagt i
Vinterleje”. 14
Næste forår i forbindelse med en storm og højvande den
10. marts 1819 fik han skibet ”ud i Fjorden paa fladt Vand
og tiltaklet”.15 Dog fastslog han det følgende år, at skibet
lettere kunne sættes i vandet efter vinterleje på Fanø,16 hvil-
ket dog ikke forhindrede ham i at bruge ”Vinterlegsplad-
sen” i Ho fra tid til anden.17
Fanø Havn, som Søren Rasch brugte som foretrukken
vinterhavn, lå ikke ved Sønderho, men på nordøen. I 1835
ankom han og hans kone med båd til Sønderho og kørte
næste dag ”til Fanø”, hvor de lejede en fiskerbåd – altså i
Nordby – til at sejle dem til Grenen ved Ho.18
Skibe og udskibningsplads
Da Søren Rasch i 1831 havde bestemt sig for at lade bygge
en galease, skete det på hans egen eng i Ho, hvor de ansatte
håndværkere boede, mens arbejdet stod på. På det tidspunkt
var det ”over et halvt Seculum [50 år] siden”, at Niels og
Jens Knudsen med andres hjælp havde bygget et lignende